Debat
4   416

Sudbury-skoler - Læringsmiljøer uden tvang

Som uddannet skolelærer med bachelor i motivation blev jeg meget interesseret første gang, jeg stiftede bekendtskab med Sudbury-pædagogikken og den danske Sudbury-skole, “Roskilde Sudbury Skole" (før kaldet “Den Demokratiske Skole”). Skolen bygger på en uddannelsesfilosofi først udviklet af Sudbury Valley School i USA i 1968, hvor hver studerende har ansvaret for sin egen uddannelse samt friheden til at bruge sin tid på skolen, som han/hun vil. Der er ingen obligatoriske lektioner, eksamener, lektier, skemaer, karakterer eller andet, som man normalt forbinder med en skole. Filosofien er inspireret af Summerhill-skolen i England fra 1921, og der findes i dag over 50 Sudbury-skoler verden over. Til trods for at dansk lovgivning ikke tillader skolen at blive drevet fuldstændig efter den oprindeligt tiltænkte filosofi, kommer den tæt på, og jeg havde, ligesom alle andre jeg diskuterede skolen med, mange spørgsmål. Efter halvandet år som ansat på skolen, føler jeg mig nu bedre i stand til at besvare disse...

 

Hvis børn får så meget frihed, opstår der så ikke kaos?

Artiklen fortsætter under banneret

Skolen er bygget op således at ens frihed kun begrænses, hvis man begrænser andres frihed. Strukturen holdes igennem skolens mange fælles regler og procedurer som for eksempel; man må ikke udøve vold, man skal rydde op efter sig selv, man må ikke gå med sko indendørs osv. Brud på skolens regler behandles hver dag af et specielt udvalg, bestående af både børn og voksne. Reglerne udvikler sig og finpudses konstant, da alle har mulighed for at stille forslag, og argumentere for, at en regel ændres, en ny regel laves eller en gammel slettes, hvis ikke den giver mening eller fungerer optimalt. Dette foregår igennem Skolemødet, som er den højeste autoritet på skolen. Skolemødet består af alle ansatte og børn, der går på skolen, som hver især har én stemme og har mulighed for at engagere sig og få indflydelse på alle aspekter af skolen, ligemeget om man er 6 eller 16 år. Man eksisterer som barn i et miljø, hvor man har mulighed for at få ting til at ske igennem et logisk og gennemsigtigt system bestående af meget velformulerede og velovervejede regler og procedurer. Man kan for eksempel starte en forening, søge om penge til forskellige aktiviteter, starte et matematikhold, håndhæve skolens regler og løse konflikter i Retsudvalget, arrangere en tur ud af huset osv. - kun fantasien (og skolens fælles regler) sætter grænser. Alle har indflydelse, og der opstår derfor et ejerskab og et ansvar for skolen hos hver person. Denne faste, trygge og tydelige struktur, samt det ansvar og ejerskab de studerende får, er grundlaget for, at friheden omkring strukturen kan fungere, og der opstår på denne måde ikke kaos.

 

Hvis der ikke er obligatoriske lektioner eller nogen form for styret læring, hvad foregår der så på en helt normal dag?

På en helt normal dag foregår der mange forskellige ting, da hver person har hver sin dagsorden. Én ting er sikker - alle er fuldt indre motiveret. Vil man opleve psykologen Mihaly Csikszentmihalyis berømte begreb “flow” i aktion, så skal man tage en tur rundt på skolen og bare observere; børn der leger, spiller, læser, skriver, tegner, maler, holder møder, laver mad, arbejder med træ, programmerer, debatterer, spiller musik osv. Alle på kryds og på tværs af alder og køn. Opstår der for et barn tidspunkter af kedsomhed, går der ikke lang tid før barnet igen inspireres, enten af sig selv eller af en anden, og er dermed igen fuldt fordybet i aktivitet. Tid er en faktor som er næsten ikke-eksisterende på skolen, da alle er fuldt fokuseret og opslugte af det, de laver samtidig med, at der ingen klokker eller autoriteter er til at rive én ud af sin fordybelse.

På skolen er der frihed til at bruge sin tid, som det passer én. Frihed til at finde sig selv og udleve de passioner man har fuldt ud uden pres udefra. Frihed til autentisk at opdage hvad ens egentlige behov er, da ingen udgiver sig for at vide, hvad der er vigtigt for andre. Frihed dagen lang til at interagere, opfinde, lege, inspirere, blive inspireret, arrangere, skabe og derigennem lære i dybden frem for i bredden.

