Anmeldelse

Helhedssyn og forklaring

Helhedssyn og forklaring

Hvis man som lærer vil forklare, hvad man gør, kommer man ikke uden om at gøre det ved hjælp af en teori

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Når teorier og forklaringer skal anvendes i forhold til en situation i virkeligheden, er der altid en konkret kontekst, der modificerer den tendens, prognose eller risiko, der kan forudsiges ud fra teorien". Med andre ord: Man bliver aldrig færdig med at undersøge.

Fakta:

Titel: Helhedssyn og forklaring

Forfatter: Morten Ejrnæs, Jens Guldager

Pris: 269 kroner

Sider: 240 sider

Type: Bog

Forlag: Akademisk Forlag

Teorier knytter sig til fænomener i livet, og man kan betragte teori som forenklede og abstrakte udsagn om sammenhængen mellem fænomenerne. Hver teori er så at sige en bid af praksis, en model af virkeligheden, som forfatterne her formulerer på et højt alment abstraktionsniveau

Bogen kommer grundigt omkring de forskellige forklaringstyper, som praktikeren kan gøre brug af: Enkle, sammensatte, funktionalistiske, strukturelle eller intentionelle/formålsbestemte forklaringer. Forfatterne har ingen opskrift, og de giver ikke absolutte kriterier for, hvilke forklaringsmåder/typer der er de rette eller relevante. De opfordrer til selvstændig analyse: Det afhænger af det givne fænomen . og må derfor altså afprøves logisk, teoretisk, empirisk/erfaringsmæssigt.

Det socialkonstruktivistiske perspektiv er gængs i pædagogiske sammenhænge i dag, og forfatterne advarer mod at ende i en slags relativistisk ligegyldighed, men stedet for, som Niels Bohr, have objektivitetsidealer, "der ikke er absolut forstået som et endeligt sandhedskriterium, hvorfor vores objektive viden altid må være foreløbig og afhængig af de anvendte begreber, undersøgelsesmetoder". Sagt med andre ord: Læreren, pædagogen, sygeplejersken, eller hvem den professionelle nu er, må kunne redegøre for sin viden og den måde, hendes viden er fremkommet på, og så i øvrigt stille den til rådighed for den evige faglige diskurs.

Bogen har et fyldigt afsnit om at analysere på flere niveauer. Det er ikke lettilgængeligt stof, men forfatterne letter læserens forståelse gennem gode eksempler.

I vores daglige arbejde skal vi kunne handle, og det forudsætter, at vi bliver bedre til at gribe og begribe, hvad der sker omkring os. Det er derfor, forfatterne vurderer, at det er nødvendigt at bruge risikoanalysen til såvel deskriptive som forklarende undersøgelser, hvor man også kan afdække de underliggende produktive og sammenhængende mønstre.

Bogens samfundsvidenskabelige afsæt farver dens ambition om at give inspiration til at beskrive, forstå og forklare - og gøre det gennem metodologisk-analytiske, bevidste valg, og forfatterne argumenterer godt for deres valg.

Jeg vil anbefale bogen til lærere, som ønsker udfordring til deres egen videnskabsteoretiske tilgang til arbejdet, undervisningen. Som professionel aktør i en pædagogisk sammenhæng er det vores intention at skabe forandring: Eleverne skal lære og dannes i samspil med andre mennesker. Viden om præmisserne for ens pædagogiske set-up og egen forforståelse af eleverne er udgangspunktet for, at man kan træffe relevante valg.