Efteruddannelse tabt på gulvet

I 1994 satte regeringen en stor pose penge af til efteruddannelse af lærere. Fem år efter er der stadig intet sket

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et beløb på otte-ti millioner kroner er tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft. Pengene blev i 1994 blandt andet afsat til at efteruddanne folkeskolelærere i narkotikaforebyggelse. Men ingen ved, hvor de mange millioner er blevet af, og ingen efteruddannelsestilbud er stablet på benene. Det eneste, der er sikkert, er, at antallet af unge misbrugere i perioden har været støt stigende.

Tilbage i 1994 satte Social,- Justits- og Sundhedsministeriet sig sammen og forfattede rapporten 'Bekæmpelse af Narkotikamisbruget'. I den står: '. . . det er vigtigt at efteruddanne nøglepersoner, der på lokalt plan beskæftiger sig med narkotikaforebyggelse blandt unge, herunder folkeskolelærere'.

Årsagen: et stigende narkotikaproblem hos de unge i provinsen.

Et sørgeligt kapitel

Yvonne Herløv Andersen, Centrum-Demokraterne, sad dengang i regeringen som sundhedsminister, og det var hende, der tog initiativ til at udarbejde rapporten. Udviklingen herhjemme i begyndelsen af halvfemserne viste tydeligt, at narkotika ikke kun er et storbyfænomen. Den er også rykket til provinsen, og det bekymrede i høj grad den daværende regering, at lærerne ikke har det nødvendige kendskab til at forebygge problemerne:

'Selvfølgelig er jeg skuffet over, at lærerne ikke har fået den efteruddannelse. Det havde jeg forventet, for det var en meget klar aftale. De penge, jeg selv var med til at afsætte, var rettet mod efteruddannelse, fordi det var og stadig er så vigtigt. Ligesom det er nødvendigt, at forebyggelse laves af folk i lokalområderne', understreger hun.

Henning Bentsen, leder af efteruddannelsesafdelingen på Lærerhøjskolen i København, har aldrig set eller hørt noget til nogen penge. Det samme gælder Danmarks Lærerforening:

'Jeg kunne godt finde på at rykke for efteruddannelsestilbud til lærerne på dette område, for jeg er ikke i tvivl om, at lærerne over hele landet ønsker sig flere kurser, end samfundet i øjeblikket tilbyder', siger Thomas Seeberg, efteruddannelseskonsulent i DLF.

Planer løb ud i sandet

Århus Kommune har heller ikke mærket noget til de afsatte penge eller til efteruddannelsestilbud. Kommunen har i stedet ansat to forebyggelseskonsulenter til at informere eleverne på skolerne om narkotika. Men kun når skolerne selv ringer efter dem. De har simpelthen ikke tid til at besøge hver enkelt skole i kommunen, selvom behovet er der.

'Vi kunne godt tænke os at være flere, men ressourcerne er der åbenbart ikke. Derfor kan der gå op til et helt år, før vi kan komme ud på den enkelte skole', siger Hanne Dam, forebyggelseskonsulent i Århus Kommune. Hun mener ikke, at forebyggelse bliver prioriteret tilstrækkelig højt:

'Vi har ingen efteruddannelsestilbud til lærerne. Vi havde planer om det, men mangel på penge fik det til at løbe ud i sandet. Der er behov for dobbelt så mange ressourcer, som der er i dag', understreger hun.

Ingen tager ansvaret

Ingen af de berørte ministerier vil tage ansvaret for de manglende efteruddannelsestilbud. Sundhedsministeriet påpeger, at det er Undervisningsministeriets ansvarsområde. Undervisningsministeriet mener, det er Sundhedsministeriet, der ikke har fulgt sagen op. Sundhedsministeriet kaster derefter bolden videre til Sundhedsstyrelsen; det er her, initiativerne skal gennemføres. Men Sundhedsstyrelsen vil ikke kendes ved sagen:

'Vi kan lave noget efteruddannelse, men det har vi ikke gjort. Vi har ikke taget nogen initiativer herfra. Det må være Undervisningsministeriet, der er ansvarlig for uddannelse', siger Vibeke Graff, kontorchef i Sundhedsstyrelsens kontor for særlig forebyggelse.

At ministerierne og styrelsen sådan spiller stikbold, kommer ikke bag på Henrik Borgen, fuldmægtig i Socialministeriet:

'Kommunikationen er bristet! Den opdelte indsats på narkotikaområdet på så mange ministerier er ineffektiv', siger han.

'Det er det sædvanlige', konstaterer Yvonne Herløv Andersen om ministeriernes manglende kommunikation.

'Forebyggelse er meget vanskelig at få nogen til at beskæftige sig med overhovedet. Der er en manglende vilje til at tro på, at forebyggelse virker', siger hun og understreger dermed en af grundene til, at der ikke er foretaget en opfølgning på initiativet fra 1994. Hun mener, at det vil være fornuftigt at gøre det nu, set i lyset af at narkotikaproblemerne ikke er blevet mindre.-Lene Søe Nielsen og Thomas Knudsen er freelancejournalister