Af Rikke Berggreen Paaskesen

I den nye folkeskolelov står der, at entreprenørskab og innovation nu skal implementeres i skolens fag, herunder i danskfaget: ”Lærerne skal nu arbejde systematisk med at designe innovative læreprocesser for eleverne i skolen (…) Der skal nu også være fokus på fagets kreative og skabende elementer. Udfordringen består nu ikke kun i at undervise om innovation (…) men i innovative læringsaktiviteter, der har til formål at udvikle elevernes innovationskompetence” (min kursivering).

Mange lærere, både nuværende og kommende undervisere mangler dog inspiration, albuerum, kvalificerede forslag og retningslinjer til, hvorledes disse kvaliteter skal implementeres i praksis.

Skabelse af en fælles fremtid – børn og unges fremtid

Vi kan alle se en mening i at stræbe efter en god, sund og bæredygtig fremtid for børn og unge. Bæredygtig såvel på et individuelt plan – robuste og stærke børn, der kan stå imod og kan løse de udfordringer, de uvilkårligt og uventet kommer ud for i livet. Og bæredygtigt på et samfundsmæssigt plan – et holdbart miljø, et holdbart og frugtbart arbejdsliv med institutioner og organisationer, der (når de er bedst) er til for at fremme vores menneskelige kvaliteter og kapaciteter.

For at skabe og fremme nyt, er vi nødt til at være kreative. Mange forbinder det at være kreativ med en funktion tilhørende kunstneriske erhverv, dog er kunst blot ét af kreativitetens udtryk. Kreativitet kan lige såvel udtrykkes gennem områder som science og business.

Essensen af kreativitet er problemløsning, og denne problemløsningstilgang er basis for udvikling i samfundet; socialt, kulturelt, politisk og økonomisk. Oprindeligt er kreativitet er teologisk og humanistisk begreb, som man har forbundet med ’guddommelig inspiration’, ’geniets intuition’ eller ’det legende barn’, som udspringer fra det latinske udtryk creatio ex nihilo, at skabe ud af intet.

Modsat kreativitetsbegrebet handler innovationsbegrebet ikke så meget omkring det at få idéen men mere om at føre idéen ud i livet, så den får nytte og værdi. Her er Joseph Schumpeter (økonom og politolog) typisk dén person, man refererer til, som en af de første, der introducerede innovationsbegrebet.

Et felt som uddannelse har i dag en nøglerolle i udviklingen af kreativitet og innovation. Problemet er, at uddannelse i nutiden ikke virker til at have indset og anerkendt hvor vigtige områder disse er i udviklingen af vores samfund.

Uddannelse har en nøglerolle i at fremme kreativitet og innovation

Nutidens uddannelser favoriserer målbare resultater og et facit, der kan bevises på et stykke anerkendt eksamenspapir.

Det, vi har brug for, er en tydeliggørelse og en manifestation af, at læring er langt mere end resultater i viden. De uddannelser, man laver i dag, medfører desværre ikke automatisk den læring, der er efterspurgt i virksomheder og i samfundet. Her refererer jeg til den form for læring, der inkluderer problemløsning og praksis, hvor det handler om anvendelighed, sammenhæng og forståelse i den virkelighed og hverdag, der er en realitet og som omgiver os.

Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt den nuværende uddannelsesmodel fremmer børnenes bedste – deres fantasi, interesser og ønsker for en kommende fremtid.

Et område som legen har nogle helt særlige kvaliteter. Her udvikles fantasi og forestillingsevne, at turde tage en risiko, at fejle og starte forfra, hvilket er vigtigt for ens senere evne til at innovere. Men leg og kreativitetsfremmende tilgange har brug for uforstyrrethed. Det univers, man opbygger, fantasien og forestillingsevnen, der fremkommer ved leg, eksperimenteren og storytelling, skal der være mere plads til. Vi skal turde starte på projekter, som vi ikke nødvendigvis ved, hvor ender. Der skal være plads til en læringspraksis, hvor der er tid til fordybelse, afprøvning og eksperimenteren, plads til at fejle og starte forfra, plads til vovemod og værdsættelse af idérigdom.

