"Nogle af skolelederne i København kender tilsyneladende ikke aftalesystemet godt nok", siger formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg.

Lærerformand i København: Uprofessionel skoleledelse

En velfungerende skole bygger i dag på et godt og respektfuldt samarbejde mellem skoleleder og tillidsrepræsentant, mener formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg. Sådan er det desværre ikke på alle skoler i København, påpeger han. Skoleledernes formand i hovedstaden, Jeanne Jacobsen, kalder Jan Trojaborg "skinger i tonen" og kan ikke genkende beskrivelsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På adskillige skoler i København er ledelsen ikke så professionel, som den burde være, melder formanden for Københavns Lærerforening (KLF), Jan Trojaborg, ud på sin blog (se link til højre).

"Nogle af skolelederne i København kender tilsyneladende ikke aftalesystemet godt nok, og hvis man ikke gør det, kan man ikke drive ordentlig skole i dag, efter min mening", siger Jan Trojaborg til folkeskolen.dk

Overenskomsten mellem LC og KL siger jo, at lokalkredse kan lave aftaler med forvaltningerne, og at skolelederen kan lave aftaler eller forståelser med tillidsrepræsentanten, påpeger lærerformanden. I København er der således indgået et ´Forståelsespapir´ mellem KLF og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

"Hvis den gensidige forståelse ikke er der, giver det kæmpeproblemer på skolerne", siger Jan Trojaborg.

København indgår ny forståelse om arbejdstid

TR som legitim repræsentant for lærerne

Det er især, når skolelederen ikke er indforstået med, at han skal samarbejde direkte med tillidsrepræsentanten som en legitim repræsentant for lærerne, at der opstår problemer, fortæller Jan Trojaborg.

"På nogle skoler i København opfatter skolelederen tilsyneladende ikke tillidsrepræsentanten som en aftalepart, men fører alle drøftelser over i LokalMED (skolens samarbejdsudvalg, red.)", siger han.

Han hører således om skoleledere, der siger: 'I er da blevet hørt i LokalMED, men I kan jo ikke altid få ret'.

Og han hører om skoleledere, der siger til tillidsrepræsentanten: "Du repræsenterer jo ikke alle lærere her på skolen, dét ved jeg fra kolleger, der kigger forbi mit kontor".

Lus i skindpelsen

"På den måde sættes der lus i skindpelsen. TR'erne oplever ikke respekt for den funktion, de varetager. Når den ene part ikke anerkender den andens legitime ret til tale på fællesskabets vegne, fungerer aftalesystemet ikke, og MED-systemet bryder sammen", siger Jan Trojaborg.

"Nogle skoleledere tror, at alt kan komme i MED, men MED er et stort samarbejdsforum, hvor der også er andre medarbejdergrupper, så det bliver tit noget luftigt noget, når principperne for lærernes arbejde skal aftales. Og skolelederen kan altid få det sidste ord. Bagefter kan han så sige, at det har været drøftet", tilføjer kredsformanden.

Sådanne skoleledere kunne lære af de skoler, hvor skolelederen, TR og TR-suppleanten har egentlige konferencer, hvor de løbende bliver enige om de forskellige arbejdsmæssige forhold for lærerne, mener Jan Trojaborg.

"Det ville tillige være en anerkendelse af, at der er et aftaleforhold mellem leder og TR. Det kommer der også en bedre skole ud af", siger han.

KLF: Lad os få en udrykningsenhed

På et mere overordnet plan anbefaler Jan Trojaborg, at skoleområdet i København adopterer det system, som LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger, der organiserer pædagogerne på de kommunale institutioner i København) har:

"Det går ud på, at ledelse, tillidsvalgte, HR-chef, områdeleder og fagforening mødes og får problemerne på bordet. Der laves forpligtende handleplaner, og hvis disse ikke efterleves, får det konsekvenser, der kan berøre enten personale eller ledelse eller begge parter", siger Jan Trojaborg.

"Sådan en ´udrykningsenhed´ med kompetence til at løse visse skolers alvorlige samarbejdsvanskeligheder, vil vi gerne have i det københavnske skolevæsen", tilføjer han.

Det system der er i dag er for tungt, mener Jan Trojaborg:

Når der er et problem, kommer Københavns Lærerforening på skolen og taler med lærerne og tillidsrepræsentanten. Bagefter taler KLF med skolelederen. Derefter kommer kommunens områdechef på skolen og taler med skolelederen, der typisk siger, at de ikke genkender problemet, og ofte siger, at det er personalet, der er årsag til problemerne, fortæller han.

"Og så er vi lige vidt. Det ville være bedre, hvis vi kunne sætte os ned alle sammen ved det samme bord og få ordnet tingene", siger Jan Trojaborg.

Skolelederne kan ikke genkende problemet

Formanden for de københavnske skoleledere, Jeanne Jacobsen, kan "slet ikke genkende det billede, Jan giver".

"Det er ikke første gang, at KLF hænger skoleledere ud, men hvis vi spørger, hvem det er, kan vi ikke få det at vide. Det bidrager ikke til et godt samarbejdsklima at bruge spredehagl på den måde. Jeg synes, tonen er skinger", tilføjer Jeanne Jacobsen.

"Det ville klæde Jan at tale direkte til dem, som skulle have vanskeligheder på deres skole - gå direkte til dem, og lade være med at gå i pressen med det", siger hun.

Om en enkelt skoleleder har sagt til en tillidsrepræsentant: 'Du repræsenterer ikke alle lærere her på skolen, dét ved jeg fra kolleger, der kigger forbi mit kontor', kan Jeanne Jacobsen ikke udelukke, men hun har ikke hørt om det.

"Jeg ved det ikke, der er over 70 skoleledere i København. Men jeg kender en masse skoleledere, der har meget travlt, og som er optaget af tillidsrepræsentanterne. Og næsten alle skoleledere i København har en diplomuddannelse i skoleledelse", siger hun.

Hvad så med bemærkningen: 'I er da blevet hørt i LokalMed, men I kan jo ikke altid få ret' - kan du heller ikke genkende den?

"Det er rigtig, at man ikke altid kan få ret. Men jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan finde på at sige sådan noget. Alle ved, at det er bedst for skolen, at der er dialog", siger skolelederformanden.

God idé med udrykningsenhed

I lighed med kredsformanden synes Jeanne Jacobsen, at det er en god idé med løbende møder mellem tillidsrepræsentant og skoleder, og hun fortæller, at på hendes egen skole, Tagensbo Skole, afholder de såkaldt Trio-måde en gang om ugen.

Og hun er ikke afvisende over Jan Trojaborgs forslag om at indføre en ´udrykningsenhed´, der kan rykke ud, når der er problemer på en skole.

"Det er måske en udmærket idé - men det kræver, at KLF taler i en ordentlig og tillidsvækkende tone, hvis de skal inviteres ind i sådan et samarbejde", siger Jeanne Jacobsen.

Læs mere

Trojaborgs blog