”Hvis min mor vidste, jeg så dette her, ville hun blive rasende. Hun er nemlig troende!”

Sådan lød ordene i en time fra en af mine elever i 9. klasse. Jeg blev et øjeblik en smule mundlam, men greb så chancen og spurgte eleven, hvad hun mente, moren ville blive vred over. ”Hun vil ikke have, man gør grin med Gud og Skriften”.

Resten af timen blev ikke helt som planlagt, for vi kom ind i en længere samtale om ytringsfrihed, respekt for religion, en snak om hvornår noget er satire og diskussion om, hvor grænsen går for satire, vittigheder og brug af religion i kunst og kultur. På dette tidspunkt anede ingen af os, at diskussionen snart skulle blive sørgelig aktuel igen.

Hvad var det så, vi så? Ikke Muhammed tegninger, ikke Charlie Hebdo, nej vi så såmænd ”Rune Klans Bibelshow”.

Jeg plejer at bryste mig af at være velreflekteret over valg af kilder i min undervisning. Jeg forsøger ikke at være unødigt stødende, at tage hensyn til om elever har forældre, der er udsendt (vi er jo en kaserneby), overveje om nogen for nyligt er ramt af dødsfald eller skilsmisse i nær familie osv. Alt sammen ud fra devisen, at alle elever skal have mest muligt ud af undervisningen, og der er ingen grund til at bruge et indhold, der af den ene eller anden grund blokerer for læring. Men jeg havde ikke tænkt tanken, at Rune Klan, Linda P og Jonathan Spangs udlægning af Det Gamle Testamente kunne støde en elev. For stødt, det var hun, selv om det blev pakket ind i et ”mor argument.”

Da Bibelshowet var i sin tilblivelse, så jeg et interview med Rune Klan, hvor han fortalte om det omfattende arbejde, han havde lavet, for at læse og forstå indholdet i Bibelen. Stykket var ikke ment som satire, men som en dramatiseret, diskuterende (og morsom) forestilling, hvor man drager paralleller fra fortid til nutid. I min optik altså et lødigt indhold vist på en anden måde end den, vi ofte bruger, når vi skal lære om indholdet i Bibelen, og derfor helt i orden som undervisningsmateriale. Tænkte jeg. Men.......

I tiden efter den time har jeg haft mange debatter med mig selv. Jeg er ikke kommet frem til et endeligt svar. Mine spørgsmål og refleksioner går på:

Hvordan sikrer jeg mig, at ingen elever bliver stødt over mit valg af kilder? Skal jeg sikre, de ikke bliver det?

Hvordan sikrer jeg mig, at vi får debatteret ytringsfrihed overfor religion på et lødigt niveau? For den diskussion kan vi da ikke undgå at tage i dagens samfund?

Skal satiren helt ud som undervisningsemne? Eller er den nødvendig som aldrig før?

Hvordan skelner jeg mellem berøringsangst og nødvendigt hensyn?

Dybest set ønsker jeg jo blot at hjælpe mine elever til at blive klædt på til at være borger i et demokratisk samfund med frihedsrettigheder som beskrevet i Grundloven. Jeg ønsker, de skal danne holdninger til hvad, de mener, er rigtig og forkert. Jeg håber, de får en forståelse for den gyldne regel.

På en eller anden måde er det som om, vi som lærere skal reflektere dybere over ovenstående end nogensinde før. Eller?