Gode råd i cyberspace

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Cyberhus er et digitalt frirum, hvor triste danske børn anonymt kan chatte med frivillige psykologer og lærere. Men de kan også få kritik på hjemmelavet kunst eller skrive boganmeldelser i husets værkstedskælder. Det handler om at kunne læsse af og finde ud af, hvad man er god til, mener initiativtager Anni Marquard.

Hvorfor er det bygget op som et hus?

»Vi giver børnene muligheden for at gå ind i en slags digitalt klubhus og møde voksne, der sidder klar til at rådgive dem. Det er ofte lettere at tale, når man har muligheden for at være helt anonym. Cyber­hus.dk kan bruges til at lære brugerne, at det er helt normalt at møde modstand, når man er ung. Der vil altid være svære perioder i livet - og andre, hvor man slet ikke kan få armene ned«.

Hvilken type brugere har I?

»Vi har unge med teenageproblemer som kærestesorger og sexspørgsmål, men også de mere marginaliserede grupper, som kommer fra misbrugsfamilier eller er blevet udsat for seksuelt misbrug. Nogle brugere kommer tilbage, når de har fået det bedre, og skriver en opdatering inde på chatten. Det er enormt motiverende for dem, der har det svært. På den måde hjælper brugerne hinanden«.

Hvad råder I børnene til?

»Mange logger ind på Cyberhus, når livet er svært, og forsvinder, når tingene går godt igen. Og sådan skal det også være. Huset er et godt sted at starte, hvis man har svært ved at sætte ord på det, man føler. Men vi vil ikke fastholde dem og prøver så vidt muligt at henvise dem til at tale med deres lærere, når de er klar til det«.

lwn@dlf.org