 

Hvordan får børnene lært det, de skal lære?

Her bliver man nødt til at gå lidt i dybden og filosofere nærmere over, hvad “det de skal lære” egentlig er? Da man nemt kan tro, at en god skole er en skole, som lærer børn det som politikere og såkaldte “eksperter” er blevet enige om er vigtigt for alle børn at lære igennem folkeskolens læseplan, “Fælles Mål”. Men hvorfor er deres holdninger mere rigtige end andres? Hvorfor er det lige præcis, at man skal lære at lave en collage i billedkunst i 4. klasse, læse Johannes V. Jensen tekster i dansk i 7. klasse og lære atletik i idræt i 9.? Stiller man sig kritisk overfor disse ting, går der ikke lang tid før hele folkeskolens læseplan falder sammen. For hvordan er noget mere vigtigt at lære end andet, når vi taler helt basal viden? Ud af alt den viden der findes i verden, lærer man i skolen kun en minutiøs del, men hvorfor skal man lære lige præcis den del? Ingen ved, hvis man nu skal være helt ærlig, hvad der er bedst for et barn at lære, da ingen kender fremtiden, og ved hvad vigtig viden er om 10-20 år, når barnet skal ud på arbejdsmarkedet. Det kunne ligeså godt lære kinesisk og kodning som det kunne lære tysk og titrering, men det gør det ikke - det lærer tysk og titrering i skolen, for det har nogle “eksperter” bestemt.

For hvad er vigtigt for et barn at lære? Du har din holdning, jeg har min holdning, historielæreren, kunstneren, entreprenøren, psykologiprofessoren, politikeren, matematikeren osv. har hver deres. Ansatte på en Sudbury-skole vælger ikke en anderledes læseplan for de studerende eller mener, at de ved bedre, hvad de studerende har godt af at lære. I stedet lader de den studerende selv styre, hvad der rent fagligt, socialt og personligt er vigtigt for ham eller hende, og tilbyder alt den hjælp og vejledning, der er brug for i et trygt og stimulerende miljø, hvor der er mulighed for at lære alt, hvad man vil. De studerende på skolen får ikke nødvendigvis lært alt det, som vores “eksperter”, er blevet enige om er vigtigt at lære såsom kongerækken og hovedstaden i Letland, men de lærer så meget andet relevant for dem og deres liv. Vigtigst af alt får man på skolen stimuleret evnen til at problemløse, fordybe sig, komme i flow og fokusere alt sin mentale energi på én ting og ikke andet. Besidder man disse evner, kan man lære sig selv hvad som helst. Dette kan fungere i et miljø med uanede mængder af uforstyrret tid til at fokusere udelukkende på de aktiviteter, man selv er interesseret i. Et sådan miljø giver oven i købet glade børn, der bibeholder deres gode forhold til at lære, da de kan se meningen i alt, hvad de gør i skolen. De bliver klogere på deres egne individuelle talenter, og hvad de vil med deres liv. De bliver bedre til at lytte til sig selv frem for til andres forventninger og får en uigennemtrængelig tro på sig selv.

Hvis et læringsmiljø får disse ting frem i børn, behøver vi ikke bekymre os om de får lært, “det de skal lære”.

 

Spiller børnene så ikke bare computerspil og leger dagen lang?

Et svar er; nej, de laver en bred vifte af læringsrige aktiviteter. Et andet svar er; det kan godt være, men er dette nødvendigvis en dårlig ting?

En udbredt opfattelse af leg inden for skoleverdenen er, at leg og læring er to vidt forskellige ting, hvor læring har klart højere prioritet og status - leg står i kontrast til “seriøst arbejde”, er ikke ligeså vigtigt og er i nogles øjne spild af tid. Det interessante er at leg er børns indbyggede evne til at eksperimentere og få styr på deres egen mentale og fysiske verden. Leg er barnets naturlige måde at lære på - det har bare, i nogle kredse, fået et dårligt ry. Som psykolog og forsker Peter Gray siger:

“Perhaps play would be more respected if we called it something like “self-motivated practice of life skills“.

Børn er biologisk bygget til at lege. Det er denne måde børn har lært på lige siden, de blev født. De prøver sig frem, tester virkeligheden og tilegner sig derigennem alle vigtige egenskaber såsom at gå, at tale, sociale kompetencer, problemløsning, forsinket tilfredstillelse, forhandling, planlægning osv.

