Og vinderne er …

Vinderne i Folkeskolens skolesangkonkurrence er fundet. »Det virker godt, når man som læser eller lytter kan mærke, at det er børnenes eget liv, der får plads i teksten«, siger dommeren.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tobias Trier var ikke i tvivl om, hvilken af de mange hundrede indsendte vers og sange der skulle udnævnes som vinder af Folkeskolens læserkonkurrence om at skrive den bedste sang eller bare det bedste vers til sangen »Skoletid«. En sang, han skrev til bladets 125-års-jubilæum, der meget belejligt faldt sammen med Sangens År.

»Søgård Friskole ved Aabenraa har skrevet fem flotte vers, der alle sammen er meget sangbare og har fine, morsomme pointer fra skolehverdagen. Det er en gendigtning af min sang, der fungerer med vitalt sprog og er fuld af energi«, siger sangskriveren, der også har fungeret som dommer i konkurrencen.

Eleverne kan se frem til at nyde deres præmie: Et besøg af Tobias Trier og en musikerkollega, der dels vil give en koncert på skolen, dels vil indspille sangen ved hjælp af det medbragte mobile pladestudie - med forfatterne i hovedrollen.

Vinder af konkurrencen for de voksne, hvor præmien er et weekendophold på et af DLF's Sinatur-hoteller, blev lærer Mette Holm Nielsen, Dueholmskolen, Nykøbing Mors:

»Det er en meget gennemført sang, hvor hun udnytter sangen til at starte en debat, der handler om teknik i skolen og i vores liv«, siger Tobias Trier om Mette Holm Nielsens vindersang.

»Det er en god løsning at begynde, dengang oldefar var ung, og slutte engang langt ude i fremtiden. Sangen fungerer godt. Den er sangbar, passer til melodien, og den arbejder konsekvent med en idé og formår at skabe en udvikling. Det kan på sin vis virke lidt gammeldags at benytte sig af omvendt ordstilling, men det er en stil, man accepterer i en sang af denne her art«.

»Jeg er utrolig glad for at se, at min sang er blevet brugt rundt omkring i landet. Der har været gang i så meget kreativt arbejde«, siger Tobias Trier, blandt andet med henvisning til de ekstra produkter, som mange skoler havde sendt med ind i form af illustrationer, fotos fra emnearbejder, beskrivelser af, hvordan man har udnyttet den elektroniske tavle i skriveprocessen eller simpelthen har lagt klassens fremførelse af sangen på YouTube.

»Særlig rørende har det været at se vers fra specialklasser, hvor eleverne har det sværere end de fleste med at sætte ord på tingene. Når man skriver sange, håber man naturligvis, at de bliver brugt, sunget og lyttet til af folk ude i Danmark. Så stor tak til alle 200, der har deltaget i konkurrencen«.

Er du mon lidt træt og sløv?

Har din taske samlet støv?

Nu er der dømt skolestart .

hold dig fluks parat!

Giv et enkelt lille fløjt,

eller syng en sang.

Hør, hvor klokken kimer højt,

timen er i gang:

Skoletid - skoletid.

Skoletid - skoletid.

-

Første skoledag er nem:

Bare find din rygsæk frem .

Venneflokken er her skam,

gi'r dig nok et kram!

Og din lærer møder op,

fuld af energi .

Vi ta'r fat på dagens job,

så tæl ned fra 10!

Skoletid - skoletid.

Skoletid - skoletid.

-

Der er massevis af fag,

som vi knokler med hver dag .

Tag en »slapper« nu og da,

pauser må man ha'.

Husk, at dagen den er din

- det er nu, det sker.

Hvis du stikker den et grin,

får du mange fler'!

Skoletid - skoletid.

Skoletid - skoletid.

-

Når et skoleår er slut,

bli'r det alvor - absolut!

For eksamen er på vej .

tro det eller ej!

Afgangsklassen sidder klar

ved »det grønne bord«.

Trækker spørgsmål og gi'r svar

fyldt med kloge ord!

Skoletid - skoletid.

Skoletid - skoletid.

-

Skolen er et samlingssted:

Ja, kom indenfor . vær med!

Børn og voksne er i sving,

tiden går i ring!

Yderdøren står på klem,

Søgård Ringvej 1.

Den adresse er da nem,

så vi ses om lidt!

Skoletid - skoletid.

Skoletid - skoletid.

-

Eleverne fra Søgård Friskole

-

-

Dengang oldefar var ung

skoletasken ej var tung.

Viden kom fra læ'rens mund

i hver læringsstund.

Salmevers blev øvet op

det var udenad.

Når hans lærer sagde stop

spistes fedtemad.

Skoletid - skoletid

Skoletid - skoletid

-

Men i dag teknologi

på pc der finder vi

megen viden på Jubii

og det kan vi li'.

Med computer på sit bord

fyldt med fin grafik.

Læres alt på denne jord,

den gi'r overblik.

Skoletid - skoletid

Skoletid - skoletid

-

Når engang om hundred' år

skolebørn i skole går

gisne kan vi, om de får

lærdom der forslår.

Ingen lærer findes der,

kun robotter grå.

De kan kode mer' og mer'

end vi her kan spå.

Skoletid - skoletid

Skoletid - skoletid

-

Lærer Mette Holm Nielsen