Blog
5   751

Hvad gør vi med de triste børn?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Nogle gode råd til vores konkurrencestatsadministratorer.

Til tonerne af Anders Fogh Rasmussens krigserklæring mod dansk ”rundkredspædagogik” i 00`erne, Lars Løkke Rasmussens drøm om fine PISA-placeringer og Helle Thorning-Schmidts ideal om "den bedst uddannede generation nogensinde" har vi i Danmark vedtaget en række meget instrumentelt designede reformer på skole- og uddannelsesområdet. Kodeordene i disse har været evidens og vækst: Vi skal gøre det, som mere eller mindre tilfældigt udvalgte internationale ”evidensguruer” siger, der er evidens for, og målet med det hele er at skabe vækst. Reformen af læreruddannelsen skal eksempelvis styrke de lærerstuderendes kompetente udførelse af evidensinformeret læringsfacilitering, og skolereformen fra 2013 skal sikre at børnene kan klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Næsten alle Folketingets partier synes, at det lyder rigtig fint med dygtige og arbejdsmarkedsparate børn, og selv Danmarks Lærerforening støtter op om hovedlinjerne, og har endda kritiseret partierne bag folkeskolereformen for ikke at følge de ”rigtige” vækstfremmende evidensguruer (især Hattie) nok.

Artiklen fortsætter under banneret

Af en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fremgår det, at de danske skoleelever, og især pigerne, får det dårligere og dårligere. De udtrykker dertil – i følge flere af de psykologer, der har kommenteret på undersøgelsen – at de oplever et stort pres fra det omgivne samfund (skole, forældre, medier, venner), og mange oplever, at det altid ikke er en dans på roser at blive til en konkurrencedygtig og vækstskabende genstand. Endnu værre ser det ud for mange af de såkaldt inkluderede børn, og en (også) nylig undersøgelse fra Landsforeningen Autisme viser, at hver tredje af de adspurgte slet ikke kan holde ud at gå i skole. Sluttelig står det tydeligt for enhver, at det nok ikke er helt tilfældigt, at friskoler landet over melder om stor succes og lange ventelister.

Noget kunne tyde på, at danske børn – på trods af flere politiske tiltag i retning af tingsliggørelse – stadig føler et behov for at være mennesker. De vil tilsyneladende ikke være ”psykiske systemer”, der skal kommunikeres målstyret med, således at den rette omstillingsparate læring kan forekomme. Det er næsten som at se filmen ”The Matrix”, hvor en modstandsbevægelse forsøger at bryde ud af en kunstig tilværelse som genstand for et altdominerende, dystopisk system.

De triste børn stiller konkurrencestatsskolen i et potentielt dilemma: Hvordan kan man være effektiv, omstillingsparat og vækstfremmende, hvis man bliver trist, ulykkelig eller deprimeret af det, der skal gøre én effektiv, omstillingsparat og vækstfremmende? Og endnu værre: Hvis for mange af børnene – som i flere af de lande, vi har ladet os inspirere af – bryder helt sammen i teenagealderen, begår selvmord eller kaster sig ud i et skoleskyderi, hvad så? Jo, det ville nok ikke bidrage til en øget vækst. Heldigvis forudså man dette allerede under arbejdet med den seneste skolereform, og derfor er det en af reformens målsætninger at de danske elever skal ”trives”. Desværre har problemet vist sig noget hurtigere end ventet, og nu må vi så – oven i alle de andre problemer – derfor tage stilling til, hvordan vi skal øge trivslen (der jo ellers tidligere har været den danske folkeskoles varemærke). I undersøgelsen fra Institut for Folkesundhed står der, at ” Siden 2010 er der i næsten alle grupper sket en stigning i andel af elever, som oplever at være ked af det.” Skolelederforeningen har i en kommentar til undersøgelsen peget på, at det hele nok skal blive meget bedre om få år, når strukturændringer og reform er endeligt implementerede. Heri tager foreningen dog helt fejl, idet hele den politisk-økonomiske tænkning, begge dele kommer af, netop indebærer en ide om den ”uendelige reform”, altså et konstant dynamisk og foranderligt samfund, der ingen rødder eller faste institutioner har, men kun består af indlært omstillingsparathed og lærende organisationer. I almindelighed nytter det i øvrigt sjældent at bekæmpe ild med ild.

Hvad gør vi? Jo, vi behøver ikke spilde tid på at føre en etisk diskussion om det gode liv og den slags pjat, for etik spiller ikke længere en rolle i vores skolepolitik, der jo som bekendt alene handler om evidens og vækst. Sådan er det jo. I sig selv er det i det etikløse samfund egentlig slet ikke et problem, at børn har det forfærdeligt, problemet er derimod, at mistrivsel kan skade læringen og dermed væksten. En løsning på trivselsproblemet kunne være at indføre automatisk medicinering med lykkepiller eller tilsvarende psykofarmaka (lidt som med Ritalinen, bare i endnu større skala), således at alle danske skolebørn får lov til at opleve en herlig skolegang med masser af evidensbaseret og målstyret læring. Løsningen er ikke billig (dog er den klart billigere end ansættelsen af flere nærværende voksne), men den kan hurtigt give et fornuftigt afkast: For det første vil medicinalindustrien få en fest (som med Ritalinen, bare i endnu større skala) og for det andet vil vi som samfund kunne maksimere den vækstfremmende indlæring i skolerne. Mere vækst, flere i arbejde, flere skatteydere og mere dynamisk omstillingsparathed i samfundet! Vi kan med et nationalt medicineringsprogram (lad os da bare kalde det "lykkeprogrammet") ændre børnenes psykiske systemer på en måde, så de til slut slet ikke oplever gener herved. Hvad mere kan man ønske sig? Vigtigst er det naturligvis, at ”vores børn er den bedste aktie”, som det reformbegejstrede Socialistisk Folkeparti for nylig udtrykte det i en valgannonce.

Lyder det dystert med et gennemgribende, trivselsfremmende medicineringsprogram? Måske, men det vil virke, og det er det eneste rigtige, hvis man følger rationalet i de hidtidige reformer. Så det er bare med at komme i gang! Det er nødvendighedens politik, og vi har ikke råd til at lade være. Man kan næsten høre finansminister Bjarne Corydons hjerte banke.

Alternativt kunne vi også stilfærdigt overveje, om vi skulle kaste et kritisk blik på de seneste års skole- og uddannelsespolitik.

 

Referencer:

Institut for Folkesundhed: http://www.si-folkesundhed.dk/Forskning/Befolkningens%20sundhedstilstand/B%C3%B8rnesundhed.aspx

Landsforeningen Autismes inklusionsundersøgelse: http://www.autismeforening.dk/log/Inklusionsunders%C3%B8gelse_2015.pdf

DLF`s oprindelige ægteskab med hovedlinjerne i reformdagsordenen: http://www.dlf.org/nyheder/2012/marts/dlf-indtager-formandskabet-for-ny-nordisk-skole

Skolelederforeningens tiltro til reformen: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE7611122/Skoleledere-Om-fire-%C3%A5r-er-trivslen-bedre-hos-b%C3%B8rnene/

Om Bjarne Corydons hjerte: http://www.folkeskolen.dk/538888/corydon-folkeskolereformen-staar-mit-hjerte-naert-

 

Videre læsning om konkurrencestatens pædagogik:

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. http://da.unipress.dk/udgivelser/k/konkurrencestatens-p%C3%A6dagogik/

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt