Debat
38   1517

Og nu til en anden historie

Der har i den seneste tid været meget omtale af vores forskning. Mange har ment en masse, ikke mindst her på folkeskolen.dk. Opmærksomheden skyldes, at lektor Thomas Aastrup Rømer på især sin Facebook-profil og på sin blog den sidste måneds tid har rettet usædvanligt voldsomme udfald mod vores forskning og dens analytiske begreber.

Af Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs (i alfabetisk rækkefølge).

Nye læsere kan starte her!

Artiklen fortsætter under banneret

Der har i den seneste tid været meget omtale af vores forskning. Mange har ment en masse, ikke mindst her på folkeskolen.dk. Opmærksomheden skyldes, at lektor Thomas Aastrup Rømer på især sin Facebook-profil og på sin blog den sidste måneds tid har rettet udsædvanligt voldsomme udfald mod vores forskning og dens analytiske begreber. Især har et kapitel, vi har skrevet til bogen Klasseledelsens dilemma. Fortsatte magtkampe i praksis, pædagogik og politik redigeret af John Benedicto Krejsler og Lejf Moos givet anledning til polemik.

Der er sagt meget mærkeligt om os. Selv en leder på Berlingske, den 2. maj, mener at vide, hvad vores forskningsposition er og hvad det omtalte kapitel konkluderer. Vi må undrende se til, når de skriver

”Og man kan roligt sige, at Dorthe Staunæs og Malou Juelskjærs betragtninger over, hvordan samspillet mellem lærer og elever i fremtiden skal foregå i en folkeskoleklasse, i højeste grad vedrører den brede offentlighed. Den artikel, Aastrup Rømer går i rette med, afskaffer således fuldkommen læreren som autoritet i klassen og forvandler ham eller hende til en slags terapeut, der »åbner og trimmer elevernes læringskanaler«. Deraf titlen på de to forskeres artikel: »Klasseledelse – all inclusive: lærings-centreret ledelse af sanser, affekter og rytmer«. Ifølge forfatterne hører den skole, hvor man tænker i »orden, afgrænsning og afgjorthed«, nemlig fortiden til. Man kan så bare ønske sig, at tilsvarende forskningsresultater kan hjælpe med at bremse vækstlokomotivet i Kina”.

Så, kære Berlingske, kære undrende omverden. Her kommer ”En Anden Historie”.  

 

En anden historie

Sagen startede ikke som TAR har anført i den verserende diskussion med sine blog indlæg og mailopfordring til at skrive i kommentarfeltet på hans private blog den 15. april. TAR’s analyser var allerede ude på Facebook og tilgængelige for offentligheden den 12. april. Dette skal ses i forlængelse af et Facebook indlæg allerede den 27. marts. Nogle små, men ikke uvæsenlige unøjagtigheder i den historie, TAR har postet på sin Facebook-profil og er gået i medierne med.

I hvert fald var det denne Facebook aktivitet, og dens misrepræsentationer af osder bekymrede såvel os som vores nærmeste kolleger i forskningsprogrammet for Organisation & Læring. Hvad blev det næste? Hvornår ramte det de øvrige kolleger, vi havde skrevet sammen med? Hvad kan man forvente af en kollega ansat på samme institut og hvorfor blev disse uenigheder til karikaturer i stedet for at blive debatteret i de levende fagfora og tidsskrifter, vi har?

Foranlediget af at der fandtes en Facebookplatform initieret af en kollega og hvis indhold og især diskussionstråde går efter vores person, henvendte vi os til andre kolleger, der havde prøvet noget tilsvarende.. Ligesom vi bad vores ledelse om at se på, hvordan man passer på arbejdsmiljøet på universitet. For at få dem til at se på dette, har vi måttet formulere en klage.