Legen kan ændre børn og unges måde at tænke på. Og et mindset, der medfører succesfuld læring, vil typisk være identificeret som: nysgerrig, modig, undersøgende, udforskende, eksperimenterende, fantasifuld, ræsonnerende og refleksiv. – Og dette mindset gælder alle uddannelsesaktører!

Spørgsmålet er, hvorvidt vi overhovedet kan måle disse kvaliteter. Hvad der står klart er, at vores nuværende målesystem ikke tilgodeser en kvalitetspraksis, der fremmer entreprenørskabsånd og innovation på et praksisniveau.

Blooms taksonomi, der er et anerkendt målesystem i uddannelsesverdenen, er i 2001 blevet revideret og opdateret af Anderson og Krathwohl (Anderson var i øvrigt en tidligere studerende af Bloom). Det højeste niveau i taksonomien er nu creating, at skabe nyt ud fra det eksisterende. Et abstraktionsniveau, hvor det er muligt at se nye sammenhænge, at tænke på tværs og at gennemskue nye muligheder for forståelse.

Pointen for niveauet for creating er, at det ikke er målbart. Her er et læringsniveau, som netop vil sætte sit aftryk i uforudsigelige, uplanlagte processer og praksissituationer.

Der er altså brug for nogle kvalificerede tanker omkring praksis, så vi kan gøre det bedste for at fremme nævnte kvaliteter. Det nuværende målesystem bevæger sig indenfor niveauerne huske, forstå – og i nogle situationer anvende. Det er et alt for begrænsende system.

Mit bud er, at vi kan give rum (og ikke mindst anerkendelse) for nogle praksissituationer og rammer, der giver plads til at eksperimentere, opfinde, afprøve, fejle, starte forfra, udvikle mod og fremme forsningsgejst hos børn og unge. Ikke mindst for at de kan opleve den motiverende følelse af at kunne bidrage med at gøre noget ved verden, et særdeles motiverende og meningsfyldt niveau.

En løsning vil kunne være at skabe mere rum for open ended projects. Vi skal ikke altid vide, hvor vi ender henne – det handler om at se de unikke kvaliteter i processen. Som jeg har nævnt i en tidligere artikel: ”Vi er i uddannelse nødt til at medtænke plads til spontanitet, glædesoplevelser, rum for eksperimenterende tilgange, personlig udvikling, værdifulde og tilfredsstilende liv, hvis vi skal sikre et bæredygtigt samfund” (2014).

Coding Pirates – skabende virksomhed i praksis

Et eksempel på en procesorienteret tilgang i et kreativitetsfremmende læringsmiljø, der giver plads til at udfolde- og udvikle entreprenørskabsånd og innovative produkter, er Coding Pirates. Coding Pirates er eksemplet på, hvordan der er rum for at faglighed og almen dannelse kan spille sammen med it-kreativitet, og hvordan processen lærer børnene at designe deres egne idéer med udgangspunkt i programmering, technological imagination og storytelling.

På Center for Undervisningsudvikling og Digitale Læremidler, Aarhus Universitet, arbejdes der i Coding Pirates ugentligt med konceptet Fremtidsøen i en uformel kontekst med en entreprenøriel, projektorienteret tilgang. Vægten er på teknologiske produktforsøg samt på historiefortælling ud fra børnenes egne fortællinger, forestillinger og ønsker til en fremtid, hvor der er rart og godt at leve.

I indskoling- og mellemskolealder kan man på et praksisniveau arbejde med konceptet Fremtidsøen, hvor børnene med teknologier og programmering kan bygge og designe liv på øen i form af mærkelige og finurlige væsener, alskens varierede fælder, figurer der aktivt kommer andre til undsætning mm. Der er ingen begrænsning for fantasien. Børnene opbygger viden, fantasi, færdigheder og samarbejdskompetencer i processen.