 

På lærer-seminariet blev vi bedt om at kigge på aktiviteter med fagbriller og reflektere over, hvad eleven fik ud af denne aktivitet i de minutter, som den nu stod på. I en aktivitet hvor børnene fx skulle interviewe hinanden på engelsk, ville de få stimuleret følgende: skrivning, læsning, udtale, lytteevner, ordforråd, sociale kompetencer, forhandling osv. Kigger man med disse selvsamme briller, kan man nemt anskue helt mundæne hverdagsaktiviteter, som man ikke nødvendigvis sætter i forbindelse med skole og læring, og man vil opdage ligeså mange gode og “dannende” kundskaber, der trænes. I en aktivitet som at spille computerspil (som mange stadigvæk ser som spild af tid) er der mulighed for at træne områder såsom logik, sprog/fremmedsprog, læsning, skrivning, kodning, kreativitet, generelle computerevner, hukommelsestræning, problemløsning, samarbejde, ledelse og en masse andet.

Så har man in mente, at leg er læring og helt essentiel for et barns udvikling, og at computerspil kan træne en bred vifte af vigtige egenskaber, så er et mere direkte svar på ovenstående spørgsmål;

ja, nogle børn kan finde på - i perioder - at spille computerspil og lege dagen lang på samme måde, som andre børn kan finde på at lave andre ligeså læringsrige aktiviteter dagen lang.

 

Skal børn ikke trænes i at gøre ting, de ikke har lyst til, fordi det kommer de til, når de skal ud i den virkelige verden?

Livet er fuld af ting, man ikke har lyst til, men som man alligevel gør, fordi man oprigtigt kan se at de er nødvendige at gøre; tage opvasken, betale regninger, stå tidligt op og tage på arbejde, gå tur med hunden osv. Børn skal nok støde ind i en masse ting igennem livet, som de er nødt til at gøre, da det er nødvendigt for at fungere i verden. Men når vi taler om læring, er der negative bivirkninger ved at presse og tvinge; barnet lærer dårligt på denne måde, og sandsynligheden for at barnet får et dårligt forhold til det der presses til er stor, selvom det der laves egentlig er interessant og sjovt i sig selv.

Kigger vi voksne på os selv, er det tydeligt, at vi gør de ting vi gør, enten fordi de er interessante og sjove, eller fordi vi oprigtigt kan se, at de skal gøres for at komme hen, hvor vi godt vil hen - også selvom de ikke er interessante eller sjove. På samme måde skal et barn nok få ting gjort, som det ikke har lyst til, så længe de ting giver mening for barnet at gøre.

Og hvis meningen med at gå i skole er at lave en hel masse, man ikke har lyst til og som ikke giver mening for én, så man kan lære, at man ude i fremtiden kommer til at lave en hel masse, man ikke har lyst til, så burde vi have lidt højere tanker om skolens funktion.

 

Hvad lærer børnene af? Skal de ikke have hældt noget viden ind i hovedet? Hvordan får de input?

De inspireres af alle de andre børn i forskellige aldre på skolen, voksne på skolen, børn fra deres liv uden for skolen, voksne fra deres liv uden for skolen, internettet, bøger, aviser, spil, film, TV osv. Viden, ideer, åbenbaringer, kundskaber, erfaringer deles hele tiden på skolen. Der foregår en konstant, organisk videndelingsproces, hvor alle inspirerer og inspireres af alle - fuldstændig som når man selv inspireres af andre. Der er ingen grund til at have en “børneekspert” med en dagsorden til at præsentere “den rigtige” viden for et barn. Den “rigtige” viden for barnet finder han/hun helt selv, da barnet lever i et samfund med andre mennesker, har en medfødt nysgerrighed for at lære mere om verden omkring sig og er et museklik væk fra hele verdens information.

 

Fungerer denne slags skoler ikke kun, for børn fra velstillede og veluddannede familier?

De forældre der vælger denne slags skole har selvfølgelig gjort nogle tanker om deres skolevalg, men de kommer fra alle mulige sociale lag. Skolen kan, som andre skoler, ikke på magisk vis udligne negativ social arv, men den kan fungere for de fleste børn ligegyldigt, hvor de kommer fra eller, hvem de er, da alle på skolen eksisterer i et miljø, hvor man har samme lige muligheder som alle andre og hvor respekt, ligeværd og tillid sættes højt på dagsordenen. Det eneste det kræver er at hjemmet bakker op om barnet og filosofien. Er der tvivl på hjemmefronten, og der signaleres en mistillid til barnet om, at det ikke er i stand til at tage ansvar for sin egen uddannelse (forældrene har fx en dagsorden på barnets vegne og mener, at barnet skal i en bestemt retning, som forældrene har en idé om er bedst) samtidig med, at skolen giver barnet fuld tillid, frihed og ansvar, vil dette splitte og forvirre barnet. Men så længe man som forældre stoler på sit barn og kan tillade det at finde sig selv og sine egne mål i livet, kan skolen fungere for familier fra alle sociale lag.

