Der skal sædvanligvis meget til før jeg går imod min lokale styrelse og hovedstyrelsen. De sidder ofte inde med en viden og et overblik, som er de færreste forundt, og har derfor mulighed for at træffe beslutninger på et bedre grundlag end jeg. Derfor lytter jeg opmærksomt når de taler. Det har jeg også gjort denne gang, men denne gang er jeg lodret uenig. Jeg er meget bevidst om, at man på generalforsamlingen vedtog, at en arbejdstidsaftale, eller manglen på en, ikke skulle være konfliktudløsende. Ikke desto mindre, er vi nu i en situation, hvor jeg mener, vi bør rykke ud af vores comfort zone. 

Jeg mener ganske enkelt ikke, at man har brugt Forhandlingsfællesskabet nok. Ifølge de oplysninger der er kommet ud, skulle der have været drama omkring forhandlingerne, fordi KL skulle have grønt lys fra Corydon til i det hele taget at forhandle. Det kunne kun ske, fordi vi havde Forhandlingsfællesskabet i ryggen. Allerede her, fornemmer vi arbejdsgivernes intentioner og manglende vilje til at forbedre forholdene for lærerne.

Det bilag til overenskomsten, som skal udgøre en sikring af lærernes arbejdsvilkår, er for tyndt. Det bygger kort og godt på det Ziegler gang på gang har udtalt - at man ønsker tillid frem for aftaler. Tillid og aftaler er ikke hinandens modsætninger. Tillid og aftaler er bundet sammen. Ingen aftaler uden tillid, og ingen tillid uden aftaler. Ziegler kan ikke ændre de to begrebers sammenhæng, bare fordi det tjener ham. De alvorligste problemer med 'det fælles papir om arbejdstid for undervisningsområderne med udgangspunkt i folkeskolen, bilag 1.1.' (man har lagt sig i selen for ikke at nævne ordet aftale) er ikke i de 15 punkter, men i indledningen til dem. Her står der blandt andet, at det er forudsat, at kommunalbestyrelsernes beslutninger om ressourcetildelingen til folkeskolen gør det muligt for lederne at leve op til de lovmæssige krav. Samtidig står der i forhandlingsprotokollen, at det fælles papir ikke tager stilling til de økonomiske virkninger af L409. Det er modsætningsfyldt, for hele problemet er jo netop, at der ikke er ressourcer til, at lærerne kan udfylde den merundervisning reformen medførte uden L409. Enderne hænger ikke sammen. 

Jeg har ikke tillid til KL. De vil ikke lave aftaler. De vil lave hensigtserklærnger uden økonomi, så de efterfølgende, som vi har set indtil nu, kan sende ansvaret videre til den enkelte kommunalbestyrelse og skoleleder, som er bundet på hænder og fødder af den økonomiske ramme KL har aftalt med Moderniseringsstyrelsen. Jeg tror ikke på, at det fælles papir vil føre til bedre muligheder for at udføre lærergerningen med værdighed. 

Det er valgår, og de ansvarlige politikere skal råbes op. Det gør vi bedst, ved at stemme nej til forhandlingsprotokollen. Hvad der så sker, må guderne vide. Jeg har de samme bekymringer som hovedstyrelsen, for vi ved ikke, hvordan en eventuel konflikt skal afsluttes, men det er tid til, at vi træder udenfor vores comfort zone, og reagerer mod det mangeårige angreb mod retten til at indgå fælles aftaler. Vi må vise Corydon og Co., hvad fagbevægelsen er skabt af. Det er tid til modstand, sammenhold og solidaritet. Jeg stemmer nej. Nej for DLF.