Astronaut Andreas Mogensen konstruerede en komet sammen med Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen på BigBangkonferencen i Roskilde i fredags.

Få klassens forsøg med på rumrejse

Du og din klasse kan få et forsøg med ud i rummet, når den danske astronaut Andreas Mogensen skydes derud 1. september i det russiske Sojuz-fartøj for at foretage en masse naturvidenskabelige test. Inden 1. april skal klassen have sendt sit forsøg ind, fortalte astronauten på Big Bang-konferencen i Roskilde fredag.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konstruér et forsøg med papir, gaffatape, tape, 50 ml vand eller te/kaffe, plasticposer, saks af metal, tuschpenne, stopur og velcrobånd. Send forsøget til DR og vær med i udvælgelsen af et forsøg, der bliver afprøvet i vægtløs tilstand på rumstationen.

Det er European Space Agency (Esa) og Danmarks Radio, der står bag arrangementet. (læs mere om betingelserne via link til højre for artiklen). I udfører forsøget her på Jorden, og Andreas Mogensen gentager det i rummet. Andreas Mogensen er udvalgt som astronaut af Esa - valgt mellem mange tusinder - og har været igennem en lang uddannelse for at blive klar til at deltage i rumrejsen senere i år. Rumrejsen går ud til den europæiske rumstation.

Forsker i rummet "Det er et laboratorium deroppe på rumstationen, hvor vi forsker i biologi, fysik/kemi og geografi. Alt sker uden tyngdekraften", forklarer Andreas Mogensen.

"Jeg skal for eksempel MR-scannes før og efter rumrejsen. Fordi der sker strukturelle ændringer i hjernen, når man er i rummet. Faktisk sker noget af det samme, når vi lærer at cykle. Vi kan ikke cykle, når vi bliver født, men når vi først har lært det, kan vi gøre det igen om 20 år, selv om vi ikke har cyklet i alle de mellemliggende år. Der er nemlig sket nogle strukturelle ændringer i vores hjerne".

Astronauter risikerer også at vokse op til seks-syv centimeter, mens de er i rummet. Fordi der ikke er tyngdekraft. Det er et stort problem, og betyder for eksempel, at de så ikke kan sidde i det sæde, der er specialfremstillet til dem. Derfor har de en speciel dragt på, der skal give et tryk på rygsøjlen, sådan at de ikke vokser, mens de er i rummet.På Big Bang-konferencen viste han en video af, hvordan man giver hjertemassage, når man er vægtløs. Det er ikke let (se video via link til højre for artiklen), men noget astronauterne har trænet.

Skal sove som pupper på væggen Andreas Mogensen skal være i rummet i 10 dage, og på et tidspunkt vil de være ni personer på rumstationen. Men der er kun seks skabe - kabiner - at sove i. Derfor vil tre astronauter hoppe i en sovepose, snøre armene godt ned i poserne, da armene ellers vil svinge rundt i luften - og så bliver soveposerne sat fast på væggen med velcro-bånd. Så kan de tre hænge dér som sommerfuglepupper.

En af deltagerne på rumrejsen er en operasanger, der har betalt 300 millioner kroner for rejsen. Hun er den 8. rumturist. Da Andreas Mogensen var 10 år og drømte om at blive astronaut, havde han ikke forestillet sig, at det krævede russiskkundskaber. Men alt i Sojuz står på russisk, så det har han også lært.

Han har trænet i hulesystemer på Sardinien, hvor han i 7 dage ikke så solen. Til gengæld kom han forbi floder og søer dernede i det underjordiske. Han har øvet sig i at være tre dage og nætter i minus 20 grader, fordi kapslen kan risikere at lande for eksempel i Sibirien på vej ned fra rummet. "Vi bliver trænet i at kunne klare forskellige stressfaktorer. For eksempel har jeg siddet 24 timer i en redningsbåd på havet. Det er meget kedeligt", sagde han.

Skal passe på rumskrot Konferencedeltagerne fik mulighed for at stille spørgsmål til astronauten. En spurgte, om de havde netadgang på rumstationen.

"Nej, ikke direkte. Fordi en rumturist engang havde taget et usb-stik med derud, og det betød, at hele computersystemet fik en virus".

Kan I risikere at blive ramt af rumskrot, spurgte en i salen.

"Ja, ind i mellem må vi flytte rumstationen til en anden bane for at undgå gamle satelitter og andet rumskrot. Esa arbejder på at udvikle noget, der kan rydde op i rummet. Når rumstationen skal flyttes, må alle astronauter derude tage dragter på og sætte sig i Sojuz-kapslen og vente på at skrottet er fløjet forbi", fortalte Andreas Mogensen.

Kan man besøge Esa's rumcenter i Køln, ville en lærer vide.

"Ja, hvis man laver en aftale på forhånd, kan det godt lade sig gøre. Der er også et besøgscenter i Holland", lød svaret.

Det tager rumstationen halvanden time at flyve rundt om Jorden. Så Andreas Mogensen fortalte, at man oplever 16 solopgange og -nedgange på den tid.

Powered by Labrador CMS