To forhold vedrørende vores klage er først værd at opholde sig ved: En af de forståelser der har cirkuleret, er en opfattelse, af at vi med vores klage har ønsket Thomas Aastrup Rømer fyret, eller truet ham på hans levebrød, som det er blevet formuleret. De to sammenhængende klager, vi har fremsendt vedrører ikke ønsket om fyring, men vedrører et ønske om at ledelsen tager hånd om at sikre et konstruktivt arbejdsmiljø på det universitet, som ikke bare er at forstå som akademia, men som også er en arbejdsplads. Thomas Aastrup Rømer har således været indkaldt til en samtale om code of conduct for forskningsintegritet og arbejdsmiljø, og ikke til en fyringssamtale. Ordene ’fyring’ eller ’advarsel’ indgår ikke i de klager, som TAR har gjort tilgængelige for offentligheden.  

Vi undrer os desuden over, at Rømer ikke har oplyst til offentligheden, at samtalen drejede sig om i alt tre klager. Det er både han og de af hans kollegaer, der har rundsendt den lille underskriftindsamling bekendt med. Gad vide om den tredje klage,  måske har fået Rømer til at tro, at den samtale han var indkaldt til kunne være andet end en samtale om arbejdsmiljø? Eller handlede det om andre sager? Mærkeligt er det i hvert fald, at den tredje klage forsvinder i Rømers fortælling, og at der i hans og støtternes efterfølgende indlæg er så heftig en argumentation for, at arbejdsmiljø og en respektfuld kollegial omgangstone trods faglige uenigheder slet ikke er noget der kan vedrøre universitetsansatte. Universiteter er noget særligt ja, men er universitetsansatte, så særlige at de ikke har brug for et velfungerende arbejdsmiljø? Gad vide hvor mange, der ville finde det okay og bare arbejdede videre, hvis de fandt ud af, at deres kollega var vært for en Facebook-diskussion, hvor de blev nedgjort personligt og fagligt i sætninger a’ la ”man burde forbydes t have med børn at gøre”?

 

Fanget i de andres logikker

Det er en farlig metier at studere politiserede felter. En skolereform må siges at være et stærkt politisk felt, der inviterer til ballade. Problemet er nemlig, at analytiske begreber og diagnoser let falder ind i og bliver hvervet af de aktuelle politiske slagsmål og stålfaste dagsordner for og imod reformen, for og imod lærerne, for og imod KL osv. Forsøg på at tænke ud over disse allerede givne positioner er, om ikke umuligt, så i hvert fald besværlig.

Det er en realitet, at der i den danske folkeskole i 2014 blev iværksat en folkeskolereform. Det er også en realitet, at hver dag står knap 50.000 lærere, og næsten 600.000 elever og et antal ledere op til en ny skoledag og skal finde sig til rette med de vilkår som reformen sætter. Derfor har vi i forskningsprogrammet for Organisering & Læring ved Aarhus Universitet igangsat flere undersøgelser og analyser af, hvad der sker, når reformen oversættes til hverdag ude på landets skoler. Især er vi optaget af at undersøge hvad det betyder i et elevperspektiv. Vi ser på i hvor høj grad og hvordan elevernes hverdag forandres, og hvilke former for ledelses- og styringsteknologier, der tages i værk, når skolereformen omsættes til skolehverdag.

I reformteksten er det første mål, at alle elever skal blive så dygtige som de kan. Vi har i mange år forsket i diversitet og eksklusion. Derfor er vi interesserede i, hvad der sker i praksis, når man sætter mål om ’alle skal blive så dygtige som muligt’ Forskning viser, at folkeskolen i årevis har haft et problem med at inkludere og rumme børn, der stak lidt af fra normalen. Det drejer sig både om børn, der gjorde noget lidt andet end forventet, så lidt anderledes ud end forventet, eller ikke helt havde de forudsætninger, man forventede. Især har der været en vedvarende udskillelse i forhold til børn med diagnoser, børn der ikke kommer fra den danske middelklasse, børn med etnisk og racial minoritetsbaggrund og en række udfordringer vedrørende køn. Lever reformen så op til sin målsætning om, at alle børn skal blive så dygtige de kan? Hvordan oversætter man målsætningen ude i praksis og hvad betyder den for de elever – og for de lærere og ledere - det hele drejer sig om?

