Debat

Vi har ansvar for egen læring!

Vi får en uro i maven, når vi læser mediernes ensporet dækning af de lærerstuderendes vilkår på University College Lillebælt. Det er langt fra den dækkende sandhed! Vi har valgt at fortælle Jer den anden side af sagen; den side af sagen, som dækker de engagerede studerende, som går på deres drømmeuddannelse og kæmper hånd i hånd med uddannelsesinstitutionen om at gøre uddannelsens rammer bedre for alle parter.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreruddannelsen er et fantastisk studie, som er fyldt med engagerede studerende!

Vi går på en uddannelse, som er under forandring - og det har den været længe og mange gange! Men i processen undervejs har denne forandring været varetaget af kompetente og dygtige fagfolk, som gør sit bedste for at få en struktureret og professionel uddannelse, som tilgodeser de studerende på bedst mulig måde.

Vi kan ikke se bort fra kritikken af den manglende feedback, evaluering og opgave-gennemlæsninger på UCL. Det er korrekt! Lærerene har ikke fået ressourcer eller midler til dette - desværre! Men lærerenes tid skal ikke spildes og slet ikke gøres grin med! Lærerenes tid bliver bl.a. brugt på at undervise os studerende med stort engagement for at give os den bedst mulige undervisning med de ressourcer, de har til rådighed. Dette engagement viser de igennem strukturerede modulplaner, temaer, emneopgaver, rapporter og et udvalg af givende litteratur! Derudover gives der også mulighed for yderligere faglig fordybelse igennem særlige kurser og projekter - som jo er op til den enkelte elev at tage i mod og engagere sig i.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi er på UCL omringet af undervisere, som imødekommer vores krav på bedst mulig måde. Vi har flere eksempler på lærere og situationer, som har gjort det bedste for os!

Vi modtager ved hver modulafslutning en mundtlig respons, hvor vi som studerende får konstruktiv kritik og vejledning til vores faglige niveau!

Vi er unge, men voksne individer, som igennem 4 år skal suge til os af viden, erfaring og lærdom! Men, som så meget andet her i verden, bliver dette ikke serveret på et sølvfad eller guldske et forkert sted! Man er herre over egen læring og i al særdeleshed herre over sin egen indsats, fordybelse og engagement! Din uddannelse er din uddannelse, fordi du lige netop har mulighederne for at gøre den til, hvad du ønsker, at den skal være!

Vi skriver til Jer, fordi vi endnu en gang føler os trådt på i lærerfaget og på læreruddannelsen. Nu står vi frem med den anden side af historien! Vi er trætte af at have en følelse over at skulle føle os flove ved at læse til lærer. Vi vil gerne kunne sige med stolthed, at vi er hamrende stolte af at gå på en læreruddannelse, som i alle aspekter nurser os, passer på os og vil os det bedste!

En opfordring til de andre lærerstuderende: brug Jeres sparsomme tid på egen faglig fordybelse, læsning af pensum, aktiv deltagelse i timerne såvel som fremmøde til vejledninger og rådgivninger - og ønsker man en større faglig viden kan man deltage i nogle af de mange ekstra tilbud, som UCL har til de studerende!

Med venlig hilsen

Frederikke Schødts og Mia Dybdahl

2. års studerende

University College Lillebælt