Superbrugere er nøglepersoner

Superbrugerne udgør et lille netværk af naturfagslærere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire folkeskoler i Rudersdal Kommune har netop fået et legolæringscenter. Kommunen har opført de tre af dem, mens en skole selv købte sit, da den ikke kom i betragtning ved placeringen af de tre centre. Et legolæringscenter koster cirka 100.000 kroner.

Rudersdal Kommune valgte skolerne ud fra, at der var lærere, der havde lyst til at løbe arbejdet med centrene i gang, og at skolerne havde gode faciliteter til at få besøg udefra. De fire skoler skal dække hele kommunen, så andre skoler og gymnasier kan booke tid, fortæller kommunens pædagogiske udviklingskonsulent i matematik og naturfag, Nancy Fuglsang.

To naturfagslærere på hver af de fire skoler er uddannet som superbrugere og skal hjælpe de andre lærere i kommunen i gang med at bruge legolæringscentrene. Meningen er, at alle kommunens knap 7.000 elever skal have glæde af centrene.

Eleverne vil meget gerne i legolæringscentret, fortæller lærerne på Dronninggårdskolen. De oplever, at eleverne er aktive, og at materialet er let at gå til. Emnerne er mekanik, energi og programmering.

De to superbrugere Birgitte Madsen og Flemming Meyer er matematiklærere og arbejder med skolens it. De har været på kursus, hvor de selv har afprøvet nogle af mulighederne med at bygge og programmere, men derudover bruger de stadig en del tid på at sætte sig ind i materialet og vedligeholde det. Bare inden for et emne som mekanik er der omkring 25 aktiviteter, som man umiddelbart kan finde arbejdsark til, og der kommer flere til.

»Første gang kan det godt være lidt overvældende for en lærer at stå her med klassen, derfor er en af os med hver gang her i begyndelsen«, siger Birgitte Madsen.

Udviklingskonsulent Nancy Fuglsang fortæller, at superbrugerne er uddannet sammen, og ideen er, at de nu udgør et lille netværk inden for naturfagsundervisningen.

hl@dlf.org

Powered by Labrador CMS