Cand.mag. i dansk og retorik Julie Fabricius modtager i år Modersmål-Prisen.

Modersmål-Prisen 2015 går til Julie Fabricius

Journalist og cand.mag. i dansk og retorik Julie Fabricius får i år Modersmål-Prisen for sin mangeårige indsats for et bedre talt sprog. Hun har blandt andet skrevet lærebogen "Anvendt retorik - tag sproget i munden".

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Julie Fabricius har vedholdende påpeget, at det mundtlige sprog i Danmark ikke fungerer tilfredsstillende, specielt i medierne. Og hun har opfordret til at sætte retorik på skoleskemaet fra 1. klasse.

Det er en opfordring, som Modersmål-Selskabet, der uddeler Modersmål-Prisen, bakker helhjertet op om.

"Lige præcis det talte sprog er et af Modersmål-Selskabets vigtigste fokuspunkter", siger formanden for selskabet, Jørgen Chr. Wind Nielsen, i en pressemeddelelse.

"Julie Fabricius synes, at sproget forvaltes uden respekt og kærlighed. Vi møder her en person, der kæmper for et bedre dansk. Hendes opmærksomhed er især rettet mod det talte sprog i radio og tv. Den mundtlige formidling i radio og tv behandles som et vanrøgtet stedbarn. Julie Fabricius er en central person, der med entusiasme og mod tør tale bjerget imod", tilføjer Jørgen Chr. Wind Nielsen.

Såvel Dansk Sprognævn som folkeskolen bør gøre en indsats for et bedre talt sprog, mener Jørgen Chr. Wind Nielsen. 

"Børnene skal ikke blot lære at læse og skrive i skolen, de skal også trænes i at formidle deres viden, også mundtligt", siger han.

Ordekvilibristen Per Vers får modersmålspris

Lærebog om talesprog

Julie Fabricius er blandt andet kendt for sit bidrag til Modersmål-Selskabets årbog 2014 "Din stemme tæller" med den talende titel "Kan du høre hvad du selv siger".

"Det er et vægtigt, velskrevet, kort og præcist indlæg om sprogets åndenød, med den pointe, at det eneste, der binder os sammen, er sproget", fortæller Modersmål-Selskabets formand.

Julie Fabricius har undervist journalister, studieværter, politikere og erhvervsfolk i taleskrivning og talesprog. Hendes lærebog "Anvendt retorik - tag sproget i munden" er udkommet i flere oplag.  Bogen viser vejen til en bedre mundtlig kommunikation. Hun har i øvrigt også udgivet erindringsromanen "Huset med de blå vinduer".

Prisoverrækkelse i Dansk Forfatterforening

Modersmål-Prisen 2015 overrækkes den 1. september klokken 19 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 i København i forbindelse med en temaaften om dansk sprog, som det tales i dag, arrangeret af Den faglitterære gruppe i Dansk Forfatterforening i samarbejde med Modersmål-Selskabet.

Programmet byder på en motiveringstale for valget af årets modtager af Modersmål-Prisen 2015 ved Modersmål-Selskabets formand Jørgen Christian Wind Nielsen, hvorefter prismodtager Julie Fabricius får ordet. Herefter vil cand.mag. i lingvistik Ruben Schachtenhaufen ud fra sin ph.d.-afhandling tale om sprogligt sjusk og kommunikation og dermed lægge op til debat om de aktuelle problemer med det danske talesprog.