Uskolet

10 punkter: Sådan kommer vi elevernes kropsforskrækkelse 
til livs

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn lider af stigende kropsforskrækkelse. Vi hører det hele tiden, og påstanden bakkes op af opgørelser over skoleelevers henvendelser til forskellige rådgivningscentre og børnetelefoner.

Her kommer ti punkter, der kan hjælpe til at få udryddet elevernes kropsforskrækkelse:

1. Luk internettet.

2. Bekæmp den menneskelige naturs tilbøjelighed til altid at sammenligne sig med andre.

3. Begræns adgangen til dameblade, mandeblade, ungdomsblade. Alle blade med billeder i. Også busreklamer. Og dem ved stoppestederne, her burde kun være ting fra kommu-nen, bibliotekets åbningstider, præ­dikantlisten fra kirken, sådan noget.

4. Aflys puberteten. I forvejen alt for besværlig.

5. Information og oplysning. Mere af det. Lidt op ad bakke, denne her, men vi bliver nødt til at have en oplysningskampagne, andet kan ikke forsvares, det hører sig til. Hvad skal vi ellers gøre? Noget om, at vi alle sammen er forskellige, den slags. Måske ministeriet vil spæde lidt til.

6. Omlæg faget idræt til fjernundervisning, så eleverne kan få det overstået hjemmefra. Og bade for sig selv.

7. Seksualundervisning. Mere af det. Jævnfør dog punkt 5.

8. Gør op med den vestlige verdens skønhedsideal.

9. Og resten af verdens skønhedsidealer.

10. Hvordan vi kommer elevernes kropsforskrækkelse til livs? Start med at bruge et mindre tåbeligt ord. Prøv for eksempel at kalde det almindelig generthed.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.