Blog
11   1863

NØDVENDIG FEJDE

Abonner på nyt om Erik Schmidt i dit personlige nyhedsbrev.


Thomas Aastrup Rømer, der er lektor i pædagogik på Institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet, har gennem sit arbejde ikke kunnet undgå videnskabelige og personlige fejder. Han har nu på dén konto for tredje gang fået en invitation til en kammeratlig samtale med Aarhus Universitets ledelse – dennegang med juridisk bisidder.

Videnskab, litteratur og kultur har altid været fuld af konflikter og fejder.  Det er stærkt medvirkende til at holde vores åndsliv levende, og somme tider fører det til bevægelser og -ismer, som får stor betydning for fremtiden.

Artiklen fortsætter under banneret

Hvad ville åndslivet, filosofien, kulturen, litteraturen og pædagogikken være uden fejderne mellem fx Johannes Sløk og K.E. Løgstrup, mellem Alf Ross og Hal Koch.   Ville vi undvære de skarpe udfald fra Holberg, Grundtvig, Kierkegaard, Brandes og Poul Henningsen?  Hvad skulle vi stille op med den nationaløkonomiske debat, hvis vi ikke havde en Christen Sørensen?

Personfejder er uundgåelige, fordi alle vurderinger – også videnskabelige – ikke kan foretages uden en vis portion subjektivitet.  Også forskere er underlagt personlige ambitioner, værdier og etik.

Brydningerne og fejderne er nødvendige, når nye fænomener skal beskrives, tolkes og vurderes på baggrund af de eksisterende forestillinger.  Det er ofte gennem fejderne, at fænomenerne kommer til syne.  Det er tværtimod mangel på debat, det er stilstand og opinionsmæssigt hegemoni, der kan være hovedproblemet.

UTIDIG KLAGE OVER FAGLIG PERSONLIGHED OG STÆRK DEBATTØR

Thomas Aastrup Rømer, der er lektor i pædagogik på Institut for uddannelse og pædagogik, Aarhus Universitet, har gennem sit arbejde ikke kunnet undgå videnskabelige og personlige fejder.  Han har nu på dén konto for tredje gang fået en invitation til en kammeratlig samtale med Aarhus Universitets ledelse –  dennegang med juridisk bisidder.  

Ledelsen har modtaget to klager over Rømer fra professor Dorthe Staunæs og lektor Malou Juelskjær.  De anklager Thomas Rømer for ”had” og ”tilsvining”.  Rømer har kritiseret artiklen ”Klasseledelse – all inclusive:  lærings-centreret ledelse af sanser, affekter og rytmer”, som de to har skrevet i bogen ”Klasseledelsens dilemmaer”, der er udgivet på forlaget Dafolo i 2014.

Rømers kolleger mener, at hans kritik er udtryk for ”kollegial uansvarlighed og manglende forskningsetik”, som skaber ”røre indadtil i miljøet.”

Ja, man fristes til at sige, at man kunne håbe på, at det skaber røre på de intellektuelle linjer, for det trænger vi til i ”målstyringens tidsalder”. 

Rømer går til biddet og perspektiverer bogens indhold til den pædagogiske diskurs, men der er noget, der går helt galt, hvis man betragter hans kritik som et personligt angreb.

Den pædagogiske debat er for tiden i høj grad stivnet, fordi den praktisk bliver underlagt økonomiske benefitbetragtninger, konkurrencestatsfilosofi, myndighedsbetjening og benhård styring.  Det er Rømers opfattelse, at de to forfattere og kolleger med indlægget indskriver sig i denne hegemoniske diskurs, som i øvrigt domineres af systemteoretikere, instrumentalister og hyperpositivister.

Den herskende filosofi er som bekendt de herskendes filosofi.  Ikke i mands minde har de pædagogiske magtpositioner været begrænset på så få hoveder, som det for tiden er tilfældet, og sjældent har pædagogikfaget og dansk/nordeuropæisk pædagogisk tradition været så angrebet, udsultet og hånet som nu (hvilket selvfølgelig ikke er Staunæs' og Juelskjærs ærinde).  Skellet mellem professionelle praktikere og talglade forskere er gabende stort, og den praktiske fornuft er stort set sat ud af kraft, fordi den står i vejen for handlekraftige politikere og smalsporede administratorer.  Det er meget mere bekvemt i en håndevending at forholde sig til én metaundersøgelse, hvis resultater er så gennemsnitlige, at de i den praktiske fornufts og den levende pædagogiks verden er ganske utroværdige og ubrugelige.

Lærerne i den danske folkeskole er siden lockouten og indførelsen af en underfinansieret skolereform og arbejdstidsloven slået tilbage til nul, og de ved det.  Proletariseringen af lærerne giver sig også udslag i, at pædagogikkens sprog efterhånden er afløst af et goldt, teknokratisk sprog, der ikke har den fjerneste rod i pædagogikken selv.  Når man tager fagsproget fra en faggruppe, fjerner man også faget og fagidentiteten.  Mange lærere kæmper for at bevare en professionel selvrespekt, en faglig identitet, ja for daglig overlevelse på kanten af stress.   

VI HAR STÆRKT BRUG FOR INTELLEKTUELLE MED NOGET PÅ HJERTE

Derfor er det som regel en sand lise at læse, hvad Thomas Aastrup Rømer skriver om skolen og uddannelsessystemet.  Hos mange lærere og professionspraktikere har han en stor stjerne, fordi han formår at skabe identifikation gennem emotionel kontakt til virkeligheden, gennem originalt og floskelfrit sprog, relevant perspektivering og analytisk klarhed.  

Han går til kanten, og der er navn og adresse på kritikken.  Han tør tale det pædagogiske parnas imod.  Men Thomas Rømers største fortjeneste er, at han beskriver de pædagogiske fænomener, dagligdagen og de strukturelle forandringer i vores skoler og i uddannelsessystemet på baggrund af en sammenhængende analyse af, hvad der sker i samfundets øvrige institutioner, og på baggrund af aktuelle politiske og kulturelle strømninger med udgangspunkt i en humanistisk grundholdning til, at mennesker og uddannelse har en værdi i sig selv.  Skoler og uddannelsesinstitutioner, elever og studerende, lærere og undervisere skal ikke være villige, uselvstændige redskaber for et lands betrængte økonomi eller en tvivlsom statsræson.

Det hører med til Rømers fortjenstfulde meritter, at han har givet dansk pædagogik et tilbud om et nyt sprog.  Selv skriver han i en skøn blanding af præcist fagsprog, gode danske udtryk med fornyet indhold, afvæbnende talesprog og poetiske vendinger.  Med saglighed, lidenskab og humor.  Det er vi ikke vant til, og ingen andre mestrer denne grænsebrydende stil.  Han behersker mange genrer som fx den saglige artikel, den folkelige, satiren, polemikken og poesien, og han bevæger sig på forskellige formidlingsniveauer og medieplatforme, hvilket potentielt bringer akademikere, professionspraktikere og folk sammen om en sag.

Det er også denne uvante, hybride stil, der formentlig kan bringe Thomas Rømer på kant med andre intellektuelle og ikke mindst administratorer.

Men det er ikke i orden og ikke værdigt i et intellektuelt universitetsmiljø at true en faglig, kulturel og formidlingsmæssig personlighed gennem klager og administrative foranstaltninger.  Stop det nu!

Vi trænger sådan til, at intellektuelle med noget på hjerte tager det frie ord og blander sig i den pædagogiske debat.

Derfor bør klagen over Thomas Rømer afvises. 

Bur ham ikke inde! 

Slip debatten fri!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