Ministeriet strammer grebet

Otte nye centre skal fremover stå for lærernes grund-, efter- og videreuddannelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seminarier, som vi kender dem i dag, er snart en saga blot. I fremtiden skal lærere og pædagoger nemlig tage såvel deres grund- som efter- og eventuelle videreuddannelse på særlige regionale uddannelsescentre.

Det fremgår af en model, som undervisningsminister Margrethe Vestager og hendes ministerielle chef for Institutionsstyrelsen, Berrit Hansen, rejser rundt med i seminariekredse for tiden.

Dermed er det såkaldte Ivan Sørensen-forslag taget af bordet. Ivan Sørensen-udvalget foreslog i februar, at en række selvstændige regionale institutioner fremover skulle tage sig af lærernes og pædagogernes efter- og videreuddannelse til og med diplomniveau.

Grunduddannelsen derimod skulle seminarierne vedblivende varetage. Seminarierne skulle fortsat være frie og selvstændige side om side med de nye efteruddannelsesinstitutioner.

Forslaget mødte imidlertid massiv modstand i Seminariernes Rektorforsamling og i Folketinget, og ministeriet har nu slået kontra med en ny, mere radikal model.

Ministeriet har en plan

Landets lærer- og pædagogseminarier skal efter den nye plan lægges ind under otte regionale centre som en slags afdelinger svarende til de nuværende otte Danmarks Lærerhøjskole-afdelinger (DLH).

'Regionsmæssigt kan den opdeling, som DLH-afdelingerne repræsenterer, fortsat være grundlaget for CVU-dannelser inden for lærer- og pædagoguddannelserne', står der i et ministerielt notat fra 27. april.

På det regionale center skal den øverste ledelse have sæde, og de nuværende seminarierektorer bliver følgelig en slags afdelingsledere.

Centeret skal desuden styres af en bestyrelse, hvilket logisk vil sende de nuværende seminariebestyrelser ud i skyggen. Centrene skal være selvstændige juridske enheder.

Endvidere er altså også grunduddannelserne kommet ind under centrene nu. Ministeriet understreger, at et center bestående af for eksempel tre lærerseminarier ikke vil blive godkendt, centrene skal indeholde både pædagog- og læreruddannelse.

Formanden for Seminariernes Rektorforsamling, Per Frimer-Larsen, ser med fortrøstning på ministeriets nye model.

'Der bliver sagt, at der fortsat skal være en lokal indflydelse på grunduddannelsens udformning - og det er vi ganske tilfredse med', siger Per Frimer-Larsen. Han siger dog samtidig, at det er nødvendigt at få afklaret, hvad ministeriet egentlig mener med 'central styrelse og central ledelse'.

Per Frimer-Larsen forestiller sig en styrelsesmodel a la folkeskolen i gamle dage med skolenævn og skolekommission. Centrene skal således efter hans mening i fremtiden styres af en 'kommission' og de enkelte seminarier af et 'nævn'.

Dette 'seminarienævn' skal så have myndigheden til at godkende seminariets studieordninger, sådan som seminariebestyrelserne gør i dag.

Frivillig tvang

Lærerforeningens pædagogiske formand, Jørgen Stampe, kan se positive perspektiver i den nye model.

'For mig er det vigtigt, at der er en god sammenhæng mellem grund-, efter- og videreuddannelse, og at forskningen udnyttes bedst muligt. Så jeg ser med glæde på initiativer, der fremskynder den proces', siger Jørgen Stampe.

'Samtidig er det vigtigt at sikre grund- og efteruddannelse i alle egne af landet, og det ser det ud til, at ministeriets seneste udspil lægger op til'.

Det er frivilligt for seminarierne, om de vil lægge sig ind under et center. Men det er en af den slags tilbud, der er svære at sige nej til. Når studentertallet i de kommende år falder, svigter indtægterne på grund af taxametersystemet, og mange seminarier vil få økonomiske problemer.

Baggrunden er den institutionsreform, som allerede Ole Vig Jensen lagde op til. Filosofien er, at stort er godt. Der er for mange små uddannelsesmiljøer i Danmark, mener regeringen, der er gået i gang med lærer- og pædagogseminarier, som er det største videregående uddannelsesområde uden for universiteterne.

Der er ingen nåde, seminarierne skal have fundet sammen i centre senest 1. september, hvis de vil være med.

Undervisningsminister Margrethe Vestager ønsker nemlig at fremsætte lovforslag om Danmarks Pædagogiske Universitet allerede i november, og ministeriets lovtekstforfattere skal derfor snart vide, hvor de har Lærerhøjskolens afdelinger. Skal de ligge under Danmarks Pædagogiske Universitet eller under de eventuelle Centre for Videregående Uddannelse?

En lov om de nye centre skal også efter planen fremsættes i næste samling, altså før sommerferien 2000. Men mens flertallet bag Danmarks Pædagogiske Universitet er faldet på plads, så er der - det forcerede tempo til trods - stadig lang vej endnu med centrene.

Powered by Labrador CMS