Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lykkens labyrint Kaskadeteatret
Gudenåvej 60, 8660 Skanderborg, telefon 7578 2033.
Instruktion: Jan Torp. Medvirkende: Rune Jørgensen, Neel Holm, Tomas Edqvist, Lisa Brand.
Tekniske krav: spillepladsbredde ti meter, -højde seks meter, -dybde fem meter, strøm: udendørs intet, indendørs 380 volt - 16 ampere. Teatret medbringer bænke til cirka 100 personer.
Aldersgruppe: Seks år og op.
Varighed: 70 minutter.
I de senere år har man ofte set cirkus eller artisteri, der lægger mere vægt på at fortælle en historie, og derfor minder mere om teater. Hos Kaskadeteatret har det fysiske udtryk og artisteriet altid spillet en afgørende rolle og gør det også i 'Lykkens Labyrint', der nærmest må betegnes som en mimeforestilling med et sprog, der består af uartikulerede lyde. Forestillingen er et billede på menneskets evolution og historiens turbulens og stilstand på samme tid. Et billede på regimer og hierarkier, der opbygges og nedbrydes i verdens naturlige hakkeorden med Gud i toppen og slaven i bunden. Ikke nødvendigvis et billede, vi skal acceptere, men vi kan måske blive enige om, at lykken er - eller føles som - en labyrint?
Hvordan formår man at fortælle dette uden ord? Opskriften er godt tænkt og ganske simpel. Fire artister udforsker et næsten seks meter højt stillads med forskellige niveauer. Der opstår et statusspil, en kamp om pladserne i stilladset, og som følge heraf hierarki, tyranni og magtkampe. En god lille finesse er, at mens artisterne drøner rundt i stilladset synger de af og til 'leg-leg-leg-leg' og så videre: Stilladset er nemlig også legepladsens klatrestativ.
'Lykkens Labyrint' er tænkt som en udendørsforestilling, og det er den bedst tjent med, alene på grund af den infernalske støj fra stilladset. Forestillingen varer 70 minutter, men efter de første tre kvarter begynder man at fokusere mere på artisteriet, fordi der ikke tilføjes noget nyt til historien. Så sker der det samme, som kan ske i en traditionel cirkusforestilling: Bænken føles hård, og man begynder at kede sig. Nummeret bliver for langt, fordi det er svært at blive ved med at være imponeret over, hvor dygtige artister de er.
Lars Vind Andersen