For de ældre børn i udskolingen vil det være oplagt at inddrage et mere samfundsfagligt, autentisk og etisk/moralsk tema. At arbejde projektorienteret ved at komme med bud på løsninger til hverdagens udfordringer, eksempelvis i virksomheder og/eller i mellemmenneskelige relationer. Der kunne her foregå en interaktion med samfundet i form af virksomhedsbesøg, hvorefter de unge vender tilbage og i en skole-, uddannelseskontekst arbejder med løsningsforslag til den pågældende virksomhed i form af temaer som papirforbrug, strømforbrug, madspild, hjælp til ældre, men også kendskab til - og indsigt i problemstillinger som arbejdspres, miljø, trivsel og lignende temaer; nøjagtig som mange unge (og andre på den brede front) i deres egen hverdag kæmper med lignende udfordringer.

Det er både vigtigt, givende og motiverende for de unge, at de oplever en følelse af ansvar overfor samfundet. Det er en måde at føle sig som medlem af det bredere samfund, at føle sig værdifuld og mærke, at man bidrager ved at ’gøre noget ved verden’. Sådanne små pilotprojekter i udskolingsalderen vil langsomt kunne ændre og transformere unges oplevelse af værdifuld interaktion med samfundet og udviklingen.

Børn og unge har brug for lærere, der guider og inspirerer dem til at tænke over tingene i et meget større perspektiv, end de er vant med.

Og lærere skal naturligvis gives brede rammer for at kunne udvikle og skabe en verden af ansvarlige, samfundsmindede unge, der snarligt er voksne bidragsydere til samfundet og til verden.

Måden at drive skole på

En pointe at notere sig er, at det ikke nødvendigvis er rammer og institutioner i sig selv, der eliminerer kreativitet, men der kan være forskellige muligheder at drive skole på, som gør det.

For mange målinger og for mange standardiserede tests har for store negative konsekvenser, Det går ud over motivation, udfoldelse og skabende virksomhed. Teaching to the test er med til at fastholde de unge i en slags mental indespærring, de bliver objekter i den type faglighed frem for idérige og skabende subjekter.

Hvordan vil man udvikle entreprenørskabsånd og være innovativ, hvis alle fremkommer med det samme resultat?

Det kan have langsigtede personlige konsekvenser, at systemet fastholder de unge i et meget begrænsende evalueringssystem. De unge får oplevelsen af kun at blive anerkendt, hvis de opnår tilfredsstillende resultater i målesystemet.

Systemet tilgodeser ikke skolens øvrige opgave med at danne og socialisere børn og unge til at kunne begå sig, udvikle sociale evner, empati, samarbejdskompetence og skabende evner.

Uddannelse er altså ikke en industriel produktionsproces styret af fabriksprincipper men et spørgsmål om udvikling af menneskelige potentialer.

Her kan refereres til to forskellige former for socialisering: tilpasning og dannelse. Tilpasning handler om at lære spillets regler i det sociale system. Her erkendes det ikke, at spillets regler kan ændres og diskuteres. Og et tilpasset menneske er mere genstand for styring og kontrol end det er et tænkende og handlende subjekt. Dannelse derimod handler om bevidstgørelse omkring de ting, der foregår og sker rundt omkring én, i hverdagen og i et samfundsmæssigt perspektiv.

Lad undervisning være åben for elevernes egne idéer, oplevelser og interaktion med verden i hverdagen. Stil materialer til rådighed for eksperimenter. Værdsæt og beløn en læringspraksis, hvor der er plads til at få, afprøve og eksperimentere med nye idéer og tilgange. Lad deltagerne træne i at skabe og realisere. Det har alt sammen givende og meningsfuld overførselsværdi for eleverne.

Fixed realities, som ofte favoriseres af samfundet, kan ændre sig – og det er kreativ tænkning og praksis, som ændrer dem.