Ove Kaj Pedersen ligner slet ikke en konkurrencestatsmand klædt på til kamp, da han træder ind på podiet i salen i Politikens Hus denne tirsdag eftermiddag, hvor han er inviteret af kronikredaktør Christoffer Emil Bruun til en dyst med professor emeritus Peter Kemp. Det er faktisk kun ordstyreren Christoffer Emil Bruun, der ligner en verdensmand, de to sværdkæmpere ligner bare os andre. Vi tilhørere sidder tæt pakket. De to vagter og billetkontrollørerne foran Politikens Hus afviser et utal af interesserede til eftermiddagens dyst på ord. Lydhørheden er stor, da kampen starter, Ove Kaj Pedersen lægger ud. Han er forbandet over Peter Kemps kritik, nu vil han lade sine analyser ligge og give sin egen politiske mening til kende. Kan Peter Kemp ikke forstå, at det altid, historisk set, har været selve samfundsfællesskabet at arbejde? Kan han ikke indse, at skolens formål er at danne til dette samfundsarbejdsfællesskab, så man kan finansiere velfærdsstaten?  Nej, for Peter Kemp er det en reduktion af mennesket kun at tale om arbejdet som et fælles samfundsanliggende. Skolebørnene skal lære social ansvarlighed, derfor skal der være vægt på det kulturhistoriske – ikke kun på rets- og fagdokumenter. Jeg er uenig, giver Ove Kaj Petersen igen, rets- og fagdokumenter er kernen i kulturhistorien. Du fortaber dig i fortiden og lukker øjnene for nutiden, svarer Peter Kemp. Det er farligt kun at se på rammerne, man må se på selve indholdet, fortsætter han. Dannelse er social ansvarlighed, hvis du reducerer dannelse til et arbejdsfællesskab tryner du det enkelte menneskelige subjekt. Der vil ske en polarisering og radikalisering i samfundet, kan du ikke se det? Nej, svarer Ove kaj Pedersen. Vi ødelægger fremtiden for vore efterkommere, hvis vi ikke laver en kulturændring. Vi vil ikke have socialt snyd eller nasseri, folk skal være selvforsørgende, derfor skal fokus i skolen være at danne til arbejdsfællesskabet.

Ove Kaj Pedersens økonomiske teori, om konkurrencestatens nødvendighed for samfundets overlevelse, er selve fundamentet for den nye skolereforms ”børnene skal blive så dygtige, som de kan”-pædagogik. Ledende kræfter fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP/DPU) producerer beredvilligt til Teaching-to-the-test konkurrencestatspædagogikken, og som en tyv om natten tager den for sig af de pædagogiske kronjuveler. Som lærer kan man målløst se på og foruroliges dybt over, hvordan en tsunami-agtig bølge af økonomisk tænkning på ingen tid kan ødelægge møjsommeligt opbygget pædagogik og undervisning, der bygger på en helhedstænkning over kvalifikation, socialisation og subjektifikation. Og det er ikke blot ledende skolefolk, der rider med på den økonomibølge, som Ove Kaj Pedersens økonomiske og politiske i bøgerne Konkurrencestaten fra 2011 og Markedsstaten fra 2014 analyserende forholder sig til. Finansminister Bjarne Corydons ”tror på konkurrencestaten” og anser Ove Kaj Pedersen for at være chef-ideolog for regeringens økonomiske politik; kultur- og kirkeminister Marianne Jelved giver en politisk krammer til Ove Kaj Pedersen med ordene: ”Han er min gode ven”.

Der er hedt i Politikens Sal, da Christoffer Emil Bruun på slaget 18 takker af for i dag. Men det er ikke kun forsamlingens varme frakkers skyld, at stemningen er på kogepunktet. Det var to kampberedte sværvægtere, der på værdig vis debatterede, så tilhørerne klappede, buuede og stillede pågående spørgsmål. Om det politiske magtspil om konkurrrencestaten over for velfærdsstaten i den kommende valgkamp på tilsvarende vis inviterer til åben værdikamp om skolen – det skal der lægges op til.  

Filosofiske sværvægtere i værdikamp - Politiken Plus plus.politiken.dk/.../Filosofiske_svaervaegtere_i_vaerdikamp(28520).asp...

o