Debat

Stor betydning for arbejdsmiljøet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforenings tillidsmænd i Vestsjællands Lærerkreds, kreds 53, ser med stor alvor på voldssagen på Ruds-Vedby Skole. Vi er af den opfattelse, at der her er tale om en principiel sag, hvis afgørelse har stor betydning for lærernes arbejdsmiljø.

Vi står uforstående over for kommunalbestyrelsen i Dianalunds beslutninger, der med et pennestrøg bringer lærergerningen fra en ellers acceptabel situation ud i en situation, hvor utryghed er dominerende. Kommunalbestyrelsens udmelding kan kun opfattes som en accept af vold fra skolens elevklientel - en udmelding, der personalepolitisk er i klar modstrid med intentionerne i kommunernes arbejde med en fornyelse af samarbejdsrelationerne, der blandt andet gennem et forbedret og udviklende samarbejde skal sikre et godt arbejdsmiljø.

Vi mener, at ledelsen på Ruds-Vedby Skole handlede med stor konduite, da den resolut lavede aftaler med kommunens anden skole om anbringelse af den problematiske elev. Utåleligt må det være for enhver ledelse at blive desavoueret af arbejdsgiveren - specielt hvor der er tale om ømtålelige afgørelser.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Selv skolebestyrelsens formand har udtrykt sin undren over kommunalbestyrelsens beslutninger.

Tillidsmændene i kreds 53 vil hermed tilkendegive deres sympati og støtte til lærerne og ledelsen på Ruds-Vedby Skole.

På tillidsmændenes vegne

Peter Madsen

Munkesøskolen