Lærer Asla Fomsgaard Adrian stiftede bekendtskab med Thomas Ziehe i sin seminarietid og mener, at han har ret i mange ting. Men som ung lærer med linjefag i dansk og musik og mor til tre børn i alderen nul-otte år forstår hun det svar, børnene giver, da de bliver spurgt: Hvem er Beethoven?

»De unge har jo fuldstændig ret! Beethoven er både en hund fra en film og en komponist. For dem er det ligegyldigt, at han er en komponist, hvis de ikke kender hans musik og har lært at lytte efter det, som hans musik udtrykker, eller kender til hans historie og de personlige kampe, han måtte kæmpe, efterhånden som han blev døv. Alle store kunstnere har en interessant livshistorie og udtrykker evigt gyldige sandheder om livet og døden og de store følelser, og det må børn og unge ikke gå glip af. Om Beethoven er en hund eller en komponist, er lige meget, medmindre man bruger den viden til noget. Det, at man skal vide noget bare for at vide noget, det gider de unge ikke, og det synes jeg da er sejt nok!«

Thomas Ziehe ser læreren som en turguide, der skal bygge bro mellem elevernes selvverden og skolens fremmedverden. Hvad siger du til det?

»Der er ikke længere noget, man skal vide. Men det er ikke det samme, som at man ikke skal vide noget som helst! Og det er skolens opgave at give eleverne en viden om noget, de ikke ved på forhånd. Men når børn ikke bare vil lære for at lære, er det vigtigt at få undervisningen til at give mening. Børn er jo ikke holdt op med at være nysgerrige, så hvis man sammen med eleverne stiller nogle ordentlige spørgsmål, kommer sulten efter svarene af sig selv!«

»For eksempel er det mange år siden, at læreren kunne slippe af sted med at sige, at 'nu skal vi lære noget om pladetektonik, for det er noget, man skal kunne!' I stedet kan man sammen med børnene undre sig over, at der er jordskælv så mange steder i verden, men ikke i Danmark. Børn vil gerne vide, hvordan verden hænger sammen«.

»Det gælder om at vække sulten og hjælpe dem med at stille spørgsmålene«, siger Asla Adrian.

»Engang gik meget undervisning stort set ud på, at eleverne skulle gætte, hvad det var for et svar, læreren ønskede. Sådan er det heldigvis ikke længere. Min erfaring er, at emne- og projektorienteret undervisning ofte løser problemerne med elevernes motivation«.

Hvilken rolle spiller det for din relation til eleverne, at du er en ung lærer?

»Jeg ved ikke, om det gør en forskel. Min personlige fordel er først og fremmest, at jeg selv har et barn, der går i 1. klasse, og en, der snart skal i skole. Jeg ved faktisk, hvad der rører sig på Cartoon Network, og hvilke Nintendo-spil der er oppe i tiden. Det giver mig en vis fornemmelse for, hvad mine elever snakker om og tænker. Men lærere i alle aldre kan da have en forståelse for, at elever har deres egen verden, og at skolen ikke umiddelbart har en sammenhæng med det liv, de lever. Det er mere et spørgsmål om at have den holdning, at det er vigtigt at interessere sig for, hvor børnene er i deres liv«.

Thomas Ziehe taler om den gode lærerstil som autoritet, koblet med varme og beslutsomhed. Er du enig?

»Jeg synes, Thomas Ziehe har fat i rigtig mange ting her. For eleverne er det meget enkelt: Enten er man sød, eller også er man dum, og dumme lærere får altså ikke et ben til jorden. Jeg vil helst være en af de søde. Rent professionelt er jeg meget bevidst om at bruge tid på at lytte, smile og skabe hygge, og den tid er godt givet ud«.

»Det handler ikke om at ligne eleverne, men om nærvær og respekt. Ziehe taler også om det at være 'streng'. Jeg er ikke streng for at være streng, men jeg kan godt være krævende. Jeg kræver, at alle er til stede og gør sig umage. Til gengæld kræver jeg også af mig selv, at min undervisning skal være velforberedt, alsidig og inspirerende. Det modsatte er ligegyldighed«.

»Med hensyn til beslutsomhed så handler det for mig om en beslutsomhed i forhold til, at det er læreren, der bestemmer. Hvis eleverne, der sidder og sms'er og spiller computer og er lidt ligeglade, skal bestemme, så bliver det en tynd kop te«.

»Jeg synes, man svigter de unge, hvis man lader dem nøjes med deres selvverden, for det liv, de lever, er ikke kommet af sig selv. Vejen dertil har været lang og spændende, og de historier kan blive meget inspirerende for eleverne. For de skal jo ikke bare sidde og se fjernsyn resten af deres liv. De må også begynde at tænke, for hvad er det, de skal opfinde? Hvad er det, der skal ændres i verden i deres levetid, og hvordan vil de gøre det? Men de skal have noget inspiration: Hvis man kunne klare at bekæmpe pesten, kan man måske også en dag klare kræft eller aids? Og hvis man kunne flyve til månen, kan man vel også flyve til Mars en dag? Og klimaændringerne - hvad med dem? . Jeg er sikker på, at verden vil ændre sig rigtig meget de næste 50 år, og det er dem, der sidder og sms'er i dag, der skal gøre det. Så vi må hjælpe dem lidt på vej!«, lyder kommentaren fra Asla Adrian. |

Erfaren ung lærer

Asla Fomsgaard Adrian er 33 år og har ti års erfaring som lærer. Hun er medlem af skribentpanelet på »Bagsmækken« i Folkeskolen og anmelder undervisningsmidler og har været tilknyttet Århus Symfoniorkester, hvor hun blandt andet har koordineret orkestrets aktiviteter for børn og unge.

»Om Beethoven er en hund eller en komponist, er lige meget, medmindre man bruger den viden til noget. Det, at man skal vide noget bare for at vide noget, det gider de unge ikke, og det synes jeg da er sejt nok« Lærer Asla Adrian»For eleverne er det meget enkelt: Enten er man sød, eller også er man dum, og dumme lærere får altså ikke et ben til jorden« Lærer Asla Adrian