Anmeldelse Folkeskolereform
6   991

Rundt om det hele

Bogen er velskrevet og en fornøjelse at læse. Men bagefter sidder læseren tilbage med spørgsmålet: Hvor var så egentlig den store løgn? Hvad skal vi vide? Ud over det med, at mange siger noget, der så ikke bliver til virkelighed i skolen. Men hvordan hænger det sammen? Og hvem har ansvaret?

Den store løgn om uddannelse

Fakta


Titel
Den store løgn om uddannelse

Forfatter
Jacob Fuglsang

Pris
170

Sider
264

Forlag
Gyldendal

Hvad er baggrunden for folkeskolereformen – og vil reformen løse de problemer, der findes i uddannelsessystemet? Det er to af de spørgsmål, som Politikens uddannelsesredaktør, Jakob Fuglsang, tumler med i ”Den store løgn om uddannelse – et opgør med selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem”.

Artiklen fortsætter under banneret

Fuglsangs bud på, hvorfor folkeskolereformen blev som den blev, er radikalt og placerer som et af de eneste steder i bogen et ansvar: Regeringstoppen havde brug for en stærk politisk sag, siger han, og…”Dertil kommer, at Finansministeriet og KL havde brug for et projekt, som kunne begrunde nødvendigheden af at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale. Skolereformen blev på den måde et columbusæg for Finansministeriets udviklingsfilosofi”.

Sådan!

Ofte siger man, at de flere undervisningstimer i reformen blev finansieret via Lov 409, lovindgrebet i lærernes arbejdstid i 2013, som gjorde det muligt at få lærerne til at levere flere undervisningslektioner  uden at ansætte flere. Men at årsagskæden skulle gå den anden vej og reformen ligefrem blev opfundet for at danne grundlag for dette opgør, er en ny teori. Og trods alt nok for konspiratorisk. Selv om der ikke er tvivl om, at det har passet godt ind i ministeriets filosofi omkring udviklingen af mere ’fleksible’ arbejdsformer i den offentlige sektor.

På trods af sin analyse af baggrunden for reformen, er Fuglsang er ikke direkte kritisk over for lockouten, selv om han ikke mener at den skabte en god baggrund for reformen. Han mener, at lærerforeningen har fastholdt skolen i en tidslomme og modsat sig forandringer. Og han overvejer ikke, om nogle læreres skepsis over for reformen kunne handle om, at de synes, at de har svært ved at levere en ordentlig kvalitet i undervisningen med den tid, der er til rådighed til forberedelse.

Fuglsang har godt fat i væsentlige dilemmaer og modsætninger. For eksempel hvorvidt uddannelsespolitikken er baseret på tro eller viden – hvor han blandt andet fortæller historien om, hvordan forskerne bag de store internationale undersøgelser blev spændt for ministerens vogn i en pressemeddelelse, som de efterfølgende offentligt tog afstand fra.

Bogen igennem er der masser af kritik af alle dele af systemet. Der er også en rigdom af iagttagelser og små historier, som underbygger pointerne. Men de mange elementer kommer til at spænde ben for at man har flyttet sig et nyt sted hen, når man lægger bogen fra sig. For hvor var det, vi skulle hen? Hvad er helt konkret den store løgn?

Er det modsætningen mellem de mange hurraord fra politikerne og hverdagen i skolen? Er det, at mens alle siger, at de prioriterer uddannelse, er der fra 2002 til 2013 sparet på folkeskolen, som Fuglsang fremhæver i sin indledning? Det sidste er i hvert fald et grundlæggende problem, som kunne have fortjent en grundigere behandling.

Det gælder blandt andet spørgsmålet om inklusion som mulig spareøvelse, hvor forfatteren går så vidt som til at sige, at Antorini ”læner sig op ad lodret løgn”, når hun igen og igen siger, at det ikke er tilfældet. Problemer med økonomi ligger jo også bag de planløse lektiecafeer, som Fuglsang også har opdaget. Det samme gælder vikartimer, som skolerne bør minimere og sørge for får et kvalificeret indhold. Alt sammen problemer, som især handler om penge.

Uddannelsesredaktøren kan naturligvis ikke stå for fristelsen til selv at docere, hvad der vil være den rigtige løsning – ofte baseret på, at han har været på besøg på en skole, hvor netop dette fungerer eller på sine egne erfaringer. For eksempel bør skolerne indføre rullende skolestart. Børnehaveklassen skal døbes om. Læreren skal starte timen med selv at være i klasselokalet. Forældre bør egentlig ikke tage deres børn ud af skolen uden for ferierne. Men hvis de gør, skal de  så selv undervise dem – det har redaktøren nemlig gjort!

Efter hvert hovedafsnit kommer Fuglsang med forslag til, hvad de forskellige aktører kan gøre for at ændre på den virkelighed, som han netop har beskrevet. Hvad skal folketingspolitikerne, kommunalpolitikerne, lærerne og forældrene gøre? Man forstår ham godt, for Den Store Løsning er næppe lige rundt om hjørnet. Men det flimrer billedet, når man sidestiller en forælders og Antorinis muligheder for at gøre noget ved problemerne. Politikerne har altså et særligt ansvar.

Det, som er nødvendigt, kunne i vidt omfang lade sig gøre inden reformen, fremhæver Fuglsang. Det kan det stadig. Loven har vide rammer og skoleledelsen, forældrene og kommunen kunne ændre skolen i en retning, som løser problemerne, mener Jacob Fuglsang.

Der er ingen tvivl om, at Jacob Fuglsang var glad for projektet om Ny Nordisk Skole. Og det er måske baggrunden for, at hans kritik fuser lidt ud i et forslag tom, at der skal ske en kulturændring i skolen - og den skal alle parter bidrage (lige meget?) til. Det er svært at tro, at det er nok til at få den store løgn til at gå væk!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