Aktuelle tekster til dine elever

Få en spritny skønlitterær tekst ind i din mailboks hver mandag morgen klokken seks, gratis. Den kan være skrevet af Per Vers, Dy Plambeck, Louis Jensen… Det ved du først, når du åbner din mailboks.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gratis tekster til folket! Sådan lyder sloganet på et såkaldt e-mailprojekt, som litteraterne Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen står bag.

De har oprettet en hjemmesiden hvermandag.dk hvor du kan skrive dig på som abonnement - så vil du automatisk få en skønlitterær tekst ind i mailboksen. Hver mandag. Ganske gratis.

Projektet er finansieret via en såkaldt crowdfund-kampagne, som initiativtagerne gennemførte efteråret 2014.

En poetisk helle i informationsstrømmen

"Hvermandag.dk fungerer i princippet, som når man abonnerer på nyhedsbreve pr. mail. Men leverancen fra hvermandag.dk er litteratur. Betragt det gerne som et poetisk helle midt i informationsstrømmen", udtaler Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen i en pressemeddelelse.

"Det er vores håb og formodning, at også mennesker, der ikke ellers støder på ny, dansk litteratur på denne måde kan stifte bekendtskab med den", tilføjer de.


"Også undervisere kan formentlig få gavn af ordningen. Hvis man gerne vil præsentere eleverne for aktuel, dansk litteratur, er det oplagt med Hvermandag.dk-tekster. De fås ikke mere aktuelle".

Teksterne er på maximalt 1000 ord, og de har ikke været udgivet andre steder før. P.t. modtager 2.400 litteraturelskere en tekst. Hver mandag.

Klik på linket under Ekstra til højre for artiklen, så kommer du frem til hjemmesiden, hvor du kan skrive dig på maillisten.

Læs mere