Skoleidrættens Forårsfestival skal forankres lokalt. I år afholdes 14 festivaller.

Idrætsfestival skal hjælpe den åbne skole

Det er svært at få frivillige idrætstrænere til at undervise i skoletiden, hvor de fleste er på arbejde. Succesen er er størst succes i kommuner, der frikøber trænere, fortæller Dansk Skoleidræt, der med et nyt festivalkoncept vil hjælpe med at bygge bro mellem forening og skole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med "den åbne skole", der er en del af folkeskolereformen skal skolernes samarbejde med omverdenen systematiseres.  Dansk Skoleidræt, der blandt andet organiserer landets idrætslærere, oplever, at det er et problem at få frivillige til at stille op i skoletiden.

"Man havde måske forestillet sig, at det var rimeligt nemt at få foreningerne til komme ud i skolerne, men det har vist sig at være en stor udfordring, for hvem kan få fri til at komme ud til understøttende undervisning en onsdag fra 10 til 12? Hvilken træner, der ikke lige er en efterlønner eller studerende kan komme der", spørger Christian Ditlevsen, der er projektleder i Dansk Skoleidræt.

Foreninger har ikke råd til at levere gratis undervisning til skoler 

Dansk Skoleidræt har over de næste tre år fået 10 millioner kroner fra Nordea Fonden til projektet Ny skole i bevægelse - der blandt andet dækker over Skoleidrættens forårsfestival.

Dansk Skoleidræt får millioner og central rolle i reformen

Frikøb fungerer I KL har man også oplevet problemet med at få frivillige til at stille op. I et notat, der blev skrevet til fremlæggelse i partnerskabet bag folkeskolereformen, skrev kommunernes forening, at det er en udfordring "at skabe incitamenter for aktørerne udenfor skolen til rent faktisk at indgå i opgaverne i skolen". Ifølge Christian Ditlevsen er penge et incitament, der virker.

"De steder, hvor der er penge med til frikøb af frivillige ledere, fungerer det. De steder, hvor kommunen ikke har finansieret noget, er det en udfordring", siger projektlederen.

For at hjælpe på problemerne med at få den åbne skole i gang har Dansk Skoleidræt lavet "Skolernes Forårsfestival". Her skal lokale aktører mødes til en festival, der kan give eleverne en forsmag på, hvad foreningslivet har at give - og hvor lærere og foreningsaktive kan mødes og udveksle kontaktinformationer.

Reformstatus: Bekymring og kritik af mange dele af reformen

Det skal starte et sted

Den første festival for elever er på onsdag i Vejle, hvor eleverne på den lokale højskole har sammensat et program for mere end 1.000 5.-klasseselever fra Vejle Kommune. Dansk Skoleidræt satser på mange lokale festivaler, så det kan nå bredt ud og passe til de lokale forhold.

Selvom eleverne formentlig får stor fornøjelse af festivalerne - og en god dag med højskoleeleverne - er det ikke en ordning, der adresserer det store problem, at den åbne skole er baseret på en forudsætning om, at foreningsfrivillige kan arbejde som frivillige i skoletiden, der jo også er arbejdstid for de fleste mennesker.

Christian Ditlevsen mener, at det skal starte et sted.

"Vi skaber en ramme for, at en lærer og en træner mødes fysisk. Og at læreren kan sige: 'Du har noget interessant, kan du komme og hjælpe med den understøttende undervisning, eller kan jeg tænke det ind i skolens årshjul".

Men en fodboldtræner får ikke fri onsdag formiddag af at møde en lærer til en festival?

"Vi kan gå ind og sige: hvad er det, der skal til? Det kan være, at barrieren ikke er så stor, hvis der er en pose penge, der kan søges. Men alene det, at de mødes og får sat ansigter på og måske får udvekslet telefonnumre og mailadresser, det er et kæmpe skridt", siger Christian Ditlevsen.

Handler om undervisning

Dansk Skoleidræt fik de 10 millioner kroner fra Nordea Fonden i efteråret 2014, og de håber på større forankring i 2016. Derudover understreger Claus Ditlevsen, at aktiviteter i skolen skal foregå på skolens præmisser.

"Vi skal huske på, at når foreningerne går ind i skolen, så handler det om undervisning og læring - det handler ikke om underholdning. Så derfor skal det møde også handle om forventningsafstemning", siger Christian Ditlevsen.

Læs mere om forårsfestivalerne via linket til højre for artiklen.

Private fonde holder hånden under reformen

Læs mere

Skoleidrættensforårsfestival