Folkeskolereformen har som et af sine 3 hovedformål, at børn lærer så meget de kan i folkeskolen. I dette ligger naturligt to ansvarshavere. At børnenes forældre bidrager til børnenes modtagelighed for undervisning, men også at skolen indrettes til at levere den undervisning børnene er parat til at modtage.

Et andet sigtekorn for folkeskolen er at bevæge børnenes derhen, hvor 96% går på en almen skole og modtager almen undervisning. Denne kvantitative målsætning betegnes misvisende som inklusion.

Disse to målsætninger kunne have en sammenhæng. Min pointe med dette indlæg er dog at påvise, at sammenhængen mangler og i mange tilfælde ikke er målet.

 Skolens definition af inklusion.

At børnene, som almindeligvis betegnes som inklusionbørn, skal mødes med indblik og forståelse for de vanskeligheder som netop placerer dem udenfor det normale; det der gør dem til objekter for inklusion. Det vil konkret sige, at undervisningen tager udgangspunkt i børnenes faglige, sociale og kommunikative forudsætninger og bevæger deres bevidsthed, fagligheder og færdigheder som en integreret del af deres skoledag. Denne forståelse af inklusion er med andre ord kvalitativ.

Den politiske/administrative definition af inklusion

Målet om at 96% af børnene skal gå i en almenskole medfører, at der etableres styringsmekanismer, som netop bevæger visitaitonen væk fra specialforanstaltninger til almenundervisning. Årsagen er en klar overordnet økonomisk  prioritering af almenundervisning og ønsket om at børn ikke modtager specialundervisning i forskellige afskygninger. Denne forståelse af inklusion er med andre ord kvantitativ.

Sammenstød imellem den politisk/administrative og den skolefaglige/pædagogiske definition af inklusion.

Vi har gennem de sidste 10 år set en markant ændring i visitationen af børn med særlige pædagogiske, fysiske og sociaIe behov. Fra specialundervisning til almenskolen. I takt med at målsætningen løbende har ændret sig hen imod de 96%, har opgaven i almenskolen været konstant foranderlig. Almenskolen har med andre ord ikke på noget tidspunkt været i stand til at løse opgaven udfra sine mål om inklusion, da kravet om øget specialisering af skolens kvalitative løsning af inklusionsopgaven er strammet til med stadigt større fart end evnen til at løse opgaven har været udviklet. Denne problemstilling har åbenlyst ikke givet tilstrækkelig mening i den administrative/politiske forståelse af inklusionsopgaven.

Der har med andre ord manglet en sammenhængskraft imellem de økonomiske og kvantitative mål om, at børn ikke går i specialtilbud, contra de faglige krav lærerne og skolen har til opgaveløsningen.

Der har ikke manglet øjenåbnere for denne usammenhæng gennem de sidste 10 år, men viljen til at tage politisk og  forvaltningsmæssigt ansvar for dette modsætningsforhold, har i alt for høj grad været kilde til, og forklaring på, at inklusionen lider så meget i dagens folkeskole. Det ser ud til at det egentlige politiske ønske og mål er, at børnenes vanskeligheder forsvinder ved den kvantitative model. Det er til nogle overraskelse ikke sket, og derfor står parterne omkring folkeskolen med et både strukturelt, pædagogiske og etisk problem, som kræver handling.  

Et problem, som kun lader sig løse ved at prioritere kvalitative løsninger. De kvantitative løsninger har gennem 10 år vist så store mangler og fejl hos alt for mange inklusonsbørn, at strategierne må revurderes.

Med indførelsen af folkeskolereformen, lægges der vægt på det faglige udbytte af undervisningen. Det er netop ikke et af hovemålene at 96% kan sige de går på en almenskole. Nej, det er formålet at de lærer så meget de kan. Påstanden om at dette sker i almenskolen mangler en teoretisk og en praksis-undestøtte, og der er ikke valide undersøgelser som kan effektmåle en støtte til denne hypotese. Grunden er, at påstanden er grebet ud af et politisk ønske om, at placering i almenskolen generelt er bedre for inklusionsbørn og deres faglige, sociale og kommunikative udvikling. Lad denne påstand falde til jorden, da den ikke kan flyve ved egen hjælp.

Jeg vil ikke sige at der for 10 år siden ikke var behov for et opgør med tendensen til at placere for mange børn i specialtilbud. Det var der. Men de grupper der idag er i fokus til inklusion (dem som ligger indenfor 95-97%) bør ikke indgå i dette billede. Det er ikke blot kvantitative tilgange til inklusion, der ligger bag kravene om at denne gruppe placeres i alemenskolen, det er decideret diskvalificerede tilgange. Det er udtryk for disrespekt for denne målgruppe af børn, og disrespekt for de fagpersoner som skal tilpasse undervisningen til denne målgruppe. Lærerne har hverken de fysiske rammer, de faglige forudsætninger eller de specialpædagogiske værktøjer til at løse denne opgave.

.