Blog
36   917

Tal nu eller ti for evigt!

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Er Danmarks Pædagogiske Oligarki og vennerne i KL parate til demokratisk samtale og tillidsfuldt samarbejde? En slags midtvejsstatus.

Hvis man som folk vil have et demokrati, må man først etablere sig en skole, og herefter vedblive med at diskutere den frit og frejdigt i al evighed.

Debatten om pædagogik, skole og uddannelse er ofte hård, og ikke sjældent ser vi, at de synspunkter der fremføres i det offentlige rum er helt og aldeles uforenelige. Dertil kan der forekomme hårde sammenligninger, barske betegnelser og kontante udsagn. Af og til sker det også, at nogle debattører pure afviser, at modparten overhovedet siger noget, der for et tænkende menneske kan være relevant. Grove sager! Her følger nogle eksempler på skoledebattens livlighed og hårdhed.

Artiklen fortsætter under banneret

Professor Per Fibæk Laursen afviste i 2012 her på folkeskolen.dk, at en række debattører havde ret i, at det var værd at diskutere om dannelsen kunne være truet pga. de igangværende reformer: ” Det ærgrer mig, at nogle af mine fagfæller har fokuseret på spørgsmålene om dannelse og evidens og kompetence og gjort dem til kernen i skoledebatten. Jeg synes, det er en pseudo-diskussion”. Altså er en række forskere, debattører og lærere – ifølge Per Fibæk Laursen – åbenbart slet ikke i stand til at tænke rationelt! I hvert fald diskuterer de noget, der slet ikke er en rigtig diskussion, og det er jo ret dumt at bruge sin tid på den slags.

Tilsvarende skrev Claus Holm, der pt. er institutleder på Århus Universitet, følgende om Løgstrups tænkning i en BUPL-publikation om en såkaldt ny nordisk pædagogik: ”I dag, i bakspejlet, ved vi bedre. Vi ved, at Løgstrups idé om tilværelsesoplysning – ikke upåvirket af den danske højskoletradition – er afløst af idéen om kompetenceudvikling gennem læring, og at pædagogernes vigtigste opgave bliver at motivere den enkelte til at få lyst til at tage ansvar for udvikling af egne kompetencer. Vi ved også, at vi ikke er havnet i et fritidssamfund, men i et stadig mere globalt konkurrencesamfund, hvor uddannelse handler om at kunne klare sig på dette samfunds foranderlige arbejdsmarked. I den forstand er vi langt væk fra skolen som et fristed – som et reservat for Løgstrups idé om oplysning af den enkelte med respekt for den enkeltes urørlighedszone. Det er forklaringen på, at der er brug for et andet og mere tidssvarende pædagogisk ideal” (Holm 2012: 21). Altså handler alle dem, der stadig inddrager Løgstrup, tilværelsesoplysning og et traditionelt dannelsesbegreb imod bedre vidende! Det påstår Claus Holm i hvert fald.

Selv Undervisningsministeriet føler sig berettiget til at afvise enhver mulig kritik af lærernes manglende forberedelsestid ved arrogant at påstå, at undervisningen bliver meget bedre i den nye folkeskole: ”Den nye folkeskole er ikke blot flere timer, men mere undervisning af højere kvalitet. Undervisningen skal i højere grad møde den enkelte elev, der hvor eleven er, og den skal varetages af kompetente lærere og pædagoger” (UVM 2014). Altså enten lyver alle de lærere, der påstår, at undervisningen er blevet dårligere, eller også har de bare misforstået alting!

Synspunkterne er ret vilde, og det er svært ikke at blive berørt af dem, hvis man føler noget for vores tradition og vores samliv i øvrigt. Men bør man ligefrem føle sig krænket? Bør man klage til en højere instans? Nej, det synes jeg ikke. Ganske vist er Per Fibæk Laursen himmelråbende ignorant overfor sine kolleger, men han er altså ikke krænkende. Han tilkendegiver et personligt synspunkt, og holder sig i interviewet sådan nogenlunde til sagen. Man kan være uenig og alt muligt, men der er ingen grund til at klage eller føle sig krænket. Endvidere behøver man bestemt heller ikke tolke hans synspunkt så firkantet, som jeg (måske lidt karikeret) har gjort i det ovenstående.

På samme vis er Claus Holm ekstremt arrogante afvisning af Løgstrup (og store dele af den vestlige tradition for pædagogik) uhyggelig og ekstremistisk, men der er altså ingen grund til at føle sig krænket eller klage, selvom han uden tvivl latterliggør en masse menneskers arbejde og holdninger. Man kan være uenig, men Claus Holm har altså ret til at mene som han gør.

Undervisningsministeriet er noget tættere på at krænke, idet rigtig mange lærere, der er dybt frustrerede over at møde uforberedte op til deres timer, kan have det rigtig svært med at læse den slags. Imidlertid bør man huske på, at ministeriet i ren og skær uvidenhed kan have handlet i god tro, og i så fald er den mest hensigtsmæssige reaktion derfor et sagligt modsvar til almen oplysning og gavn.

