I dag havde jeg en samtale, hvor jeg fik denne beretning:

Året er 1959, 4.klasse i en skole på Sjælland. Klassen laver sjov med en lærer. De lægger tegnestifter under puden på hans katederstol og Karin sætter hundepropper i dørkarmen, så når læreren smækker døren i giver det et ordentligt brag.Læreren kommer ind, reagerer på braget med et spjæt, siger ingenting, sætter sig på stolen med tegnestifterne, en trækning går hen over hans ansigt, han siger stadigvæk ingenting.Nu vil han vide hvem der har sat de hundepropper i døren. Ingen melder sig. Han stiller hele klassen op i en lang række og vil nu kollektivt straffe dem med slag af den kraftige pegepind. Karin kan ikke bære at få skyld for den kollektive afstraffelse, hvilket også vil betyde at hun vil få tæsk af kammeraterne, så hun melder sig. Læreren trækker hende ved øret ud af klasseværelset, ud på gangen og spørger hvorfor hun gjorde det. Hun græder hele tiden og siger at læreren hele tiden er efter hende, også selv om hun ikke har gjort noget.Læreren fører hende afsides til et kosteskab, hvor han tager gulvspanden ud og skubber hende ind i skabet. Han låser døren. Klokken er 11 om formiddagen. Klokken seks om aftenen går hendes far ind til naboen, låner deres telefon og ringer til en lærer der bor på skolen og spørger ham hvor længe hans datter skal sidde efter! Læreren finder ud af hvor pigen er og går over og låser hende ud. Da hun kommer ud, kan hun ikke stå på benene. De er følelsesløse. I kosteskabet har hun ikke kunnet sætte sig ned, da der kun var så meget plads at gulvspanden kunne stå på gulvet.

Læreren tager Karin med over i sin privatbolig og giver hende saftevand og en bolle, følger hende hjem og siger at nu kan hun holde fri resten af ugen.

De tre sidste år af sin skoletid forsøger Karin at gøre sig usynlig, da hun er skrækslagen for at hun igen skal blive sat ind i kosteskabet.