Det er mandag. Laura skal til ridning. Hele dagen har hun siddet med sin pose med ridestøvler og ridehjelm. Og når dagens undervisning er færdig, kører hun med hjem til en af sine lærere, Karin Riis. Det er her, hun går til ridning. Ikke på en rideskole, hvor det vrimler med andre piger på hendes egen alder. Men hjemme hos Karin, som bor i udkanten af den lille landsby Stenlille.

Her er der ingen travle hestepiger, men masser af rolige islandske heste. Nogle gange kommer husets kælne katte også og blander sig, når Laura strigler »sin« hest, den store vallak Feykir. Han er ni år, og altså et år yngre end hun selv er, fortæller Laura, mens hun med sine små hænder løfter hoven på den store og meget brede hest - meget større end hamsteren Nikolaj i buret derhjemme. De første par gange var hun da også lidt beklemt ved situationen. Men nu tumler hun ham med sikre hænder.

Karin Riis er hesteejer. Men derudover er hun også læreruddannet og ansat på Rosenlundskolen i Ballerup. Her er hendes funktion at kere sig om børnene med specielle behov.

»Jeg tager mig af de sørgelige historier. Og hvis der er kriser, er det mig, der bliver tilkaldt. Det gælder alle aspekter af deres skolegang«, fortæller hun. At Laura nu som en del af sit skema går til ridning hos Karin Riis, er på én gang resultatet af en række tilfældigheder og en proces, der for Karin Riis' vedkommende har strakt sig over flere år. Hele sit liv har hun redet, og da hun sidste år også stod med en coach-uddannelse, lå tankerne om at kombinere heste og personlig udvikling nærmest ligefor.

»Det startede med, at jeg havde et uformelt samarbejde med støttepædagogen i min egen datters børnehave. Der var nogle meget vilde drenge, og vi ville se, hvad det gjorde ved dem at komme til at omgås heste og ride. Det var en vild succes, og efter fire måneder havde de lært at styre hestene - og derved fået lettere ved at styre sig selv«, siger Karin Riis.

At Laura var et af de børn, som kunne have godt af samme tilbud, var Karin Riis ikke i tvivl om. Pigen havde svært ved at koncentrere sig, havde et lavt selvværd og havde problemer i omgangen med de andre i klassen. Efter at have talt med skolepsykologen og socialforvaltningen - som begge sagde, at det lød som en god idé, og at det i hvert fald ikke kunne skade at prøve - startede Laura til ridning i december. Hun havde aldrig før haft med heste at gøre, men med Karin Riis ved sin side kastede hun sig ud i det.

Nu er Lauras forbehold afløst af stolthed over at have overkommet noget. Hun har lært at tage sig af Feykir. Strigle ham og ordne hans hove. Og hun har fundet ud af, at hvis hun kommer til ham, som hun startede med at gøre det - hektisk og med arme, der bevæger sig hurtigt, og en stemme og et åndedræt, der hele tiden ligger oppe i det høje leje - så gider han ikke lytte til hende. Den hektiske adfærd er afløst af en mere rolig og mere fokuseret Laura. Samarbejdet mellem den store hest og den lille rytter er begyndt at fungere.

»Hesten er uden fordomme. Som sådan er dyret ligeglad med, hvem du er, og hvilken historie du kommer med. Det, du får feedback på i omgangen med heste, er din adfærd. På den måde spejler hesten barnets måde at kommunikere på«, siger Karin Riis, mens hun viser den lille rytter over til naboens nyanlagte ridebane. I anledning af besøget fra Undervisere har de fået lov til at låne ridebanen.

Det er februar og bidende koldt på banen. Heldigvis har Laura lunende overtræksbukser på. De er lidt glatte. Handsker derimod har hun ikke lyst til at tage på.

Laura hopper op, det kan hun selv klare. Hun sidder fint på sadlen uden bøjler - for det er med til at styrke balancen og vil efterhånden give en øget fornemmelse af kontrol. Hun får Feykir frem i skridt. Karin Riis står i midten af ridebanen, og med sine øjne og sin stemme følger hun alle hestens og rytterens handlinger. Hun siger til Laura, at hun skal prøve at styre hesten med sin vægt og sine ben. Vælge et bogstav på kanten af ridebanen at stoppe ham ved og selv vælge, hvornår hun vil sætte ham i gang. Igen og igen indprenter hun pigen, at det skal være hende, der bestemmer over det store dyr.

Det hele går meget fint. Men lige pludselig sker der noget andet. Om det er de uvante lyde fra naboens kreaturer eller de uvante bevægelser fra fotografen og journalisten, vides ikke. Midt i det flotteste trav mister Laura kontrollen over Feykir. Han begynder at løbe, og i sine glatte bukser begynder Laura at glide. Snart ligger hun på den kolde grusbane.