Som Per Fibæk Laursen, Claus Holm og Undervisningsministeriet med al tydelighed viser, er skoledebatten ofte hård og kontant. Det skal de have stor tak for! Når de skriver, som de gør, kan vi få uenighederne frem i lyset og diskutere os frem til nye forståelser og løsninger. Selv om jeg – som mange andre – bestemt føler mig hårdt ramt af de tre citater, bliver jeg nødt til at være lidt hårdhudet og kritisere dem indenfor skiven – altså ved at diskutere sagen, som den fremstår for mig som fagmand og menneske. Jeg bør derfor ikke klage til højere instanser eller på anden måde angribe dem som privatpersoner i en irrelevant kontekst (det ville nemlig være krænkende, og den slags duer altså ikke i et civiliseret samliv). Jeg må simpelthen acceptere at vi skolepolitisk er uenige, og så med næb og klør slås med de respektive modparter i den offentlige debat – til gavn for dem, mig selv og alle andre, der måtte læse med. Trods alt er jeg jo som borger i samme båd som Per Fibæk Laursen, Claus Holm og hele det dejlige Undervisningsministerium. Jeg afviser dog ikke, at man kan føle sig krænket og såret i den offentlige debat, og personligt mener jeg, at man altid bør overveje, hvad modparten mon vil føle, når vedkommende læser det, man har tænkt sig at skrive. Vi skal bestemt ikke såre og krænke hinanden bevidst (med krænkelsen som det eneste formål), og der er heller ingen grund til at målstyre en debat i retning af et vulgært sprog. Imidlertid bør vi som medborgere kunne blive enige om at give hinanden meget lang snor, og de tre ovennævnte eksempler er slet ikke i nærheden af noget, der på formsiden skal være hverken kritisabelt eller ulovligt. De er grove, arrogante og (i bedste fald) uvidende, men det skal der altså være plads til.

Som Thomas Aastrup Rømer dokumenterer i bogen Krisen i dansk pædagogik, er det desværre ikke alle, der er i stand til at agere anstændigt i den skolepolitiske debat. Rømer selv har i flere omgange været udsat for mere eller mindre officielle henvendelser, hvor toneangivende skolefolk (bl.a. Jens Rasmussen og Lars Qvortrup) har følt sig krænket eller forurettet over udsagn, der var fagligt begrundede (altså hårde, men faglige, uenigheder). Dette har bl.a. medført, at Rømer har fået lov til at smage, hvordan kaffen brygges på selveste rektors kontor (hvilket bestemt ikke er hverdag for en almindelig lektor på Århus Universitet). De fleste husker vel nok også, hvordan Rømers blog på folkeskolen.dk blev nedlagt efter klager fra folk tæt på magten.

I sagen om Erik Schmidt fra 2014 så vi også, hvordan Odense Kommune slet ikke kunne acceptere at en menig lærer var fagligt uenig med ledelsen, hvilket medførte en tjenstlig advarsel og en for folkeskolen beklagelig afsked med en respekteret og afholdt lærer. Odense Kommune har i sagen handlet helt i tråd med ånden i de løbende udmeldinger fra Skolelederforeningen, KL eller Undervisningsministeriet om vigtigheden i at lærerne holder op med al den brok og kritik, der har fulgt Lov 409 og den tilhørende skolereform. Schmidt var derfor et belejligt eksempel til skræk og advarsel.

Rømer og Schmidt kan være hårde og kontante i deres kritik, men de holder sig med engagement og samfundssind til sagen, og skal ligesom Laursen, Holm og ministeriet have ros herfor. I stedet får de dog advarsler, klager og ”evalueringer”. Fra hvem? Jo, det får de fra dem, der har formel magt og/ eller ministeriel indflydelse! Er det ikke skørt? Vi er altså som samfund nået dertil, at magthaverne og deres støtter er bange for menige lærere og lektorer, der samvittighedsfuldt passer deres job og gør deres demokratiske pligt.

Vi står altså i en skolekamp, hvor den ene side generelt ikke vil den demokratiske samtale (altså en fri og åbenhjertig samtale, hvor uenigheder mødes i det offentlige rum), og uheldigvis er det den side, der har al magten og indflydelsen.

 

Det ender galt.

 

 

 

Litteratur:

Holm, Claus (2012): ”Hvad er livsduelighed?”, I: Baumann, Allan og Holm, Claus (red): Ny nordisk pædagogik. Kbh: BUPL.

Olsen, John Villy (2012): ”Dannelse eller kompetence – en pseudodiskussion”. Interview med Per Fibæk Laursen i Folkeskolen, oktober 2012. http://www.folkeskolen.dk/517565/dannelse-eller-kompetence--en-pseudo-diskussion.

Rømer, Thomas Aastrup Rømer (2013): Krisen i dansk pædagogik – en upraktisk blog. Odense: Fjordager.

Undervisningsministeriet (2014): Den nye folkeskole - en kort guide til reformen. Kbh.: Undervisningsministeriet. http://www.uvm.dk/~/media/UVM/Filer/Folkeskolereformhjemmeside/Juni/140611%20miniguide%20reform.ashx.

Om Schmidt-sagen: www.folkeskolen.dk/548541/opfordring-til-at-tilbagekalde-advarslen-til-laerer-erik-schmidt-

Om at ytre sig frit: www.folkeskolen.dk/551096/hvad-er-du-bange-for

Undersøgelse af ytringsfriheden generelt på skoleområdet: www.folkeskolen.dk/551018/kun-hver-fjerde-laerer-toer-ytre-sig-offentligt

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