Blog
60   2381

Hold krudtet tørt

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.


En strejke nu risikerer at ende med en fuldbyrdelse af alt det, vores modstandere forsøgte, men ikke nåede i 2013

Mange havde utvivlsomt forventet, at jeg under alle omstændigheder, om nødvendigt som det eneste medlem af hovedstyrelsen, havde anbefalet at stemme nej til ok15. En del er skuffede over mig, nogle er vrede på mig.

Det får være. Min første forpligtelse som hovedstyrelsesmedlem er ikke at snakke medlemmerne efter munden, heller ikke dem, der almindeligvis er enige med mig. Jeg er først og fremmest forpligtet til at  tænke selv og se så langt omkring som muligt fra mit særlige udsigtspunkt.

Artiklen fortsætter under banneret

Tingene er gået stærkt på det sidste, og en del beslutninger er taget med meget kort betænkningstid. Nu har jeg haft tid til tænke situationen igennem. Her er min analyse:

Indtil for en uges tid siden var modpartens krav, at vi skrev under på det sted, hvor vi ikke ville skrive under i 13. Det var udelukket. Det har aldrig indgået som en mulighed i hovedstyrelsens overvejelser, og havde KL fastholdt den position, ville det have udløst et strejkevarsel.

Dette modpres fra vores side, øget gennem Forhandlingsfællesskabets opbakning, fik pludselig KL til at rykke i vores retning, til Corydons umådelige ærgrelse. Resultatet blev det bilag om arbejdstid, hvor KL lover bod og bedring på alle punkter.

Men som alle kan se, er der kun tale om en moralsk forpligtelse for kommunerne og skolelederne. Lever de ikke op til det lovede, kan vi ikke forfølge dem 'i byretten'. Til gengæld vil de ikke kunne løbe fra det, hvis de svigter - takket være opfølgningsdelen.

At dette ikke er et tilfredsstillende resultat for os, er indlysende. Jeg forstår udmærket dem, der har fået nok og vil strejke nu, men overvejelserne kan ikke stoppe her.  

Hvis vi vælger at gå i konflikt nu, skal vi gøre os klart, at modparten er præcis det samme trehovedede uhyre, der trampede os ned i 13. Bortset fra KL’s bestyrelse er det de samme ærekære, egenrådige, magtglade politikere, der sidder overfor os på alle poster, herunder navnlig i regeringen og i folketinget, og de er fortsat bundet af deres musketéred om at gå hele vejen. De iværksatte Danmarkshistorien største lockout ud fra en toårig plan efter 25 års tilløb, og de begik et skandaløst overgreb, som de har måtte betale dyrt for rent politisk. Chancen for, at de vil angre og trække hele svineriet (koncentreret i L409) tilbage, hvis DLF kaster sine medlemmer ud i en strejke, der ikke koster politikerne en krone, hverken økonomisk eller politisk, er – undskyld jeg siger det rent ud - lig nul.    

En konflikt vil derfor efter al sandsynlighed være et slag i den tomme luft og i værste fald ende med Moderniseringsstyrelsens våde drøm: En fuldbyrdelse af det, der ikke lykkedes dem i 2013. DLF risikerer at ligge tilbage, fældet for egen hånd, ribbet for penge og dybt splittet uden nogen opbakning i samfundet (der var jo os, der ville slås), og L409 vil være beseglet forever. Der vil i så fald gå mange, mange år, før lærerne vil være i stand til at rejse sig igen, om nogensinde.

Vælger vi derimod med et ja at tage modparten på ordet og dermed give dem tre år til at bevise, at de mener de mange smukke ord i bilaget alvorligt, kan det gå to veje:

ENTEN vil lokale aftaler pø om pø sive gennem hele folkeskolen og gradvist rette situationen op til det tålelige for lærerne. Sådan gik det efter UFØ-amokløbet i 1993, hvor vi til at begynde med skulle aflevere ugesedler over præsteret arbejde, og sådan gik det efter den bindegale afskaffelse af koblingen mellem mængden af undervisning og tiden til forberedelse i 1999, der sendte de mest undervisende lærere op på de samme lektionstal på 30+, som vi ser nu. I begge tilfælde var den politik, man havde påtvunget skolen, simpelthen for dum til at overleve, og det kunne alle se. Det tog kun et par år at få slået skolen helt fri af ok99-vanviddet, men det tog 15 år at komme af med de sidste rester af UFØ. De værste tåbeligheder var dog fjernet efter få år.

ELLER også vil det om nogen tid stå lysende klart, at de har snydt os. Klart for ALLE, vel at mærke, også omverdenen, takket være den aftalte opfølgning, KL ikke kan undslå sig. Hvis de bare bruger den ambulance, de sender ud nu (i form af arbejdstidsbilaget), til at køre os over endnu en gang, vil det stå bøjet i neon.    

I så fald står et fuldt intakt DLF klar i 2015 med en bugnende strejkekasse og en dybt frustreret, men forhåbentlig fattet og kampklar lærerstand, og næsten alle modpartens 'musketerer' fra 2013 vil være skiftet ud med personer, der ikke taber ansigt ved at komme os i møde.  Mange af dem vil tværtimod kunne høste point på det. Lærerne vil have vist deres gode vilje, reformen og L409 vil have vist sine fejl og mangler, så de er synlige for enhver. Vores position vil være langt stærkere end nu. Men kun under forudsætning af, at vi har holdt krudtet tørt.   

Derfor ja.

Tre år er lang tid, hvis det går så galt, som mange af os frygter, og jeg medgiver, at det ikke bliver nogen let vej at gå for nogen af os. Men alternativet er endnu værre.     


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