Debat

Vi bør sige undskyld til muslimerne

Vi er nødt til gennemskue præmisserne og problemet med den danske debat. En sociologisk sproganalyse viser, at vores debat er baseret på højreekstremistiske præmisser, så vi alle i øjeblikket både højre og venstre i det politiske spektrum understøtter og styrker den højreekstremistiske dagsorden og retorik. Uden at vi opdager det. Vi må gennemskue problemet for at kunne undgå, at vi massivt bidrager til yderligere eskalering af konflikt, vold og terror i vores samfund. Lige nu arbejder vi mod egne interesser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

A propos ytringsfrihed og demokrati - børneopdragelse og moral: Jeg tror, at vi alle sammen kan indse det ganske selvmodsigende i, at vi på den ene side lærer vores børn, at de ikke må grine og håne folk (der er mere eller mindre 'pressede') og så samtidig selv massivt gør det som voksne. Man kan sige, at Jyllandsposten og højrefløjen i dansk politik reelt har fået hele vores samfund med på, at det skal betragtes som en ytringsfrihedsdyd at grine og håne muslimer. Det holder ikke, det er falsk. Vi får ret hurtigt et forklaringsproblem ift. vores børn, når de tænker sig om. Det holder selvsagt heller ikke i relation til vores borgere med muslimsk baggrund. Vi er nødt til at gøre op med den fremherskende højreekstremistiske ideologi, der får os til at tro, at det vigtigste og mest værdifulde i verden er, at medier, journalister og tegnere skal lave tegninger, der håner og gør grin med den muslimske religion. 

Jeg er klar over, at mit budskab er kontroversielt og kan være vanskeligt at forstå endsige tage ind. Nu hvor vi i årtier har hørt og nærmest kollektivt fremført den samme retorik og på den måde har vænnet os til at tænke på en bestemt måde. Lad mig derfor slå fast, at jeg på ingen måde taler imod ytringsfriheden. Faktisk tværtimod. Men det er på høje tid, at vi besinder os på vores måde at opfatte, tale og handle ytringsfrihed på. Min pointe er kort sagt, at hån af andre nok er noget, vi må tåle i et demokrati, men ikke må være noget, som vi skal dyrke, gøre en dyd ud af og i sidste ende risikere liv og terror for! Sådan som den nuværende retorik fører os frem til. Vi må tænke os om og ændre holdning og retorik. Som med andre demokratiske friheder må vi indse, at man har en pligt til at tænke sig om, ift. hvordan man bruger ytringsfriheden.

Vi må tænke om og tænke bedre. Vi må bryde højreekstremisternes og ytringsfanatikernes misvisende idé, at deres ekstreme udlægning repræsenterer fornuften og er den holdbare indstilling til ytringsfrihed, demokrati og integration. Vi ved jo allerede alle, at hver gang vi trykker en muslimfornærmende tegning og bagefter står fast på berettigelsen og fornuften i at gøre det - så skubber vi alle unge og gamle borgere med muslimsk baggrund væk fra 'os' og fremmedgør dem fra at kunne føle sig som en del af det danske samfund. Det er rigtigt skidt og det kan i den givne kontekst meget hurtigt blive rigtigt farligt. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Så kan politikerne tale om at løse problemerne gennem mere terrorlovgivning, politi og på forskellige individualiserende måder ville gøre familerne ansvarlige for de problemer, som unge med muslimsk baggrund lever med. Men på den måde svigter de at tage deres politiske ansvar, som består i at ændre hele tilgangen og retorikken på området. De ser kun splinten i det mulimske samfunds øjne - ikke bjælken i deres eget. Det absolut allervæsentligste første skridt imod en bedre integration og en langt mindre risiko for vold og terror i vores samfund består i, at de og vi alle sammen gør op med vores falske fanatiske ide om, at vi arbejder i ytringsfrihedens dydige navn, når vi gør grin og håner muslimer. Vi er blevet forført til at støtte en sag, som vi højest bør tåle. Det er en rigtig skidt sag at fortsætte med at forsvare. Lad os sammen droppe den og ændre hele vores sprogbrug om disse ting. For en fin illustration af min pointe omkring 'ytringsfriheden': Hvorfor man altid bør tænke konkret og i kontekst - se denne tegning af Joe Sacco i The Guardian den anden dag: On satire.

For yderligere nuancering og forklaring af min pointe se min nyligt publicerede artikel om det danske/vestlige debatklima baseret på højreekstremismens præmisser. Hvor pointen er, at vi alle kommer til at reproducere både den højreekstremistiske dagsorden og retorik, hvis vi ikke gennemskuer de falske og farlige præmisserne og siger fra: Vi bør sige undskyld til muslimerne