Debat
0   749

Skal lærken i musikskole?

Jeg har ofte det indtryk, at hver gang, et barn fødes i Danmark, indopereres en chip, så det psykiatriske og pædagogiske system kan følge det fra morgen til aften.

Jeg skriver dette indlæg på baggrund af mange års erfaringer med mødre, der ringer og beder om gode råd eller blot vil fortælle deres historie.

Oftest søger de konkret viden om, hvordan de kan komme i gang med at hjælpe deres barn med særlige udfordringer og behov. Andre gange er det mødre og familier fulde af fortvivlelse og desperation.

Artiklen fortsætter under banneret

Det handler næsten altid om to ting. Enten kan de ikke få den hjælp af kommunen, som de ifølge lovgivningen er berettiget til.

Eller også er deres barn havnet i det diagnosehelvede, som Danmark har udviklet sig til. Denne artikel handler om det sidste.

Jeg har ofte det indtryk, at hver gang et barn fødes i Danmark, indopereres en chip, så det psykiatriske og pædagogiske system kan følge det fra morgen til aften.

Og faktisk er det jo ikke helt forkert, for et dansk gennemsnitsbarn anbringes i en institution, når det er ni måneder. Først i vuggestue, så i børnehave, for derefter at komme i et skoletilbud – en heldagsskole vel at mærke.

Det giver en mangfoldig kontakt med andre børn og voksne. Noget, som kan være stimulerende for mange, men samtidig også kontraindicerende for de mindre ressourcestærke. Det være sig de sensitive eller meget søgende og urolige børn. Denne sidste relativt store gruppe kan være svær at håndtere i institutioner, der i forvejen døjer med inklusion og manglende ressourcer.

Om det er derfor, at diagnosticering af børn og unge er så voldsomt stigende, skal være usagt, men det er da påfaldende, at diagnoser inden for ADHD og autismespektret er støt stigende, samtidig med at børn er mere og mere i en eller anden form for institution og dermed mindre sammen med deres forældre. Hvert 10. danske barn har i dag behov for ekstra hjælp i hverdagen. I USA er det hvert sjette.

Når et barn skal passes af andre end familien i et institutionelt fællesskab, skal det efterleve en række regler og krav, hvilket kan forekomme unaturligt for mange børn. Ene og alene af den grund, at hjemme er der mindst én person til at holde øje med barnet i modsætning til en vuggestue eller børnehave, hvor der i gennemsnit er én voksen til 10 børn.

Det er krav om ro, disciplin og tilpasning. Noget, som er svært for en treårig dreng. Vi ser da også en tendens til at trække drengebørn ind i en mindre pasningskrævende, feminiseret verden, hvor de skal lege med dukker og manipuleres væk fra sportslige og fysiske aktiviteter.

Psykiatriske diagnoser er ofte samfundets svar på anderledes adfærd. I det moderne Danmark med udearbejdende forældre er der ikke plads eller tid til at rumme forskellighed i de tætpakkede institutioner. Derfor uddeles diagnoser og den deraf følgende medicin med stor generøsitet. Også til børn, der måske ”bare” mangler en streng, men kærlig voksen, en sundere kost eller et miljø med mindre kaos og larm.

Måske skulle vi i højere grad give mere ansvar tilbage til forældrene og respektere, at forskellige børn kræver forskellige løsninger. Eller i det mindste støtte de forældre og familier, der gerne vil tage mere ansvar, men behøver økonomisk støtte, viden og værktøjer til at løse opgaven?

Lovgivningen giver allerede en del muligheder i denne retning i forhold til pasning i hjemmet af de helt små og ”hjemmetræning” af børn inden for den voksende gruppe af børn med særlige behov, ligesom kommunerne kunne gøre større brug af fagfolk, der støtter og hjælper børnene i hjemmet.

En mor delte forleden sine frustrationer med mig efter en samtale med børnehaven.

– De siger, han er hyperaktiv og udadreagerende. Ja, måske har han ADHD.

– Hvor gammel er han?

– Tre år.

– Er han okay derhjemme?

– Spiser han meget sukker og færdigmad?

– Ja, han har det fint og spiser vist meget normalt.

– Men børn på tre år ER hyperaktive. Det skal de være, ellers er der for alvor noget galt. Sig til pædagogerne, at de skal passe deres arbejde og holde op med at diagnosticere dit barn.

– Tak, det vil jeg gøre.

Denne dialog er et skole-eksempel på et dilemma, som rigtig mange forældre bliver stillet i. Det næste er vel, at vi skal putte lærken i musikskole, så den stopper med at synge på upassende tidspunkter.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.520 andre er allerede tilmeldt