Hver femte fraværstime i Svendborg Kommune skyldes efteruddannelse. Kredsformand i Øhavets Lærerkreds, Lone Clemmensen, frygter, at undervisningskvaliteten ikke er i top, når timerne skal dækkes.

Svendborg: Hver femte fraværstime skyldes kompetenceløft

I Svendborg Kommune fylder lærernes kompetenceløft så meget, at det er skyld i hver femte fraværstime, lærerne har. Problemet vokser sig større for hver dag, fordi der er vikarmangel – i stedet bliver lærernes forberedelsestid brugt til at dække hullerne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen i det hele taget står midt i et enormt udviklingsprojekt: Foruden det generelle kompetenceløft, lærerne skal nå inden 2020, har de i Svendborg Kommune fået bevilliget penge fra A.P. Møller Fonden, sammen med 11 andre kommuner, til at få opdateret lærernes linjefag i idræt og blive bedre til bevægelse. Derudover skal alle elever have lavet individuelle oversigter over læring og trivsel, så der er nok at se til.

Sådan er virkeligheden i Svendborg, hvor lærerne, for at blive klædt på til de nye, store udfordringer, kompetenceudvikler og -opgraderer på livet løs. Derfor skyldes 21,2 procent af lærernes fravær linjefagskurser og kompetenceudvikling, det viser en opgørelse fra den lokale lærerkreds. Og det tynger ude på skolerne, fortæller formand for Øhavets Lærerkreds, Lone Clemmensen:

"Det er svært at rekruttere uddannede lærere til at dække vikartimerne, og så bliver det i stedet gymnasieelever eller faste lærere på skolen, der er ved at forberede sig, der bliver brugt i stedet. Og så kan politikerne spørge sig selv, om de får det kompetenceløft, de efterspørger".

Lone Clemmensen frygter nemlig, at undervisningens kvalitet kan lide et knæk, hvis det er de uuddannede gymnasieelever eller en lærer, der bliver revet ud af sin forberedelsestid, der skal stå for undervisningen.

Og så er der det med pengene. Vikarer er dyre og økonomien er stram på skolerne i Svendborg. Derfor mener Lone Clemmensen også, at kommunen skal øge bevillingerne, så der er økonomi til vikarer eller ansættelse af faste lærere, mens lærerne efteruddanner sig. Næste skoleår bliver antallet af kompetenceløftkurser nemlig øget som følge af A.P. Møller-projektet, så problemet er til at få øje på. 

I Skive Kommune har kommunen valgt at løse problemet ved at ansætte 20 lærere, så skolerne kan få dækket fraværet for de lærere, der er i gang med at uddanne sig.

Skive Kommune satser massivt på at uddanne lærere i linjefag 

Fastansat vikar Skoleleder på Tved Skole, Birthe Christensen, mener, at det er vigtigt at være på forkant. Det handler om at gøre noget nu, og ikke se tiden an. Derfor er hun også stolt over, at det er lykkedes at sænke sygefraværet på skolen fra 3,97 procent til 3,36 procent. Endda i en tid, hvor folkeskolen har undergået store forandringer. Fra skoleårets start har hun reserveret et større beløb i budgettet til vikarer. På Tved Skole skyldes hver fjerde fraværstime lærernes kompetenceløft - altså mere end gennemsnittet på Svendborgs skoler.

"Vi har lige nu en ekstra lærer, som medvirker til vikardækning i de klasser, hvor læreren af den ene eller anden grund ikke kan være der. Det er vigtigt at lærerens fravær ikke går ud over kerneopgaven, og det mindskes ved at bruge lærere, som kender børnene og rutinerne", siger skoleleder Birthe Christensen.

Det er ikke kun på Tved Skole, at der bruges "fastansatte vikarer". Det er et problem i hele landet at få vikardækket lærernes timer, mens de er på efteruddannelse. Noget skolelederforeningens formand tidligere fortalt om:

"Det er mit indtryk at der mangler midler, for at vi kan sende folk på den forventede efteruddannelse. En milliard er mange penge til efteruddannelse over fire år, og der er ikke midler nok til at bruge den", sagde Claus Hjortdal.

Til det forklarede undervisningsminister Christine Antorini dengang:

"Der en diskussion i forhold til, om man laver fuld vikardækning, eller gør man det på andre måder - det blander vi os ikke i. Det eneste vi har som krav, det er, at når vi siger 2020, så har alle lærere det som svarer til linjefagskompetence. Der hvor man oplever, at der er problemer, må man tage fat konkret i den pågældende kommune, så man kan få det til at gå op, så det hænger sammen", sagde undervisningsminister Christine Antorini.

Skolelederne: Vi mangler midler til efteruddannelses-milliarden

Powered by Labrador CMS