Men til debatten vil jeg tilføje, at alle vi mennesker (herunder især politikere) gennem og med vores handlinger faktisk viser, hvilke værdier vi ønsker skal være de gældende og i hvert fald selv lægger vægt på.

Derfor vil jeg eksempelvis spørge, hvorvidt det er socialdemokratisk at:

(1) være med til at gøre forholdene for lønmodtagere (især lærerne) dårligere gennem lovgivningstiltag i Folketinget?

(2) sørge for og beholde et meget lavt fradrag for fagforeningskontingent?

(3) udelukke nogle fagforeninger fra indflydelse på medlemmernes arbejdsvilkår (de bliver slet ikke hørt!) samtidigt med at visse arbejdsgivere (nærmest diktatorisk) får stor indflydelse på visse ansattes arbejdsvilkår, idet arbejdsgivernes ønsker til lønmodtagernes vilkår nærmest i detaljer gøres til lov?

(4) at placere sine børn i privatskoler, imens man argumenterer for vigtigheden af at udvikle Folkeskolen, herunder inkludere alle børn deri? (men altså ikke socialdemokratiske toppolitikeres børn!)

(5) At vise sig offentligt som en person, der gennem sit forbrug (af fx meget dyre tasker, kjoler og rejser på 1. klasse m.m.) identificerer sig med de rigeste i samfundet?

(?) Kommenter gerne med flere spørgsmål herunder, hvis du har (flere) eksempler. Så kan der måske skrives en hel bog om partiet med de mange ikke-socialdemokratiske medlemmer som alligevel kaldte sig Socialdemokraterne!

Og jeg vil selv svare på 1-5 herover, at sådanne handlinger markerer et KÆMPE VÆRDISKIFTE i partiet. Et skifte, der fjerner partiet totalt fra dets oprindelige ståsted i dansk politik. Et skifte der burde markeres med et navneskifte. Det sidste af simpel respekt for partiets tidligere toppolitikere, som med stor sandsynlighed vender sig i graven over den politik, partiet fører i dag. Håber at de vælgere, der oprindeligt ville stemme socialdemokratisk, imorgen har gennemskuet det, at Socialdemokraternes aktuelle MFere i virkeligheden slet ikke er socialdemokrater. Hvad laver de mennesker som medlemmer i det parti? Det burde mange spørge om!

Det er besynderligt at arbejdsgiverpartierne ikke bare står i valgdebatterne og klapper i deres hænder over den politik, som A har ført de seneste 4 år.

En årsag kan være, at politikerne udenfor regeringen bliver nød til at komme med et eller andet modspil (noget nyt) for selv at få stemmer og blive valgt ind.

Og den (populistiske) kamp om at blive valgt, selvom man egentligt ønsker at føre en politik, der i høj grad ligner den (måske afgående) regerings politik, peger måske på, at for mange MFere i for høj grad er blevet levebrødspolitikere. Det handler mere om at blive valgt end om at gøre rede for sin ideologiske politik (sine egentlige værdier).