 

Hvad med børn med diagnoser eller indlæringsvanskeligheder? Hvordan bliver der taget hånd om dem?

I et system hvor der ikke eksisterer tvang, og hvor lærere ikke skal manipulere børn til at lære ting, de ikke har lyst til eller ikke er klar til at lære, sænker man sandsynligheden for, at man i afmagt forsøger at finde en forklaring på, hvorfor barnet ikke lader sig hundse med sådan uden videre.

Børnene bliver ikke gjort til skyldnere og diagnosticeres næsten ikke, medmindre det er noget rigtigt alvorligt. I et miljø hvor det ikke er et krav at sidde stille det meste af tiden, er det fx ikke et problem at et barn er mere kropsligt og udfarende. Det er heller ikke et problem i et miljø, hvor der ikke er et pres eller en deadline for, hvornår man skal kunne specifikke kundskaber og vide specifikke ting - hvor der er tid og plads til at lære, hvad der er vigtigt at lære, når det er opstår naturligt og bliver vigtigt for én selv. Flere børn er fx først færdigudviklet til at lære at læse, langt senere end andre børn, men mange af disse børn bliver i den normale skole enten diagnosticeret med dysleksi eller en anden indlæringsvanskelighed, fordi de ikke har lært at læse efter 1. klasse som andre børn i klassen.

På en Sudbury-skole får børn lov til at være børn, og spektret af hvad det vil sige at være “normal” er meget bredere end i normale skoler. Mere alvorlige diagnoser som hjerneskader og lign. skal der selvfølgelig tages hånd om, og det bliver de også. Men de fleste diagnoser af børn i den normale skole er som regel bivirkninger af et unaturligt og umenneskeligt miljø.

 

Får børn lært at læse, hvis ikke man tvinger dem til det?

Den vigtigste egenskab, som de fleste ser skolen giver børn, er evnen til at kunne læse og skrive. Mange tænker, at hvis man giver et barn frihed til kun at lære, hvad det er motiveret til at lære, hvad så hvis det aldrig får lært at læse? Erfaringer fra alle Sudbury-skoler rundt omkring i verden er, at dette simpelthen ikke sker. I vores samfund er læsning et vigtigt kommunikationsredskab. Alle er indre motiveret for at udvide deres måde at kommunikere på og deltage mere fuldt ud i kulturen, og denne indre motivation resulterer i at børn lærer at læse. Det lyder helt utroligt, men hvis man sammenligner med andre kommunikationsmidler såsom at tale, så lærer et barn at tale fordi barnet er omgivet af tale og sprog - dette sker endda inden de kommer i skole. På samme måde lærer et barn at læse, fordi det bor i en kultur, hvor man konstant omgives af skriftsprog og folk, der læser og skriver. Læsning er en teknik, der er så meget nytte i, at et barn ikke behøver blive “motiveret” udefra for at ville lære at læse og skrive. På Sudbury-skoler er spørgsmålet “hvad hvis børn ikke lærer at læse?” ligeså åndsvagt som spørgsmålet “hvad hvis børn ikke lærer at tale?”.

På Sudbury-skoler lærer børn selvfølgelig ikke at læse på traditionel vis, hvor en lærer står foran en masse børn og bryder ordene ned i fonetiske elementer. I stedet er læsning en del af kulturen, ligesom evnen til at tale. Studerende på skolen lærer at læse på egen hånd ved at prøve sig frem og bruge de ressourcer de har omkring sig. Nogle gange foregår dette ved at observere, imitere og spørge andre studerende eller voksne om hjælp, men det hele er på barnets eget initiativ.

