Hu hej, hvor det går

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klods Hans BaggårdTeatret

Caroline Amalie Vej 26, 5700 Svendborg, telefon 6221 4043.

Instruktion: Hans Rønne. Scenografi: Gitte Baastrup. Medvirkende: Peter Seligmann og Anette Gøl.

Aldersgruppe: 8-12 år. Pris: kroner 5.500.

Om Klods Hans er fra Fyn, ved jeg ikke, men der optræder i hvert fald to malkekoner, som taler syngende fynsk i denne version. At H.C. Andersen er fra Fyn, er der til gengæld ingen tvivl om, og at BaggårdTeatret holder til på denne ø, ja, det ved nok de fleste.

Peter Seligmann ligner en purung dreng, da han friskfyragtigt kommer ridende som Klods Hans hen ad landevejen på sin harpekasse, og han har travlt, for han skal indhente de tusinde af andre friere, som også skal op til prinsessen på slottet.

På en halv gange en halv meter levendegør han alle eventyrets personer, som skubber og maser for at komme til orde. Der er de to brødre, den ene med et mere fjollet grin end den anden. Der er den franskkyndige og fuglestemmeeksperten. Der er skue-spilleren og ikke mindst Klods Hans selv. Trods dette mylder falder de ikke ned fra harpekassen, for Klods Hans kan stå på et ben og holde balancen, og se, det er noget, prinsesser kan lide. Han får et kys lige midt på munden, og det lige så børnene rødmer og vrænger på næsen.

Prinsessen sidder helt i rødt højt på sin trone og spiller så smukt på sin harpe. Når hun synger, bliver Klods Hans så smaskforelsket, at han må gribe til bogen, hvor eventyret står skrevet, for at komme videre i fortællingen. Han læser op på bedste førsteskoleklassemaner, og snart er Klods Hans klar igen, for han er ikke lige sådan at slå af banen, som hans replik til brødrene i starten bekræfter:

'Tager hun mig, så tager hun mig, og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel'.

Forestillingen står stærkt ved sin fantastiske skuespilpræstation, og Peter Seligmann folder sig ud i en musikalsk og meget stram instruktion fra Hans Rønnes hånd.

At eventyret lever, hersker der ingen tvivl om, når man ser på det danske børneteaterrepertoire, og med denne forestilling får man oven i købet en fin musikalsk oplevelse. Lytter man til prinsessen Anette Gøls smukke stemme, så er det helt forståeligt, at Klods Hans falder på halen for hende.

Mette Stentoft

Powered by Labrador CMS