Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Kære Bertel Haarder

Jeg er studerende på andet år under den ny læreruddannelse, og indtil videre føler jeg, at jeg spilder min tid og min energi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg skriver til dig, fordi du som undervisningsminister sidder med magten over mit kommende arbejdsliv. Jeg har bevidst valgt, at jeg vil være lærer, fordi det er det, jeg vil med mit liv. Jeg har valgt at tage mig en uddannelse og bruge tid og energi på den. Men jo længere tid der går på studiet, jo sværere bliver det for mig at argumentere for mit karrierevalg over for mig selv og andre. Jeg er studerende på andet år under den ny læreruddannelse, og indtil videre føler jeg, at jeg spilder min tid og min energi. Mine kompetencer bliver ikke udnyttet, og lige meget hvad jeg forsøger, får jeg at vide, at det ikke er tilladt for mig at vælge flere fag som en del af uddannelsen.

Hvorfor har du valgt at indsnævre min uddannelse i stedet for at åbne den? Når jeg er færdiguddannet lærer, vil jeg have fagene dansk indskoling/mellemtrin og engelsk? Og intet andet. Det kan godt være, jeg får gode undervisningskompetencer med mig videre, men hvorfor må jeg ikke læse flere fag? Jeg vil gerne bruge min tid på læreruddannelsen på at få viden, erfaring og kundskaber, som jeg kan bruge i mit videre liv som underviser. Så hvorfor, Bertel Haarder? Hvorfor må jeg ikke opnå den viden og de faglige kompetencer, jeg ønsker mig så inderligt?

Jeg føler ikke, jeg vil være i stand til at fungere optimalt i folkeskolen, når jeg er færdiguddannet. Faktum er, at uanset hvor specialiserede du ønsker vi som nyuddannede lærere skal være, så er realiteten i skolens hverdag, at man ikke kan nøjes med kun at undervise i to fag. Måske er dette en virkelighed om fem, ti eller 20 år, men under ingen omstændigheder de første mange år, jeg skal være lærer i folkeskolen. Derfor er det uhensigtsmæssigt at sende lærere ud med kompetencer i så få fag, specielt når man tager med i sine overvejelser, at vi lever i en tid med voksende lærermangel.

Så hvorfor, Bertel Haarder, hvorfor må jeg ikke udnytte min tid på læreruddannelsen optimalt? Jeg er ikke interesseret i kun at have to fag. Hvorfor skal det ikke være tilladt for os, der går på læreruddannelsen, fordi vi vil lære så meget som muligt, både at gå i dybden og i bredden? Jeg troede, uddannelse handlede om at lære, ikke om at begrænse mulighederne for, hvad man må lære. Giv os dog lov til at læse flere fag i stedet for at sidde og brænde inde med nogle kompetencer, som vi ville give alt for at få lov til at udvikle.

At du så også har valgt at gøre specialpædagogik til et linjefag, er endnu mere uhensigtsmæssigt. Med de få valgmuligheder, jeg allerede har, kan jeg ikke bruge et helt linjefag på det. Jeg ønsker mig specialpædagogiske kompetencer, der vil gøre det lettere for mig som lærer at hjælpe mine fagligt svage elever. Også den mulighed er der blokeret for.

Jeg ved som et faktum, at jeg på tredje år kun skal læse almen didaktik og engelsk. På fjerde år er der kun engelsk og bacheloropgaven. Hvordan har du nogensinde kunnet se dette som optimal udnyttelse af tiden på læreruddannelsen? Betyder det ikke noget, at svenskerne allerede har droppet en smal læreruddannelse, der mindede meget om den danske læreruddannelse, jeg går på, fordi der kom for svage lærere ud af den? Hvorfor skal vi have en fagligt svag læreruddannelse i Danmark?

Jeg føler ikke, jeg får lov til at udnytte mit potentiale, min tid, mit liv. Giv mig dog lov, Bertel Haarder. Lov til at bruge mine år på læreruddannelsen, så jeg rent faktisk føler, at jeg bruger min studietid til at udnytte og forbedre mine kompetencer. Hvis du har brug for underskrifter fra andre frustrerede lærerstuderende for at kunne fortælle partierne bag læreruddannelsesloven, at der er brug for hurtige ændringer, så sig endelig til. Det ville ikke tage mig lang tid at samle mange underskrifter, for jeg ved, at jeg har opbakning fra mange på min årgang. Jeg ved, at jeg ikke sidder alene med følelsen af, at jeg spilder min tid på en uddannelse, der kunne være meget bedre.

Undskyld, Bertel Haarder. Undskyld jeg har valgt at få mig en uddannelse. Men mest af alt: Undskyld jeg har valgt at blive lærer.

»Jeg ved som et faktum, at jeg på tredje år kun skal læse almen didaktik og engelsk. På fjerde år er der kun engelsk og bacheloropgaven. Hvordan har du nogensinde kunnet se dette som optimal udnyttelse af tiden på læreruddannelsen?«