Dette er et indlæg i skoledebatten som jeg startede på for et par år siden, men som (desværre) stadig er super-aktuelt (da det meste er skrevet for 2-3 år siden beder jeg om forladelse for forældede links etc). Indlægget kan også læses på min blog skolesnak.blogspot.com

I denne artikel: folkeskolen.dk/515443/alle-boern-kan-laere er pointen den meget sympatiske, at "vi skal have fat i de børn, der ikke kan tage i mod læring af den ene eller anden grund". Forfatteren Christina Mellerup har udviklet www.sofusmetoden.dk som er en metode til at hjælpe børn med særlige behov i skolen, et arbejde der er stort behov for, og som jeg jo også selv har knoklet med i flere år. Nå men, metoden tager udgangspunkt i at man må bygge en god relation op til eleven, før man kan komme til at arbejde med de faglige mål. Et synspunkt jeg er helt enig i, og igen et arbejde jeg kender mere end godt.

Andetsteds skriver formanden for børne- og kulturudvalget i KL Jane Findahl, at "læring er ikke længere kun noget, der sker i skolen", og at man bør "fremme motivationen til at lære noget - også inden børnene begynder i skole", og plæderer for at læring skal ses som noget der bør foregå i og omkring barnet også imens de går i vuggestue og børnehave. Igen er jeg meget enig.

I en tale sagde Jane Findahl d. 2. februar 2012 desuden, at "børn kan lære utrolig meget mens de er helt små. Og de vil også gerne!" samt at "børn skal lære i dagtilbud". Og igen er det svært at være uenig. Men samtidig dækker udtalelserne over en besynderlig præmis. De ser tilsyneladende skolen som det eneste sted der foregår læring. Men så må man stille det helt simple spørgsmål: hvor har de så lært alt det de kan når de starter i skolen? Og hermed er vi fremme ved pointen. Læring er nemlig ikke kun noget der foregår i skolen, som bl.a. Hans Henrik Knoob er inde på her kan læring også ses som "noget, der sker inde i hovedet og inde i kroppen, det er en biopsykologisk omprogrammering, en udvikling, en dannelsesproces, eller hvad man nu vil kalde det, som foregår hele tiden»

Det er ikke kun skolens læring, der stiller krav. Det samme gør frikvarterets leg. Når man leger, gør man det med udgangspunkt i mundtlige overleveringer fra andre, og det kræver meget øvelse at beherske de teknikker, som legen kræver«, siger Flemming Mouritsen. fra Syddansk Universitet her: http://www.folkeskolen.dk/63377/tag-legen-alvorligt

Nu kan man måske indvende at det er lige lovlig ordkløverisk at snakke om at læring ikke kun foregår i skolen, da den læring der henvises til ovenfor er en særlig faglig læring, som adskiller sig fra den sociale læring, som f.eks. at kunne deltage i lege og være empatisk osv, eller læring af færdigheder, som f.eks. at binde snørrebånd eller spise med kniv og gaffel. Og at det som Christina Mellerup mener med at "alle børn kan lære" er at alle børn har mulighed for at lære noget fagligt, altså at skrive bogstaver, sætte komma, lægge tal sammen etc etc., hvilket jeg da i hvert fald tror er meningen med citaterne ovenfor.

Det ændrer bare ikke ved at det et besynderligt at skulle understrege at alle børn kan lære, da det for alle burde være en så indlysende sandhed at det ikke var værd at nævne. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt et barn som ikke har lært et eller andet, om det så er at det giver mening at græde hvis man er sulten eller at asfalt gør ondt mod bar hud. Og når vi erkender det bør det egentlig mere være en nyhed hvis vi finder børn der IKKE kan lære alfabetet eller at lægge tal sammen. Jeg har set en del børn i min tid, og jeg har i hvert endnu denne opdagelse til gode

Problemet er at når det giver mening at sige at "alle børn kan lære" må det modsatte også give mening, nemlig at nogle børn IKKE kan lære, hvilket gør en hel masse ved dels det ansvar man står med som skole/lærer/pædagog osv, og ikke mindst gør det en hel masse ved de pågældende børns måde at se sig selv på. Selvfølgelig kan alle børn lære. Lad os sørge for de selv er helt sikre på det også.