Blog
77   2804

Det, jeg hører dig sige......

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Om videnskabelig debat og livets røst.

Der er, som mange allerede ved, kommet en glædelig afslutning på den nationalt debatterede sag, hvor Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær fra Aarhus Universitet havde klaget over deres kollega, lektor Thomas Aastrup Rømer. Det hele handlede om, at Rømer på sin private blog havde kritiseret en artikel af Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær i bogen Klasseledelelsens dilemmaer – fortsatte magtkampe i praksis, pædagogik og politik (udgivet på Dafolo 2014). Rømers kritik gik på, at de to forfattere blev radikalt accepterende overfor folkeskoleskolereformens ensrettende og antipædagogiske dagsorden. Det mente Staunæs og Juelskjær ikke, og derfor klagede de til ledelsen. Johnny Laursen, der er dekan på Aarhus Universitet, har den 8. maj lukket sagen med følgende orientering til Rømer:

Artiklen fortsætter under banneret

“Efter vi har talt sammen har jeg nu haft lejlighed til at vurdere hændelsesforløbet, og på den baggrund finder jeg ikke, at der er grundlag for at foretage mig yderligere.

Ved møderne med de involverede parter, har jeg gjort det klart, at der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder, jf. reglerne om ansvarlig forskningspraksis § 6.”

Det er en kæmpe sejr! Ikke for Rømer, der egentlig kun har tabt ved at skulle trækkes igennem et så smerteligt forløb, men for dansk åndsfrihed og demokrati. Vi kan som folk tilsyneladende indtil videre beholde et frit universitet, hvor vi som borgere kan regne med, at (i hvert fald de mest) samvittighedsfulde forskere undersøger verden uden hensyntagen til andet end jagten på sandheden. I det ligger, at forskere af logiske grunde aldrig taler endegyldigt sandt, idet undersøgelsen altid er ufærdig og uafsluttet. At holde universitet er så at sige et evighedsprojekt, en jagt, der aldrig lykkes.

Det væsentligste i den omtalte sag er i mine øjne ikke om Rømer har ret i den oprindelige analyse (selv om det naturligvis også er interessant at undersøge). Det centrale og principielle er, at han peger på et vigtigt spørgsmål, og kommer med et foreløbigt bud på et muligt svar. Det er nemlig enormt interessant at undersøge forskellige bud på, hvorfor før så magtkritiske og magtundersøgende teoretiske positioner (hos post/neostrukturalistisk inspirerede forskere) i dag synes at indtage en påfaldende blindhed overfor netop magten? Hvordan kan det være? Hvad sker der? Kan man virkelig påberåbe sig "deskriptivitet" og "eksterne vilkår", og derefter blot undersøge bestemte (af magten definerede) fænomener uden videre? Er genstandsfeltet for undersøgelsen ikke udtryk for en prioritet? Er politisk skabte vilkår ikke altid udtryk for en vilje? Er sproget ikke længere sammenvævet med magt? For mig at se er det spændende at diskutere, hvad der sker med post/neo-forskningen, når den kommer tæt på magten og bevillingerne i vores mere og mere ensrettede uddannelsessystem. Forsvinder kritikken mon? Bliver den svækket eller underspillet? Eller transformeres den nærmest til en passiv eller radikal accept? Rømer giver et godt indspark til en sådan diskussion, synes jeg, men ingen - heller ikke Rømer - er ufejlbarlig. Heldigvis, og derfor må vi have frie universiteter. Andre burde diskutere sagen videre, ikke klage over ham. Måske siger han noget andet end han reelt selv tror? Måske tager han helt fejl? Måske gør han ikke? Måske kunne hans undersøgelse føre til andre relevante undersøgelser?

Et interessant spørgsmål i en videre debat kunne være: Kan en dygtig forsker som fx Dorthe Staunæs mon forvente sig en stor akademisk karriere, hvis hun systematisk, kritisk og offentligt afdækkede, hvorledes økonomifokuserede magthavere forsøger at kontrollere børns tanker og følelsesliv fra vugge til arbejdsplads? Alle ved, at vi i disse år oplever en uhyggelig ensretning, men kun få tør rigtig sige noget åbenhjertigt om det. Jeg tror personligt, at Staunæs ville være eminent til at skrive bidende kritisk om udviklingen, men i stedet vælger hun at skrive vage, "deskriptive" artikler om klasseledelse, som om læringsreformen var faldet ned fra himlen. Det er da underligt, ikke?

Men hvad skal man som forsker gøre, når en stor del af forskningsbevillingerne i realiteten er tæt knyttet til magthavernes dagsorden? Det er som bekendt en lille, sluttet gruppe (i folkemunde kaldet Danmarks Pædagogiske Oligarki) omkring professor Jens Rasmussen fra Aarhus Universitet, der på forskellig vis har stor indflydelse på, hvem der kan få del i midler til pædagogisk forskning, fx A.P. Møller-puljen,  ph.d.-stipendier og lignende. Rasmussen har samtidig haft enorm indflydelse på reformen af læreruddannelsen og selve skolereformen, hvilket gør, at det er det samme fattige syn på pædagogik, der prioriteres i det meste af uddannelsessystemet. Hvis du som forsker skal have midler til det ene eller det andet, kan det derfor virke besnærende at tilslutte sig den herskende dagsorden.

Hvis det har konsekvenser at være kritisk, gælder det så ikke bare om at smutte, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet? Nej! Man skal efter min mening blot skærpe sin kritik, hvis man frygter sanktioner. Hvis man ikke tør forsvare oplysning, uddannelse og demokrati, hvad gør man så? Jo, man accepterer da undertrykkelse og ufrihed! Altså: Man må afgøre med sig selv, hvad der er vigtigst.

Når det handler om, at tale eller tie er der ikke rigtig nogen mellemvej. Det er et Kierkegaardsk enten-eller. Staunæs og Juelskjær tier efter min mening i den omdiskuterede artikel, selv om de sikkert troede, at de talte, da de skrev den. Jeg tror også, at de nu selv kan se det, og derfor gør Rømers kritik så ondt. Med klagen talte de så endelig, med hvad sagde de så? Jo, de sagde, at de radikalt accepterede den praksis som bl.a. Jens Rasmussen, der også har klaget over Rømer, har indledt, samme ideologi som den berømte skoleleder, der ikke mente at fremtidens folkeskole skulle defineres af ”brokkere”, har fremturet med, samme holdning som lederen på Agedrup Skole, der opfattede saglig kritik som negative holdninger, udtrykte med den brutale tjenstlige advarsel til lærer Erik Schmidt, og samme NPM-tilgang som Antorini har praktiseret med etableringen af Danmarks Pædagogiske Oligarki. Der er i hvert fald nærmest umuligt at analysere noget som helst andet ud af handlingen.

 

Referencer:

http://www.thomasaastruproemer.dk/afgoerelse-i-klagesag.html

http://www.folkeskolen.dk/562832/er-alt-tabt

http://www.folkeskolen.dk/562572/dorthe-staunaes-som-radikalt-accepterende-begrebseksperimentator

De i afslutningen nævnte sager og eksempler omtales i: Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Alle indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/debatindlaeg

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt