Anmeldelse

Flipped Learning

Vend undervisningen, og skab dybere læring

Hvordan bruger man bedst den tid, man som lærer tilbringer med eleverne? Det spørgsmål stiller de fleste undervisere sig selv – og bogen her har svaret.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle har prøvet at tilegne sig et fagligt stof til en bestemt lejlighed for derefter igen at lade stoffet fortone sig i glemsel. Mange har også oplevet at gennemgå læring, der forankrer sig, fordi den anvendes til en højere ordens tænkning – og de ved, at forskellen er enorm.

Fakta:

Titel: Flipped Learning

Forfatter: Jonathan Bergmann, Aaron Sams

Pris: 299,95

Sider: 203

Forlag: Turbine Forlaget

Sidstnævnte er det, som forfatterne til ”Flipped Learning” kalder for dyb læring. Det er det, der foregår, når eleverne ikke bare leger skole, men leger læring.

For Carolyn Durley, der er biologilærer i British Columbia, betyder det at lege skole, at eleverne er programmeret til at klare sig godt i en bestemt kontekst – nemlig det traditionelle klasseværelse. Et rum, hvor det i realiteten kun er nogle, der lærer, og hvor læreren ofte er den, der lærer mest. Carolyns oplevelse af år efter år at gennemgå det samme stof for en jævnt uengageret masse førte til eksperimenteren med flipped learning.

Som bogens otte andre fortællere deler hun de vanskeligheder, der førte til erkendelsen af, at undervisningen måtte vendes om - flippes. Det er inspirerende historier fra det virkelige liv, der i rendyrket før/efter-form beretter om genvakte elever og om at opleve glæden ved at være lærer ”blusse op med fornyet kraft”.

Moderne undervisere ved, at den gode relation til eleverne er kernen i al læring. De forstår at møde den enkelte, præcis hvor han eller hun er, for at lede eleven hen til skæringspunktet mellem indhold, nysgerrighed og relationer. Men de savner tid til at udfolde spidskompetencen i tilstrækkelig grad.

Grundtanken i flipped learning er at flytte de lavere lag i Blooms taksonomi, der handler om at huske og forstå, ud af undervisningen, så der i stedet bliver tid til de øvre lag: at analysere, vurdere og skabe. Helt konkret betyder det, at den rene instruktion formidles til eleverne på andre tidspunkter end i klassen, i reglen på videoer, der gøres tilgængelige for alle, hvorved der frigøres tid til refleksion, feedback og meget mere elevaktivitet.

Flipped learning kan dermed også være en løsning på kravet om undervisningsdifferentiering, der må siges at være uomgængeligt, hvis man skal opfylde den ny folkeskolelovs intention om, at alle børn skal blive så dygtige, de kan. Det er uden tvivl en svær og tidkrævende omstilling at flippe sin undervisning, men jeg må sige, at metoden virker overbevisende på mig.

Der er god energi til at starte på i denne bog, og hvis den amerikanske kontekst virker distancerende, kan man i stedet tjekke op på den danske pioner Anders Schunk, der har skrevet bogens forord og har stor erfaring med metoden, som han via kurser, foredrag og blog er i fuld gang med at udbrede i det ganske land.

Powered by Labrador CMS