Vi har interviewet og observeret skoleledere, lærere og børn for at få viden om hvordan det erfares og føles at være på reform. Om to år interviewer vi dem igen. Vi er også sammen med kolleger fra Columbia University Teachers college i gang med at lave en dokumentanalyse af hvilke tekster, der ligger bag reformen og hvordan der lånes politikker fra andre lande.

 

Hvad er kundskabsambitionen?

Vi er ikke stoppet ved analyserne. Vi har et tæt samarbejde med lærere og pædagoger, ledere og andre fagprofessionelle, der står med hverdagens konkrete udfordringer. Både i tiden op til reformen og i tiden efter. De fortæller os, at de har ikke brug for handleanvisninger, men beder ofte om assistance til refleksivt at kunne gå ind og analysere de betingelser og opgaver, der bliver deres, og som de skal håndtere. De fortæller, at de har brug for sprog og begreber, der kan give dem lidt afstand til både reform og hverdagsudfordringer og ofte har de brug for, at disse begreber giver dem mulighed for at tænke ud af boksen og hjælper dem med at vinkle en udfordring påny. På den måde er meget praksis og politik i dag allerede selvproblematiserende.

Som forskere har vi et ansvar, når knap 50.000 lærere, og næsten 600.000 elever og et antal ledere er på reform. Vi har et ansvar for ikke bare at konkludere, at når der er problemer og udfordringer med reformen, som fx børn der bliver stressede over en lang dag, så kan intet i reformen lade sig gøre. Vi må undersøge, hvad det er der sker, når det der før var fri tid bliver til læringstid. Ligesom vi ikke bare kan konkludere, at reformen er en succes, fordi en del børn i vores interview materiale siger, at de vænner sig til det nye. Vi må undersøge såvel knaster, paradokser, vanskeligheder, sådan som de kommer til udtryk hver dag, og vi må undersøge, hvordan dagligdagen rent faktisk fungerer. Vi må undersøge de intenderede og ikke-intenderede konsekvenser af reformen og arbejdet med den. Vi er forskere, der forsker i hvordan de målsætninger reformen har oversættes i praksis, og vi har særligt fokus på, hvordan ledere, lærere og børns hverdag omkalfatres – hvis den da gør det. Det må vi jo undersøge.

Man kan sige, at vi laver diagnoser af reformen og tilbyder analytiske begreber, der kan hjælpe med at få øje på det der er knap så indlysende og knap så sort/hvidt, som reformen sætter som mål, eller som man forventede, da man sparkede reformen i gang. Vi leverer også kritiske analyser af, hvordan virkeligheden ofte ikke lever op til idealbillederne og intentionerne. Vi påpeger ofte og meget konkret, hvordan virkeligheden kan være vanskelig eller udfordrende, ofte ganske overudfordrende for både børn og voksne.   Det er den måde vi tænker kritik på. Samtidig med at vi med denne kritik på konkret vis søger at hjælpe og give et konkret bidrag til dem, altså eleverne, lærerne og lederne, der søger og bliver nødt til at forholde sig til virkeligheden i skolerne. Debatten om hvad kritik kan være har en lang historie indenfor social- og humanvidenskaberne.

 

Klasseledelse 2.0 ikke som ideal, men som realitet

I artiklen Klasseledelse Version 2.0 analyserer vi, hvordan tre af de mest velkendte komponenter i folkeskolen og  klasseledelseslitteraturen er udfordret. Det gør vi, fordi vores empiri viser os, at de er under udfordring.. Det drejer sig om dels læreren, den enhed, hvor ud fra handlekraften almindeligvis springer, dels ’klasseværelset som det sted, hvor ledelsen foregår’. Og endelig at ledelse handler om ’styring på en til en’ – og at lede på klassen som en art fællesskab af ”followers” i en allerede sat manege.

