Vores ret til at tale og skrive frit, ødelægges hurtigt da fornuften og respekten ikke medfølger! Ytringsfriheden er ikke til for at majoriteten skal forhåne minoriteten. Det her er ikke en indskrænkelse af vore ytringsfrihed, men nærmere almindelig høflighed. 

En af de ting den danske folkeskolen er med til, er børn og unges almene opdragelse. Helt fra de er unge lærer de at snakke pænt til hinanden og ikke provokere hinanden, så der ikke opstår slagsmål eller uvenskaber. De lærer at respektere hinandens syn på tingene og acceptere de uenigheder og stridigheder mellem dem. Skulle der opstår dårlig opførsel, i form af hån eller provokationer af hinanden, så har skolen heldighvis diverse kampagner herunder antimobningskampagner. Selvom Mathias er fed, er det ikke okay at kalde ham for fed og grimme ord, på trods af, at man har retten til at sige det, er man også forpligtet på respekten og medfølelsen.  

Hvor bliver den opdragelse af når man bliver voksen? Hvor er fornuften og mange års opdragelse. Den er forsvundet, fordi ytringsfriheden ikke har grænser og forhånelser ophøjes over respekten mellem mennesker. Sådan må det simelthen ikke ende med, da vi skal holde fast i vore medmenneskelighed. Vi skal passe på med at håne og nedgøre folk og deres syn på tilværelsen. 

Jeg kan simpelthen ikke forstå vigtigheden i de ondskabsfulde, respektløse og latterliggørende handlinger i ytringsfrihedens navn. Denne form for ytringsfrihed burde ikke eksistere, da det af alle tænklige årsager skader mere end det gavner samfundet. Det er unødvendig provokation, der retfærdiggøres i ytringsfrihedens navn. Demokratiet og ytringsfriheden indebære ikke blot retten til at udtale sig frit, men også respekten og forståelsen følger også med i disse værdier, eller har man virkelig valgt at se bort fra dem. Vi er stadig forpligtiget at tænke os om, trods ytringsfriheden. Den gensidige respekt giver plads til vore forskelligheder i samfundet. Det er retten til at være forskellige, uden forhånelser der gør os frie.  

Vores medmenneskelighed bør måles gennem vores evne til at skelne mellem konstruktiv kritik og nedgørende hån. Kan det virkelig være rigtigt at forhånelse spiller en større rolle end respekten for det enkelte menneske og et fredeligt sameksistens. 

Det er forkert at hævde at det er en del at vore frihedskamp omkring værdier. For sådan en kamp skal ikke være gennem forhånelse og nedgørelse af andres syn på tilværelsen. Der er ingen grund til at såre religiøse mindretal i samfundet blot man har retten til det. Den uhøflige tone skader ikke blot samfundet men også integrationen. Man skal være naiv for at tro at det gavner integrationen, at forhåne det andre har kært. For slet ikke at snakke om konsekvensen i udlandet efter disse fornærmelser og provokationer. 

Vi skal bevare vore medmenneskelighed, så vi ikke er med til at nedværdige og fornærme en gruppe i samfundet, for derefter at hævde at det er for at værne om ytringsfriheden. 

Hassan A.K. Sabri