Det der ikke er på en Sudbury-skole er kravet om, at man skal lære at læse på et bestemt tidspunkt. Der er tid og plads til at udvikle sig i sit eget tempo, og børn oplever derfor heller ikke nederlag og dårlige læseoplevelser, da der ikke er pres fra skoleautoriteter. Der foregår heller ikke en konstant sammenligning med andre jævnaldrende, som godt kan læse, da børn ikke deles op i aldersdelte klasser. Af alle de tusinder af studerende der har gået på den originale Sudbury-skole, “Sudbury Valley School” fra 1968 har ikke én undgået at lære at læse, og de har aldrig afholdt en formel undervisningslektion i læsning. Dette opleves også i andre basale kundskaber såsom skrivning og basal matematik. De studerende kan simpelthen ikke undgå at lære disse fundamentale kundskaber, fordi de indser, at de har brug for at lære dem for at overleve, trives og klare sig i den kultur, de lever i.

 

Hvordan er de studerende forberedt til videre uddannelse, jobs og “den virkelige verden”?

Forskning lavet på afgangsstuderende fra Sudbury Valley School viser, at 85% fortsætter i uddannelse, og mere end 40% involverer sig i iværksætteri. Så snart man som studerende ved, hvor man vil hen, så gør man, hvad der skal til for at komme derhen, hvad det kræver, hvad der skal læres osv. Når de kommer ud i “den virkelige verden”, tilpasser de sig det nye miljø på samme måde, som vi alle tilpasser os nye miljøer. Alt nyt kræver tilvænning, men har man selv taget initiativ, og kommer man fra en skole, der fostrer omstillingsparathed samt dét at tænke selv, så er det ikke noget problem at tilpasse sig et andet miljø, om det er en anden slags skole, job eller kultur.

Man kan stille samme spørgsmål til den normale skole; for hvordan kan børn tilpasse sig en verden, hvor man skal tænke selv, tage ansvar, styre eget liv, måske styre egen virksomhed, motivere sig selv, være innovativ og kreativ, når man hver dag har fået fortalt hvor, hvordan og hvad man skal af autoriteter? Klæder den normale skole børn godt på til den virkelige verden, når de i 10 år eksisterer i et kunstigt miljø, lukket inde i aldersopdelte rum, tvangsfodret med “viden”, som andre mennesker synes er vigtig, og hvor man skal spørge om lov til at gå på toilettet?

Selvom mange børn fra Sudbury-skoler går videre i uddannelse, så er det ikke fordi, det har en højere status. Hvis man hellere vil direkte ud og arbejde, ud at rejse, starte virksomhed eller andet, så er det ligeså accepteret som videre uddannelse. Det som sættes højt er, at de studerende vælger det, som de brænder for, og som giver mening for dem.

 

Afsluttende tanker

I nu halvandet år på Roskilde Sudbury Skole har jeg mødt selvstændige, ansvarlige, ærlige, empatiske børn, der lytter til sig selv og tager hensyn til andre. Børn som ikke har fået deres nysgerrighed, kreativitet og læringslyst ødelagt. Børn som kan fordybe sig, problemløse og lære sig selv det, de sætter sig for at lære, da motivationen altid kommer indefra. Børn der ser forskellighed som en styrke og lærer af hinanden uanset alder. Børn som har en god sans for retfærdighed og kan løse konflikter bedre end de fleste voksne. Dette får man ud af et system, der giver børn tillid, frihed og ansvar.

Sudbury-skoler beviser, at begrebet “skole” kan vendes fuldstændig på hovedet, uden at man taber noget væsentligt og samtidig vinder en masse. Noget så radikalt anderledes kan virkelig fungere ligeså godt og efter min mening langt bedre end den 200 år gamle og forældede institution, vi har i dag. Det er muligt at fjerne obligatoriske lektioner, lektier, karakterer, test, elevplaner, klokker, årsplaner, tvang, stress, jag osv. og i stedet skabe læringsmiljøer med frihed, tillid, ansvar og et godt konflikthåndterings- og lovhåndhævelsessystem.

Vi har mulighed for at skabe noget langt bedre, hvis vi tør tænke ude af boksen, løsne lovgivningen inden for alternativ uddannelse og, generelt i samfundet, få et mere nuanceret syn på “læring” og “undervisning”. Sudbury-skoler inspirerer til nytænkning og til en fremtid, hvor skoler ikke længere er sur pligt men i stedet humane læringsmiljøer, der giver mening for børn - læringsmiljøer hvor indre motivation, kreativitet, læringsglæde og livsglæde holdes intakt.

 

Jacob Ditlev 2015

 

 

Roskilde Sudbury Skole link: www.RoskildeSudburySkole.dk

Sudbury Valley School link: www.sudval.org

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