Kapitlets tese er, at den danske grundskole og de ledelsesformer, der knytter sig til den, er under markant forandring, og at hvis man nøjes med at fokusere på  de tre størrelserr måske ikke fyldestgørende vil forstå,  hvordan der ledes ude i klasserne i dag.Ej heller vil man forstå hvorfor lærere i sig selv kan have så svært ved at skaffe ro eller få autoritet i hverdagen, hvis de blot gør som de plejer. Ændringen skyldes især et øget (inter)nationalt og lokalt fokus på læring og læringsudbytte, hvor ro og trivsel ikke blot er en værdi i sig selv eller en forudsætning for undervisning og disciplin, men argumenteres frem som en forudsætning for læring. Og det skyldes jo så sammenvævet hermed, at skolen via reformen netop har fået sig en særlig læringsdagsorden med tilhørende krav om ændret skolehverdag - som man som lærere og pædagoger knokler med at omsætte til gode elev- og lærerliv. I dette arbejde på skolerne eksperimenterer man sig også frem med, hvordan man kan komme ’læringen nærmere’, og sådanne eksempler kikker vi på i kapitlet, for at analysere tendenser i den aktuelle skole. En sådan læsning må gøres forsigtigt og med respekt for de skoler, som prøver sig frem og gør alt hvad de kan lige nu – effekterne kender jo ingen rigtig endnu.

Er det at agere ”radikalt accepterende” (som TAR anklager os for at være)? Nej det er det ikke. Det er at gå undersøgende til værks.

Nuvel. Vi kikker på eksempler i skolen. Og beskriver en ’version 2.0’ hvor klasseledelse bliver en meget mere omfattende metier, idet der (i eksemplerne) arbejdes indirekte på at fremme elevernes forudsætninger for læring, fx stemningen i læringsrummet, paratheden i en veludhvilet krop osv. Det er så her, at også Berlingske Tidendes lederskribent går galt i byen. De forveksler vores analyse med, at dette skulle være vores standpunkter. Der står flere steder i teksten, at dette ikke er instruktionsrettet. Dette er IKKE ’den staunæske-juelskjærske skole’ formuleret som en vision. Det er vores analyse af, hvad der sker, nemlig at der i dag ledes på elementer af livet, man tidligere tog for givet. Den analyse kan man så præsentere for og diskutere med skolefolk .

Til slut i kapitlet skriver vi, at forskning har vist, at det problem klasseledelse version 1.0 forsøgte at løse førte til snævre kategorier og praksisser af in- og eksklusion. En del børn blev faktisk skilt ud her. Det forsøger man, at tage højde for i version 2.0, men siger vi så, nu ser det ud til, at andre sårbarheder og problemer kan dukke op. Fx elever og lærere, hvis sanseapparater er på konstant overarbejde. Kapitlets analytiske beskrivelser og diagnoser er, skriver vi, et første skridt til at diskutere, hvad de nye ledelsesgreb, udvikles til – når der styres så subtilt og indirekte. Og vi skriver, at sådanne tiltag må følges af spørgsmål om, hvad de ikke-intenderede effekter kan blive og hvilke etikker, der må følge med: Hvad skal man være opmærksom på, når der ikke kun ledes på elevkategorien, men også på elevernes sanser og tilblivelse?

Vores bidrag er ikke instruktioner for klasseledelse, men vi viser, hvordan der er ledelsesgreb i gang på godt og ondt. Kritikken af kategoriseringen og adfærdsstyringen (inspireret som den er, af den moderne psykologi) har været, at den låser og ’arresterer’ eleverne i forestillinger om, hvem de ’er’ og ’ikke er’ (doven elev fx). Det hæmmer elevers mulighed for at lære mest muligt, fordi de allerede er ’sat i bås’, har kritikken lydt. Vi rejser spørgsmålet: Hvad er så faren, når klasseledelsen hele tiden holder eleven ”åben”, sansende og i bevægelse? Det ved vi ikke endnu. Det må fremtidig forskning vise.

Det er i såvel lærernes og børnenes interesse, at vi alle kan skelne mellem a) hvornår vi kæmper om en lov og hvordan den skal se ud (sådan noget gør man i et demokratisk samfund som borger, fagforening, professionelle m.m., når kampen om lovgivningen står på).  b) når loven er vedtaget bliver man (hvis man respekterer det repræsentative demokrati) nødt til at besinde sig på, at vilkårene er blevet anderledes, indtil den politiske mulighed for at ændre loven igen er tilstede.

