Jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle sige ja til en ikke-aftale. Lige så skræmt er jeg over at skulle sige nej til en ikke-aftale.

Det har altid været ideen bag forhandlinger at få enderne til at mødes, men sagen er, at der ikke længere er ender, vi alle kan se og alle kan kæmpe for. Der er kommuner, hvis kommunalpolitikere har indset behovet for at anerkende lærernes komplekse arbejde ved at indgå lokalaftaler. Der findes kommuner, hvor kommunalpolitikere så rigidt og hensynsløst tromler folkeskolen over uden overhovedet at vide, hvad de har med at gøre. Det går ikke kun ud over eleverne. Det går også ud over lærerne. Det er en katastrofal udvikling for hele skolen og en urimelig position at være fagforening i.

Jeg tror ikke på, at denne New Public Management (som i øvrigt var ganske populært i 50'erne) på nogen måde levner folkeskolen en chance, og jeg begræder dybt og inderligt, at DLF og dermed lærerne er blevet sat i en position, hvor vi skal føle os forpligtet til at redde den synkende skude. Det burde være politikernes ansvar. Desværre har embedsmændene overtaget styringen af det danske samfund og uddannelsessynet, som hverken er dansk eller ideologisk. I spidsen for dette uvederhæftige skindemokrati sidder embedsmanden Bjarne Corydon.

Bjarne Corydon har om nogen sat DLF og den danske model uden for døren. Nogen vil sikkert mene, at det er godt og på tide. Jeg spørger kun: godt for hvem og for hvad? En folkeskole i total opløsning. Et læringssyn, der i bedste fald giver middelmådige resultater og et børnesyn, der fuldstændigt tilsidesætter børns behov for at kunne skelne mellem familie, skole og fritid. Det er en katastrofe.

Den netop overståede forhandling skulle netop have afspejlet et fælles ønske om at sikre folkeskolen de bedste vilkår. I stedet blev det en gang tom luft, hvor kravet om mere effektivitet, endnu flere besparelser, endnu mere ledelsesret (og her er det helt legitimt at anskue mere ledelsesret som KL's ønske om total kommunal topstyring) pakket godt ind i bløde værdier som hensigter, synsninger, dialog, samarbejde og muligheder, der nu skal bane vejen frem for at sikre lærerne tid til forberedelse. Vor herre bevares. KL er ikke skabt for at holde fast i bløde værdier, men for at sikre mere for mindre.

Jeg kan ikke klandre DLF for den aftale, der er indgået med KL, og jeg nægter at lade mig påvirke af, at jeg i disse dage er edderspændt rasende. DLF kunne - som det skete i 2013 - have sagt, at de simpelthen ikke kunne stå inde for et aftalepapir, der alene er hensigten om, at nu bliver alt godt. Det gjorde de ikke, og det opfatter jeg alene som en taktisk manøvre.

Nu er det op til DLF's medlemmer at vurdere, om vi i de næste tre år vil acceptere hensigtserklæringer, der forbliver hensigter, mens kommunerne fortsætter deres besparelser på skoleområdet.

Det er muligt, at man mener, at man kan byde lærerne det, men at byde skolen dette, finder jeg ærlig talt modbydeligt og fuldstændigt uacceptabelt.

Før du sætter dit kryds, må du overveje, hvad du siger ja eller nej til?

Det kan aldrig og må aldrig blive DLF, du siger nej til, for der er ikke noget alternativ. Det er der til gengæld, når du sætter dit kryds. Enten vil DLF's aftale med KL bliver mødt positivt af lærerne, eller også vil den blive mødt negativt. I begge scenarier er der kun DLF at støtte sig til.

Og DLF er dig og mig. Husk det.