Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Min favoritlærer

Jeg sendte ham en fødselsdagshilsen, hvor jeg forsøgte at skrive, hvilken betydning han har haft for mig. Det var ikke nemt at gøre kort.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var i folkeskolen tilbage i 1980'erne. Med stort krøllet hår og i spraglet tøj, der sikkert også var godt krøllet, kom jeg i »overbygningen«. Sådan hed det, når man kom i 8. klasse dengang på min egen skole.

På Danmarksgade Skole var det. Det var i Holstebro. Midt i byen med gågaden og Giacomettis skulptur »Maren å a woun« som nærmeste nabo. Maren pegede ud i den store verden fra den ellers så trygge provinsielle stemning.

Dér i overbygningen mødte jeg et menneske, der satte sig spor. Store spor! Ikke bare små fingeraftryk, men rigtig store fodspor.

Det var ikke, fordi han sparkede os elever eller trådte os under fode. Nej, han gik til os, udfordrede os og viste os en anden verden end den, vi havde oplevet de første syv år af skolegangen.

Vi kaldte ham bestemt ikke ved fornavn. Det var hr. Hansen, men mest Mogens Hansen. Med butterfly og jakkesæt. Altid med rank ryg og klart blik. Mogens Hansen var til stede hver gang. Han havde en ydre karakter krydret af en lektor Blommes klassiske dannelse.

Men der var også noget helt andet ved ham. I klassen var vi en flok aktive medlemmer af den lokale afdeling af Unge for Fred. Vi arrangerede happenings i gågaden og påskemarch mod atomvåben. Mogens Hansen var ikke enig med os, og det fik vi tydeligt at vide. Han begyndte den ene diskussion efter den anden, og han nød det. Jeg husker tydeligt engang i 9. klasse. De 572 krydsermissiler, der skulle stilles op i Europa, var med til at »vedligeholde freden«, sagde han! Jeg røg op, væltede stolen, hoppede for at få fat i snoren til verdenskortet og rev hele Jorden ned for øjnene af Mogens Hansen. »Det kan du ikke være bekendt«, sagde jeg. »Dette er min Jord - ikke længere din, du gamle. Skal vi virkelig ikke passe på den?«

Han blev ikke sur. Smilede bare. Og jeg er sikker på, at han tænkte: »Sådan! Min undervisning har båret frugt«.

For det gjorde den. Jeg har flere eksempler på, hvordan han har præsenteret os elever for meget af det, som vi ellers ikke ville have set. Jeg har stået op og sunget »Jylland mellem tvende have« i den ene time for i den næste at sidde som en kærlighedsulykkelig elev på hans vejlederkontor og blive trøstet med ordene: »Der er ikke kun en spand fuld, men et helt land fuld - af piger«.

Mogens Hansen var ikke gammel, men det så vi elever ikke. For os var han gammel. Han så gammel og livserfaren ud. Det skyldtes hans nyresygdom. Mogens Hansen var flere gange om ugen på Centralsygehuset for at få renset sit blod. Mange livstimer er gået i selskab med det livgivende dialyseapparat.

Heldigvis fik han transplanteret en ny nyre. Det var lige før de afsluttende prøver i 10. klasse, så jeg fik ikke sluttet mit folkeskoleliv af sammen med ham.

I vinter fyldte Mogens Hansen 70 år. I den forbindelse sendte jeg ham et fødselsdagskort. Jeg forsøgte at skrive, hvilken betydning han har haft for mig. Men det var ikke nemt at gøre på et kort. For da jeg skrev, indså jeg, at han ikke bare har betydet meget for mig dengang. Mogens Hansen er den lærer, som jeg selv forsøger at være i dag. Det havde jeg ikke været bevidst om, før den dag jeg skrev fødselsdagshilsenen til ham. Den måde, han viste os elever livsmod og livsglæde på, var uovertruffen. Det har sat sig som en livsvigtig værdi for mig i dag.

Det er muligvis fornuftigt at have høje faglige mål formuleret fra kloge centrale instanser. Det er muligvis klogt at bruge tid på elevbeskrivelser, på evalueringsformer og på den ene form for konceptpædagogik efter den anden. Men møder vi ikke eleverne med noget på hjerte, og møder vi dem ikke som menneske til menneske, der sætter alt ind for at skabe glæde og livsmod, så nytter alt det andet intet!

Mogens Hansen mødte os »med vilje«. Det forsøger jeg også. At møde eleverne med livsvilje er det største, man kan gøre. Måske lyder det patetisk, men det var det, jeg fik med fra Mogens Hansen. Det er jeg ham taknemlig for. Og det har Folkeskolens artikelserie, »Min favoritlærer«, været med til at minde mig om.

»Han blev ikke sur. Smilede bare. Og jeg er sikker på, at han tænkte: 'Sådan! Min undervisning har båret frugt'«.