Magter kommunerne at have ansvaret for folkeskolen? 

En kommune, som Lyngby Taarbæk, der i en del år har haft et af landets bedste skolevæsener valgte tidligt at gå deres egne veje, efter vedtagelse af skolereform og lov om lærernes arbejdstid.

Dette valgte man i bevidstheden om, at det man tidligere havde gjort virkede. Dette var en klog og ansvarlig beslutning, der gik stik imod anbefalingerne fra kommunernes Landsforening.

I Tårnby valgte politikerne at gå den modsatte vej og bestemte, at lærerne skulle være til stede alt deres arbejdstid. Man investerede i stempel-ure, hvor lærerne skulle stemple ind når de mødte ogstemple ud, når de gik. Ganske som industriarbejderne gjorde i første halvdel af forrige århundrede. Et tiltag der blev kritiseret af mange, heriblandt forskere fra CBS.

Flertallet af landets skoler ligger desværre på Tårnbys banehalvdel og det er tydeligt at se konsekvensen af den organisatoriske kontrol og mistillid.

Denne ses blandt andet i sygefraværet og i udfordringerne med at tiltrække nye medarbejdere.

Anbefalingerne fra KL i forlængelse af vedtagelsen af folkeskolereformen og loven om lærernes arbejdstid har kastet folkeskolen ud i den største strukturelle krise nogen sinde i dens 200 års historie.

Intentionen i den nye folkeskolereform og efterfølgende lov om lærernes arbejdstid var, at den lokale skoleledelse skulle kunne bestemme tilstedeværelsesgrad for den enkelte medarbejder og dermed skabe en mere dynamisk skole.

Skoleledernes formand har efterfølgende udtalt, at det ikke er virkeligheden, men at det mange steder er kommunalbestyrelse og forvaltning der bestemmer dette.

Eksemplet stråler i mange kommuner.

I Halsnæs Kommune har man et klokketimetal, der er forhøjet med 16 procent, hvilket svare til at lærerne skal undervise 4,5 lektion mere om ugen, hvilket vil sige omkring 28 lektioner ugentlig. Dette er ikke en enlig svale, men virkeligheden mange steder i landet. Dette afspejles også i, at kommunernes Landsforening har bebudet besparelser på folkeskolen i 2015 på 450.000.000 kr.

Derfor spørgsmålene: Bliver skolen bedre? Bliver de kommunale regneark flottere? Bliver overskud til lovbestemt inkluderende praksis større? Bliver ressourcerne til at skabe en tryg og faglig stærk skole større? Og ikke mindst om ansvaret for børnenes faglige og alsidige personlige udvikling bliver taget alvorligt?

Landet over betyder dette, at der er kommuner hvor kvaliteten af folkeskolen i forhold til faglighed og udvikling er høj, medens der i flertallet af landets kommuner sker en udviklng i stik modsatte retning.

Denne udvikling får det til at runge hult, når politikerne taler om, at vi skal bekæmpe den negative sociale arv. Den sociale arv i det ulige Danmark er tydeligt beskrevet i rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2011 med navnet Den sociale arv tynger Danmark, hvor netop de kommunale forskelle – her på et socioøkonomisk grundlag beskrives. Og det er præcis denne udvikling, som beskrives i rapporten, der styrkes trods - udmeldte - ønsker om det modsatte.

Derfor er det relevant at stille spørgsmålet: Er det ansvarligt at lade folkeskolen, som væksthus for hele Danmarks fremtid, som faglig, social og kulturbærende institution, mange steder at være i hænderne på købmænd og landsbytosser?

I sidste uge havde jeg foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, hvor jeg talte om Klasseledelse og ro i klassen. Her slog det mig, hvor stor afstand der er på Ideal-planet i folketingog regering, hvor visioner udtænkes og formuleres for folkeskolen og så på Real-planet i Kommunernes Landsforening og i den enkelte kommune, hvor en hver ramme der kan strammes ind får lyset til at funkle i øjnene på politikere og embedsmænd.

Jeg mener det er på høje tid for vores skoles og for hele Danmarks skyld, at der kommer langt større statslig detailstyring af folkeskolen, så kommunernes mulighed for at stramme rammen bliver betydeligt reduceret, ja gerne helt fjernet.