Hun har slået sig. Lidt. Mest på sine kolde hænder, og der skal tudes lidt. En lille bitte smule, for det er første gang, hun er faldet af, og så har man lov til at lade en lille tåre rende. Snart er hun oppe igen. Atter fuld af tillid, og da vi trækker tilbage til stalden, vender hun sig uopfordret og siger:

»Det var lidt sjovt at falde af hesten. Bortset fra at det gjorde ondt. Og jo, jeg synes, det er skægt at ride. Fordi jeg får lov til at sidde oppe på hesten; får lov til at prøve nogle ting. Jeg har fået en ny sport. At ride«.

For Karin Riis er denne form for ridning ikke en sport. Det er heller ikke terapi. Det kan snarere placeres under kategorien personlig udvikling, og samarbejdet med hesten er en helt grundlæggende træning i at tage vare på sig selv og et andet væsen. Og fordi hesten yder så kontant afregning på alle rytterens handlinger, er det også træning i grundlæggende sociale færdselsregler. Efter to måneders ridning kan der da også spores ændring og bedring i Lauras generelle velbefindende.

»Hesten er med til at få hende til at forstå, at hun kan klare nogle ting. Det giver hende også mod til at være i en konflikt. Det er blevet en meget gladere pige«, slutter Karin Riis.

Laura er ikke den eneste elev fra Ballerup Kommune, der kommer til ridning hos Karin Riis. For dem alle gælder, at de er under afklaring hen imod en eventuel diagnose. Se mere på www.riiscoaching.dk |

Hvor langt forskerne er kommet med deres undersøgelser af, hvordan dyr kan gå ind som en del af et terapeutisk redskab, er temaet for en workshop, der afholdes på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, onsdag den 13. maj. Se mere på www.dyrsomterapi.djfprojekt.dk

Og hvis man er interesseret i selv at lære om - eller blot blive klogere på - rideterapi, så er der netop (medio marts) blevet åbnet for indskrivningen til rideterapiuddannelsen på Mittuniversitet i Östersund i Sverige. Uddannelsen er en distanceuddannelse, og i løbet af det halvandet år, den varer, er der i alt ni weekender med fælles forelæsninger. Optagelse forudsætter dels relevant erfaring/uddannelse inden for undervisning, terapi eller sygepleje, dels basale ridekundskaber. Se www.miun.se - søg på »ridterapi«.

Der er mange teorier om, hvorfor heste kan bruges som et terapeutisk redskab. Et af de mennesker, som herhjemme har arbejdet mest vedholdende og banebrydende med ridningen og omgangen med heste som en del af behandlingstilbuddet, er den nyligt afdøde leder af Siersbæklund Døgncenter ved Ringkøbing, Kaj Bjørkman. I en artikel har han forsøgt at sammenfatte erfaringerne fra sit arbejde, og her skriver han blandt andet, at samvær og kontakt med et eller flere dyr kan påvirke den følelsesmæssige udvikling meget positivt. Fordi dyr appellerer til og åbner op for følelserne. Hestene er så store, og fordi vi mennesker kan sætte os op på dem og ride på dem, er de helt specielle:

»Kontrollen med hesten ligger i den følelsesmæssige kontakt og ikke i den fysiske styrke. Hesten må have tillid, og du må hele tiden være parat til på en følelsesmæssig måde mere end på en fysisk måde at respondere på hestens forskellige reaktioner«.

Se mere på www.siersbaeklund.dk

Anne Bitsch-Larsen er psykiatrisk overlæge på Holstebro Sygehus og har undersøgt, hvordan både hesteassisteret psykoterapi og hesteassisteret læring virker. Kontakten til hesten aktiverer sanserne:

»Derigennem får du kontakt til dine egne helt grundlæggende følelser og reaktioner«, siger hun.

Gennem sin store afhandling (2006) »The Efficacy of Equine Assisted Group Counseling With At-Risk Children and Adolescents« gør ph.d. Kay Trotter rede for de mange forskellige måder, den såkaldte hesteassisterede terapi virker på: gennem den stærke forbindelse mellem dyret og mennesket; gennem dyret, der tillader mennesket at komme i kontakt med naturen; gennem oplevelsen (det er spændende og lidt farligt at ride).

Efter et 12-ugers-forløb med hesteassisteret rådgivning for en gruppe på 126 svage skoleelever mellem otte og 14 år kunne det konstateres, at børnenes evne til at fokusere, deres glæde ved at være sammen med andre og evne til at løse sociale konflikter var markant øget. Blandt meget andet.

Se mere om Anne Bitsch-Larsens projekter på www.projektfundament.dk. Det er også her, man kan finde Kay Trotters afhandling.

Den svenske psykolog Sven Forsling har i en rapport fortalt om udviklingen i Stall Frossarbo, en travstald, hvor det meste af trænings- og staldarbejdet blev udført af unge piger, der ofte havde været på kant både med loven - og med sig selv. En af travstaldens elever udtaler:

»Dyr er klogere, end folk tror. De er utrolig smarte, når man tænker efter. Bare det, at de altid kan gøre én glad«.