Læsning
0   356

Læsningens bedste bedste

Efter 40 år som lærer gør Birgit Christensen regnskabet op: Ingen metode kan hamle op med børnenes egen lyst til at lære at læse

Birgit Christensen vovede sig virkelig ind i løvens hule den forårsdag i april. Hun holdt foredrag i intet ringere end Audiologopædisk Forening, der holdt årsmøde på Nyborg Strand. Det kræver et opslag i Gyldendals Psykologisk-pædagogisk Ordbog:

'Audiologopædi - det pædagogiske fag, der omhandler den specielle undervisning af mennesker med hørevanskeligheder og talevanskeligheder (vanskeligheder med sprog, artikulation og stemme) samt forskning og undersøgelsesmetodik i tilknytning hertil'.

Men efter 40 år som lærer, 15 1.-klasser og tre børnebørn er Birgit Christensen ikke bange for noget som helst, ikke engang lægelatin. Hun ved, hvad der virker i praksis, når ganske almindelige børn skal lære at læse og skrive, og det er ikke metoder hentet fra specialpædagogikken.

De kan måske være gode nok til børn med specielle handicap. Måske. Men normale børn lærer ifølge Birgit Christensens erfaring at læse og skrive af sig selv, stort set.

Artiklen fortsætter under banneret

Alt, hvad de behøver, er en nærværende og varm voksen - en forælder, en pædagog, en lærer - der er villig til at følge med dem ind i sprogets eventyrland.

Det er ikke indviklet, vi kender det alle: Hvad står dér, far? Hvordan skriver man far, mor? Hvad betyder audiologopædi? Svarer man børnene og sprogleger eventuelt lidt med dem, så kommer det stille og roligt, er Birgit Christensens beskedne pointe. Ligesom cykling og svømning.

Kun én audiologopæd gik

Hendes foredrag, der hed 'Det handler om tillid', konkurrerede med workshopperne 'Orofacial reguleringsterapi', 'Metha-testen', 'Neuropsyk. uss. i det talepæd. arbejde' og 'Taleunderv. ved PS'.

Alligevel var der kun en enkelt af de cirka 40 audiologopæder, der forlod lokalet, da Birgit Christensen indledte med at sige:

'Det muntre, virksomme hverdagsliv, hvor man snakker sammen, læser for og med hinanden, laver ting sammen, hygger sig sammen, er betingelsen for barnets læring. Det gælder ikke mindst skriftsprogstilegnelsen'.

'Vi - eksperter af enhver art - kan godt glemme alt om taletræning og lytteøvelser, hvis barnet har ondt i livet'.

Den frafaldne gik glip af den efterfølgende svada:

'Alt for mange børn får en uheldig start med læsning. Det er forfærdelig beklageligt, men det går ikke så galt, som det burde, for børn har en enestående evne til at ride på to heste på en gang'.

'De klarer at holde fast i deres egen indre skriftsprogsudvikling, samtidig med at de indretter sig efter lærerens forstyrrende snak om fonemer og stavelser og lydrette ord. Det er blændende flot klaret'.

Det burde forbydes

Der er navnlig to ting, der typisk er 'rablende galt' ved begynderundervisningen i læsning, siger Birgit Christensen. Tidspunktet og metoden.

'Det er alt for sent at starte i seks-syvårsalderen. Det er naturligt for børn at læse og skrive nære og kære ord som far, mor, mormor, Jens og Sofievej 12 allerede som tre-femårige'.

'Og metoden. Det er vel ikke for meget sagt, at en vis herre på Bornholm ikke har levet forgæves. Det var ham, der opfandt 'sproglig opmærksomhed'. Det er ellers gode og stærke ord - 'sproglig opmærksomhed'. Jeg tager dem aldrig i min mund! Det er jeg ked af, men jeg kan ikke, fordi de i den grad er blevet synonyme med Jørgen Frost og al hans lydhalløj'.

'Det burde ikke hedde sproglig opmærksomhed, det, de laver der, det burde hedde fonologisk opmærksomhedstræning. Og det burde forbydes at plage sagesløse børn med det'.

