Debat

”Det handler ikke om, at piger ikke må være piger og at drenge ikke må være drenge!”

Om læreruddannelsernes manglende fokus på kønnede perspektiver og problemstillinger. Jeg tager udgangspunkt i egne oplevelser med eget bachelorprojekt, hvor jeg mødte modstand da jeg ønskede at skrive om kønskonstruktioner. Dertil berører jeg konsekvenserne ved, at man i de næstkommende projekter ønsker en satsning på køn uden, at de studerende har nogen forudsætninger for at skrive om det.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ovenstående sætning har jeg formuleret et utal af gange, og for hver gang jeg har sagt det, er det med et stigende ubehag. For hvad betyder ovenstående; at det ikke handler om at drenge ikke må være drenge, og at piger ikke må være piger? Hvilke kønnede diskurser og kategorier trækker jeg på hver gang jeg siger denne sætning? Og, hvorfor giver det mig et ubehag i kroppen?

Det hele startede forrige vinter da jeg skulle formulere mit genstandsfelt og problemformulering i forbindelse med mit afsluttende bachelorprojekt på læreruddannelsen. Jeg ønskede at skrive om kønskonstruktioner i folkeskolen. Så langt så godt. Spørgsmålet var nu fra, hvilket fag jeg skulle se emnet?

Eftersom jeg havde specialpædagogik som afsluttende linjefag tænkte jeg, at det var oplagt at skrive projektet i netop dette fag, hvorfor jeg tog kontakt til min underviser som en mulig vejleder. Her mødte jeg min første uventede udfordring.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Min underviser kiggede undrende på mig. Han kendte mine ambitioner, og han mente derfor, at køn var et emne jeg skulle holde mig væk fra: ”Sara, du kan ikke få en god karakter med det emne. Der er ingen problemstilling i det, og mine oplevelser er, at mine studerende, der skriver projekt om køn, skriver en overfladisk og i bedste fald en middelmådig opgave”.

Og ja, det tror da Fanden, når vi undervejs på læreruddannelsen ikke er blevet introduceret for perspektiverne og kompleksiteten ved emnet

Han fortsætter: ”Der er desuden ikke nok litteratur om emnet”. Dette efterfulgt af den velkendte sætning som jeg flere gange undervejs fra mine medstuderende – og i nogen grad fra mine undervisere –  er blevet mødt med; ”hvorfor må piger ikke være piger og drenge ikke være drenge?. Jeg forstår ikke, hvad du vil? Hvad er problemet, og skal vi nu have svenske tilstande i Danmark?”.

Okay, tænkte jeg. Jeg synes personligt, at der er en tydelig problemstilling og af forskellige årsager vidste jeg, at der er masser af litteratur om emnet. Hertil, var jeg bevidst om, at der godt nok ikke fandtes meget litteratur skrevet på dansk målrettet folkeskolen. Men samtidig var jeg af den opfattelse at forandringsambitionen i et bachelorprojekt netop måtte være at oversætte og omsætte teoretiske perspektiver til konkrete observerede fænomener i skolen med dertilhørende mulige løsningsforslag i praksis. Desuden var jeg fuld ud i stand til at læse engelske værker, hvilket de fleste andre på læreruddannelsen også ville kunne, hvis de blev mødt med udfordringen. 

Jeg fandt to vejledere som var forholdsvis støttende. Jeg skriver forholdsvis for begge vejleder havde det forbehold, at der skulle inddrages noget ”relevant” for skolen. Derfor formulerede jeg et fokus på køn og kønskonstruktioner som en inklusionsindsats, hvor inklusionsperspektivet således skulle være det ”relevante” input. Tilfældigvis, blev min ene vejleder undervejs byttet ud med en ny ekstern vejleder. Hun var meget interesseret i emnet og havde ligeledes stor erfaring med det.  På det tidspunkt i processen havde jeg dog læst så meget og var så godt i gang med skriveprocessen, at hun ikke kunne bidrage med meget nyt, men bare det, at hun forstod hvad jeg ville var en gave sendt fra himlen. Jeg var ikke længere alene om projektet, og jeg skulle ikke længere forsvare mit projekt overfor min vejleder med den sætning, der efterhånden hang mig langt ud af halsen, at det ikke handlede om, at piger ikke måtte være piger og at drenge ikke måtte være drenge.

Mit bachelorprojekt blev efterfølgende nomineret til ét af landet 10 bedste på linje med emner som  IT i undervisningen. Der må derfor være andre end mig, som ser en reel  problemstilling i, at vi – i vores møde med eleverne – ikke reflekterer over brugen af kønskategorier og kønskonstruktioner, og at vi som følge deraf ofte utilsigtet kan bruge vores sprog ekskluderende overfor de børn, der falder udenfor de her ikke-italesatte kategorier. For tænker man over det: Hvad betyder sætningen og forsvaret, at det ikke handler om at drenge ikke må være drenge, og at piger ikke må være piger? Hvad ligger der i den sætningskonstruktion? Hvad forstår vi ved drengeadfærd og ved kategorien ”dreng”? Kan man fx være en forkert dreng? Hvorfor er den overhovedet nødvendig at sige?

Undervejs i min læreruddannelse, er jeg på intet tidspunkt blevet præsenteret for noget, der ligner eller har set skyggen af en kønsforskning, Vi er slet og ret ikke blevet præsenteret for teoretiske perspektiver på køn i undervisningen. Har vi diskuteret køn, har dette alene taget udgangspunkt i en biologisk forankret diskurs om, at piger er noget mens drenge er noget andet; altså at køn alene forstås som to biologisk forankrede modsætninger, der som følge deraf skal mødes på mere eller mindre forskellige måder.

Jeg blev derfor glad da jeg på Folkeskolen.dk læste, at man vil satse på køn og skole i årets bachelorprojekter 2015. Samtidig er det også med en vis forundring og nervøsitet da jeg frygter, at projekterne bliver ukvalificerede med et ensidigt fokus på binære modsætninger ml. piger og drenge ud fra en biologiserende og heterocentrisk  diskurs.

Min manglende introduktion til emnet kan naturligvis være et enestående eksempel og ikke et generelt problem på alle læreruddannelser. Ikke desto mindre er det den samme fortælling, jeg hører fra mine medstuderende og kollegaer fra andre læreruddannelser. Min kritik går særligt på, at man på læreruddannelserne ikke italesætter og introducerer de studerende for nyere kønsforskning eller postrukturalistiske perspektiver på kønnede positioner da kønnet og dertilhørende mulige positioner i klassefællesskabet er allestedsnærværende i vores praksis. Og at dette kan medvirke til, at vi i 2015 får et alt for ensidigt fokus på køn, der i mine øjne kan være skadelig for vores profession og for vores mulige møder med eleverne. 

Powered by Labrador CMS