Tralala-la

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tralala-la Comedievognen

Griffenfeldsgade 7A, 2200 København N, telefon 3536 6122.

Manuskript: Thomas Tidholm (oversat af Eva Mannov). Medvirkende: Nina Kareis, Eva Mannov, Jesper Dræby og Per Spangsberg. Instruktion: Maria Öller. Scenografi: Lena Hilbertsdotter. Kostumer: Tora Winther. Lysdesign/teknik: Bjarne Jørgensen. Musik: Niels Jørgensen. Aldersgruppe: 8-12 år og voksne. Varighed: 70 minutter. Tekniske krav: Kontakt Comedievognen.

'Tralala-la' er en fortælling om livets cyklus fortalt i børnelegens pludrende univers. Der er to par på scenen, der på skift agerer forældre og børn for hinanden. Alt sammen foregår, som når børn leger.

Handlingens omdrejningspunkt er det ene pars historie. De bestemmer sig først for at være børn og bestemmer sig dernæst for at være forældre, men føler hele tiden, at de ikke rigtig får lov at bestemme noget. Da de var børn, kunne de ikke få lov til at bestemme, hvordan deres mor og far skulle være. Da de var forældre, kunne de heller ikke få lov at bestemme, hvordan deres børn skulle være. Nu sidder de så og føler sig for gamle til at starte noget nyt.

En baby har længe spøgt i kulissen, hvor den er vokset som en faretruende og belurende skygge. Nu kommer den frem: overdimensioneret baby i matrostøj. Er det fortiden eller livets visdom, der spøger? Babyen forkynder, at den har været vidt omkring, og kommer derefter med moralen: 'At vi selv bestemmer, hvem vi er, hvor vi er, og hvor gamle vi er'. Sluttelig fortælles det, at Tralala-la betyder 'vi ved det allerede', og hvad skal man nu sige til det?

'Tralala-la' er skrevet af den svenske børnebogsforfatter Thomas Tidholm. Desværre virker forestillingen for lang, måske fordi moralen er for gennemskuelig, og universet, den fortælles i, er for naivt og i det hele taget for langt væk fra livets barske realiteter. Trods en helhjertet indsats fra skuespillernes side lykkedes det ikke at få mig til at leve med i børnelegen på scenen. Det var jeg, at dømme ud fra børnepublikummets rastløshed, ikke alene om.

Lars Vind Andersen

Powered by Labrador CMS