Mennesker der arbejder med pædagogik og uddannelse og undervisning osv. der er det aller vigtigst at kunne stille spørgsmål til sig selv og andre. Det være sig til sin egen praksis, men også i form af den styring mennesker bliver udsat for, især fra politisk og elitære menneskers side. Det er med andre ord en grundlæggende præmis i det danske demokrati at man forholder sig til de spørgsmål som bl.a politikkerne stiller, men også besvarer.

Mennesket er altså det menneske der kan reflektere med deres fornuft og sige til sig selv at tingenes tilstand godt kunne være anderledes. Spørgsmål er altså et vilkår og det gælder for alle mennesker. Derfor er det at stille spørgsmål også grundingrediensen i al pædagogisk virksomhed. Man kan sige lidt groft, at det at stille spørgsmål høre med til det at udvikle sig som menneske, man kan bare ikke undgå at stille spørgsmål. Når man stiller spørgsmål, så stiller man udfra en bestemt måde at forholde sig på dvs. man tager stilling.

Da hele den danske undervisningssektor fik en ordentlig en på frakken, så gjorde man det bl.a udfra den præmis, at der var de spørgsmål der angik økonomien og den danske velfærdstats overlevelse som skulle besvares, men så var der andre spørgsmål der ikke skulle besvares, spørgsmål som handlede om livet-dannelse-sprog-demokrati-opdragelse osv. det hørte ikke hjemme i denne diskurs.

Det store problem er bare at når spørgsmål ikke bliver besvaret, så hopper de sig op, men det er dog ikke det værste, det værste er at denne æld gamle ide med at stille spørgsmål bliver kortsluttet og når vi nu ved at det at stille spørgsmål er en grundlæggende tanke i demokratiet og ved det at være menneske, så stiller det sig det spørgsmål tilbage, at vi som arbejder med undervisning og pædagogik, ikke bare er små dukker i kampen om at stille de rigtige spørgsmål og at kunne besvare dem.