Hvor kommer motivationen fra?

I mine første år som lærer arbejdede jeg på nogle forskellige spændende folkeskoler i København. Her lærte jeg mange ting, men der var noget, som jeg dengang syntes var svært at blive klogere på; Hvordan får man eleverne til at være selvmotiverede? Senere blev jeg specialskolelærer, og så blev det endnu vigtigere at få styr på motivationspsykologiens kringelkroge. Så jeg kastede mig ud i en femårig systemisk og kognitiv coachinguddannelse, og der lærte jeg blandt andet at dele motivation op i indre motivation og ydre motivation. Meget enkelt (vi lærte også andet på de fem år uddannelsen varede), men også virkningsfuldt. Indre motivation er, som læseren sikkert ved, der hvor man selv brænder for at nå sine mål.

Ydre motivation er, når andre fortæller en, hvad målene er, og hvorfor de er vigtige. Indre motivation er ofte stærkest, fordi ejerskabet til målene giver lyst til at komme i gang. Det siger næsten sig selv.

Lærerstyrede mål eller børnemagt?

Jeg tænker på al dette, fordi målstyret læring er det hotte emne for tiden. Det er alletiders, at læreren har gjort sig tanker om, hvad det egentlig handler om i timerne i dag, og at eleverne bliver indviede i dette. Det skaber fokus for både læreren og eleverne. Men alt hvad jeg har læst om emnet drejer sig om lærerens meget dominerende rolle som målsætter og målstyrer. Det mener jeg er helt galt. Vi skal have børnemagten tilbage. Eleverne skal være med til at definere og formulere målene, og de skal være med til at justere målene i processen. De skal også slutte processen med at vurdere deres egen indsats og nedskrive den læring, som de har tilegnet sig i løbet af processen. Kort fortalt, de skal involveres meget aktivt i hele forløbet, og man skal lade dem overtage styringen. Alt dette giver nemlig den indre motivation, der skal til for at komme i mål på bedst mulige måde.

Hippierne i Valby

På Freinetskolen på Valby Langgade i København har jeg haft mine børn gående i næsten 10 år. Her arbejder man med elevcentreret målstyret undervisning. Man sætter eleven i centrum i hele processen og fokuserer på de mål, som eleven selv kommer frem til. I 2015 kan det da godt lyde som noget hippiepis, men man har omkring 40 års erfaringer med det, så mon ikke der er noget at lære? Det vil jeg påstå. Sådan gør man i Valby:

Elevcentreret målsætning og målstyring

Der er tre indgangsvinkler i metoden:

1) Hver mandag morgen skriver alle børn (undtaget børnehaveklasseeleverne) deres skoleskema for den netop påbegyndte uge. De fastlægger selv hvilke fag, de vil arbejde med og hvilke praktiske værksteder, de gerne vil deltage i. Ugeplanen laves og eleverne nedfælder deres individuelle mål for hver enkelt fag. Det er tilladt at fordybe sig i et udvalgt fag i en længere periode. Lærerne holder så øje med at andre fag prioriteres i andre perioder.

2) Eleverne arbejder i små grupper sammen med andre børn på nogenlunde det samme faglige niveau som dem selv. De arbejder selvstændigt og målstyrer sammen. Lærerens går rundt blandt de selvstændigt arbejdende enheder og hjælper der, hvor det er påkrævet.

3) Hver fredag skriver børnene en såkaldt vurdering. Her beskriver de, hvad der er gået godt fagligt og socialt i løbet af deres skoleuge. De beskriver hvordan det er gået med deres mål, og de fortæller om processen hen til målet. Læreren kommenterer så skriftligt på det, som eleverne hver især har skrevet.

Hattie elsker børnemagt

Som det forhåbentlig fremgår er det elevcentrerede udgangspunkt motiverende for eleverne. Selvfølgelig er der elever, der skal vænne sig til metoden, og det er indlysende at nogle børn har svært ved at komme i gang og fokusere på deres mål. Her er både læreren og de andre elever vigtige medspillere. Vi ved fra John Hattie at elev-elev-læring er meget givende. Den er virkelig sat i system i denne metode. Desuden er børnemagten i arbejdsformen udtalt.

Efter 10 års indblik i denne form for målstyret læring har jeg set mange børn, der har lært at tage initiativ, sætte mål, vurdere egen praksis og resultater samt støtte andre børn i processen mod målene. En af mine helte, hjerneforskeren Kjeld Fredens, ville glæde sig over børnenes mulighed for at være metakognitive. En anden af mine helte, Sven Erik Nordenbo, ville glædes over at børnene får udviklet deres autonomi i denne metode. Og jeg glæder mig over det hele.

Så for mig er spørgsmålet, hvordan vi får øget børnemagten i målstyrede læring, og hvem der skal gøre det? God arbejdslyst og på gensyn.

De bedste hilsener

Casper Rongsted,

læringskonsulent og leder af projekt Verdens bedste danske skole og Nordic Schools

www.rongsted.dk