Brug MUS-samtalen rigtigt

Vil du gerne gøre karriere eller skifte arbejdsmæssigt spor, er MUS-samtalen et oplagt sted at begynde. Derfor bør både du og din chef tage den alvorligt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"De gange, hvor jeg som medarbejder har deltaget i en MUS-samtale, har jeg syntes, at det var herligt at have min leders fulde opmærksomhed i en time til halvanden. Det er en god tilgang til samtalen," siger Lars Andersen, skoleleder på Fællesskolen Favrdal Fjelstrup i Haderslev Kommune.

Han har været skoleleder i 11 år, og har været igennem mange MUS-samtaler eller medarbejderudviklingssamtaler, både som medarbejder og som leder.

"En MUS-samtale kan bruges til meget forskelligt og der er mange måder at føre den på. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at man som medarbejder gør sig klart, hvad det er, man gerne vil have frem i løbet af samtalen. Ellers kan den ikke bruges til at sætte gang i den udvikling, som den gerne skulle dreje sig om," siger Lars Andersen.

Du kan optimere din MUS-samtale sådan her:

Forbered dig godt

Uden forberedelse kan det ende i en gang løs snak, som hverken du eller lederen kan bruge til noget. Gør dig på forhånd klart, hvad du ønsker, der skal komme ud af samtalen. Vil du efter- og videreuddanne dig? Kunne du tænke dig andre udfordringer på skolen? Er der udfordringer i arbejdsmiljøet, der skal tages op? Og så videre.

Brug tiden rigtigt

Hvis der er afsat en time eller mere til MUS-samtalen, er der mulighed for at komme langt omkring. Derfor er det en god idé at overveje flere områder, som du gerne vi ind på. Selvom det vigtigste måske er at fortælle, at du gerne vil have et bestemt kursus, kan det jo godt være, at du også gerne vil have lederen til at forbedre teamsamarbejdet eller noget andet.

Tal for det meste

Det kaldes en MUS-samtale, men det betyder ikke, at lederen og medarbejderen skal sige lige meget. Blandt konsulenter i ledelse er det god tone at anbefale ledere at lytte i 70 procent af tiden og kun snakke i 30. Vægtningen bygger på, at samtalen skal bruges af lederen til at forstå, hvad der rører sig hos medarbejderen, så leder og medarbejder kan sætte konstruktive mål for fremtiden.

…men tal ikke over dig

En god samtale kan let føre til en form for fortrolighed, som ikke passer sig mellem en leder og en medarbejder og til, at du bagefter føler, at du måske "har talt over dig". Sørg for at holde sporet og husk, hvem du har siddende over for dig.

Opnå konkrete resultater

Det kan være meget svært for en skoleleder at love dig et bestemt kursus, fordi budgettet er usikkert; men måske er der andre områder, hvor I kan aftale noget konkret. Sørg under alle omstændigheder for, at det, der skrives om samtalen, er så præcist som muligt.

Sørg for at følge op

MUS slutter ikke, når du og din leder forlader mødelokalet, eller når I har skrevet planen under. Sammen med lederen har du ansvaret for at følge op og overholde de aftaler, I har indgået.

 

Powered by Labrador CMS