Fælles Mål i dansk på Undervisningsministeriets såkaldte vidensportal på emu.dk.

Dansklærere: Man kan da ikke måle dannelse

De nye Fælles Mål er så fikseret på målbarhed, at det går ud over elevernes sociale og personlige dannelse, mener dansklærere ifølge en ny undersøgelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det stærke fokus på målbarhed í de nye, forenklede Fælles Mål kan ikke forenes med den dannelsesdimension, der kendetegner danskfaget. Det påpeger dansklærere i en evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut.

Omkring 500 skoler har siden august 2014 testet de nye Fælles Mål i et særligt udviklingsprogram, og det er erfaringerne herfra, der nu er blevet evalueret. Rapporten har titlen "Undersøgelse af læreres og forældres forståelse af forenklede Fælles Mål".

Og de dansklærere, evalueringsholdet har talt med, oplever altså, at dannelsesaspektet risikerer at blive presset ud af klasselokalet af den nye, skærpede måltænkning i Fælles Mål.

"Og der vil det være synd, hvis man går alt for meget op i mål, så det menneskelige forsvinder. Hvor det bliver for målbart, det hele. Så det er den balancegang, vi som lærere må holde fast i", udtaler en lærer således i evalueringsrapporten. 

Første erfaringer med nye Fælles Mål: Forenkling, men også forvirring

Dannelse en del af danskfaget

Evalueringen anfører, at "lærerne er enige om, at man ikke kan adskille læring og dannelse, og at der altid er et dannelsesaspekt knyttet til de danskfaglige kompetencer".

"Lærerne vurderer", står der videre i rapporten, "at de kompetencer og den læring, der følger af at indgå i et læringsfællesskab i skolen, ikke må tabes af syne i arbejdet med målstyret læring. De oplever, at disse kompetencer handler om dannelse, og dette perspektiv er det ifølge lærerne vigtigt at holde fast i".

Fælles Mål individualiserer undervisningen

"Lærerne efterlyser derfor et større fokus på læringsfællesskabet i forenklede Fælles Mål, hvor der primært er et fokus på, hvad den individuelle elev skal præstere", står der videre i rapporten.

"Lærerne nævner dog, at nogle videns- og færdighedsområder rummer dannelsesorienterede og fællesskabsorienterede elementer, fx inden for videns- og færdighedsområderne Krop og drama og Dialog, med videns- og færdighedsmålsformuleringerne 'Eleven kan analysere eget og andres kropssprog' og 'Eleven kan deltage aktivt, åbent og analytisk i dialog'".

Fælles Mål giver overblik

Evalueringen konkluderer, at "Dansklærerne er overvejende tilfredse med opbygningen af forenklede Fælles Mål for dansk, og de oplever, at strukturen giver dem et overblik i deres arbejde. Særligt når de overdrager eller modtager en klasse, er det enkelt at få overblik over, hvilke områder i forenklede Fælles Mål der er dækket, og hvilke klassen mangler at komme omkring".

Ministeriet: Op til læreren at bestemme rækkefølgen

Uklare danskfaglige begreber

Og videre i rapporten: "Lærerne opfatter i nogle tilfælde de danskfaglige begreber i forenklede Fælles Mål som uklare, og dette kan ifølge lærerne gøre det svært at navigere i forenklede Fælles Mål. Lærerne er tilfredse med opmærksomhedsområderne i forenklede Fælles Mål for dansk, fordi de udtrykker, hvilke områder man skal have særligt fokus på på forskellige klassetrin".

Fælles Mål presser dannelsen ud

Og altså: "Dansklærerne ser dannelsesdimensionen som mindre fremtrædende i forenklede Fælles Mål end i Fælles Mål 2009. Dette hænger blandt andet sammen med, at de ikke opfatter forenklede Fælles Måls fokus på målbarhed som foreneligt med dannelse".

"Lærerne efterlyser derfor et større fokus på læringsfællesskabet i forenklede Fælles Mål, hvor der primært er et fokus på, hvad den enkelte elev skal præstere".

De nye Fælles Mål træder i kraft august 2015. Læs rapporten under Ekstra til højre for denne artikel.

Læs mere

Rapport: Undersøgelse af læreres og forældresforståelse af forenklede Fælles Mål

Powered by Labrador CMS