Her vælger vi med vores forskning at bidrage til skoleudvikling på måder, hvor vi går ind og afprøver, hvilke muligheder for at forstå og handle, der ligger i en ny skolesituation. Dette kan forhåbentlig hjælpe lærere, skoleledere, børn og forældre til at få det bedst mulige ud af den nye situation. Andre vælger at sætte sig i hjørnet og jamre og beklage (hvilket der utvivlsomt kan være mange gode grunde til, fx en lov 409). Det er ikke vores metier. Og vi tror heller ikke et hjælper lærere, ledere eller børn.

 

Og så til Rømer og retningslinjer

Så altså for lige at summere op: Vi laver en diagnose i en antologi om kritiske perspektiver på klasseledelse og dens dilemmaer, og skriver, at de måder man hidtidig har begrebsliggjort klasseledelse på ikke stemmer overens med, hvad der aktuelt foregår i skolen, hvorefter, vi forsøger at diagnosticere, hvad der er, der sker. Den diagnose er ikke ensbetydende med, at vi tilslutter os hvad der foregår. Vi beskriver og analyserer, hvad det er der foregår. Slutteligt laver vi en diskussion af, hvad man må være opmærksom på, hvis man laver de nye klasseledelser og skitsere mulige nye problematikker for den form for ledelse.

Alt dette tror vi faktisk ikke den læser, der ikke har læst kapitlet eller vores øvrige forfatterskab, har en chance for at forstå, når Thomas Aastrup Rømer karikerer analysen og os først på sin Facebook side den 12. april og siden på sin private blog 15. april – og til nu, hvor den er blevet misrepræsenteret i Berlingske Tidendes leder.

Alt dette kunne vi jo bare have sagt fra starten, kan man så sige. Men jf. pointen i gårsdagens indlæg ¨så var der allerede var installeret en position, hvorfra vi kunne tale. Den form som TAR bruger på sin Facebook og sin blog levner ikke megen plads til en reel faglig diskussion, hvori at man kan tage til genmæle og undersøge om der kunne være en interessant diskussion gemt i de floskuløse beskydninger. Derfor, og det er det, vi har ønsket vores ledelse tager hånd om, er det faktisk nødvendigt med en diskussion af retningslinjerne for, hvordan og hvor forskere taler med og om hinandens forskning, når den ene part føler sig mislæst og krænket. Måske er dette en mere generel diskussion i akademia værdig. Det er måske især påtrængende, når forskningsfelterne er så politiserede som skolen. Hvis det var aminosyrer, der var emnet kan det være, at det havde været nemmere at få øje på arbejdsmiljøvinklen i vores henvendelse til ledelsen. Men det må aminosyreforskerne nok hellere afgøre.

Ligesom der er brug for retningslinjer for god videnskabelig praksis og diskussion er der også brug for en diskussion af, hvordan cyberspace virker med sin indbyggede tendens til refleks snarere end refleksion, med sin på mange måder ansigtsløse hanekamp snarere en dialog, entydighed snarere end mangfoldighed, selvbekræftelse snarere end udveksling. Det forhindrer netop en konstruktiv diskussion om komplicerede forskningspointer.

Vores forskningsprogram har i går inviteret Rømer til en diskussion om diskussionen face to face. Rømer har sagt at det vil han kun indgå i, hvis vi trækker vores klager tilbage, at en vis andel af ’hans’ mennesker er tilstede etc. Det interessante her er ikke Rømers krav, eller hvorvidt vi kan indfri dem, men hans anerkendelse af, at der skal være aftalte spilleregler, inden en debat kan blive konstruktiv og uden at man taber ansigt på forhånd. Det er vi enige i. Og vi håber derfor, at vores dialog med Rømer om vores og hans forskning kan begynde i et rum, hvor begge parter føler sig komfortable med spillereglerne - og overholder dem for sagens skyld.

 

.

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