Birgit Christensen medgiver, at hun ikke ved ret meget om det unormale, 'men jeg ved godt, at der er nogle ganske få børn, der lige præcis skal have den medicin. Og så er det jo helt fint, så skal de altså have specialundervisning'.

'Men det kan ikke være rigtigt, at helt almindelige børn skal have specialundervisning. Det er jo det, mange af dem får i vores skoler nu'.

'Hvordan er det kommet dertil, at vi har indrettet os på den måde, at vi giver helt almindelige normale børn specialundervisning? At folk accepterer, at man så at sige tager raske børn under behandling?'

Det er ikke spor svært

Birgit Christensen forsøger at løse gåden med et citat fra Kjeld Kjertmanns ph.d.-afhandling 'Skriftsprog og Skolestart': 'Vor læsepædagogiske tænkning er måske styret af nogle grundantagelser, som der slet ikke er belæg for'.

'Jeg er den praktiske gris', fastslår Birgit Christensen, 'der har arbejdet nede på jorden med børnene. Jeg giver ham fuldstændig ret. Han siger måske, men jeg tror, det er rigtigt. Alt for meget forskning tager udgangspunkt i det unormale, tager udgangspunkt i læsevanskeligheder'.

'Hvor tit er læsevanskeligheder virkelige vanskeligheder med at læse? Jeg tror ikke, det er ret tit. Ofte er det vanskeligheder med at kapere den tilbudte indlæringsform, altså pædagogisk skabte vanskeligheder'.

'Læsning, det at lære at læse, er enkelt. Det har jeg opdaget - ikke de første år, Gud fri mig vel, det var da noget værre noget, jeg lavede. Jeg var med på det hele, først var det ordbilledmetoden, så var det alt det her lydhalløj . . . Indtil jeg fandt ud af, at der ikke var noget af det, der duede'.

Birgit Christensen fandt efterhånden ud af, at 'det at læse, det er ikke spor svært for børn'.

'Men læseundervisningen - den får mange børn altså forstoppelse af. Hvert eneste barn finder sin vej til læsning, og vi bør bare følge med som hjælper, eller hvad man skal kalde det'.

'Denne emsighed med lydrette ord og Søren og Mette og fonologisk opmærksomhedstræning i 1. klasse, børnehaveklassen og nu så småt også nede i børnehaven, den er virkelig problematisk'.

Lad barnet styre

Birgit Christensen har lært generationer af børn at læse og skrive, men hun fandt først nøglen, da hun så i øjnene, at der ingen læsemetode findes.

Elementmetoden og ordbilledmetoden har kæmpet om magten over læsepædagogikken i 100 år her og i udlandet, men det har været skønne spildte kræfter. Nøglen er tillid, resten klarer børnenes egen videbegærlighed.

'Jeg har ikke noget, der hedder Birgits metode. Der er faktisk bare det, at jeg er sammen med de børn, og så lærer de at læse og skrive, fordi jeg lader barnet trække. Jeg har set så mange pædagogiske ulykker, så jeg tør godt lade barnet styre. Det viser sig, at det går formidabelt'.

'Det eneste, man skal have i baghovedet som forældre og lærere, er, at man skal synliggøre skriftsproget for børnene. Det er omkring os alle vegne, på cornflakespakken og skilte, og man kan skrive små sedler med børnene, dosmersedler og så videre'.

Birgit Christensen er nu gået på efterløn. Men sammen med sine børnebørn udvikler hun fortfarende sin ikke-læsemetode, der mest handler om nærvær og konkrete sproghandlinger i hverdagen. Eller som hun kalder dem: Sproglege.

De er oppe på 60 sproglege nu - dagbøger, orddomino, breve, ordkasser . . ., som Birgit Christensen i øvrigt fortæller om ved forældremøder i børnehaver - og ved Audiologopædisk Forenings årsmøde.

Læsning er enkelt. Det har jeg opdaget - ikke de første år, Gud fri mig vel, det var da noget værre noget, jeg lavede. Jeg var med på det hele, først var det ordbilledmetoden, så var det alt det her lydhalløj


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.252 andre er allerede tilmeldt